Støjskade, arbejdsrelateret

Zara Ann Stokholm

Afdelingslæge

Definition1

  • Støjskade er en cochleær beskadigelse, primært af hårcellerne i det indre øre, som kan føre til reversibelt (trauma acustica) eller irreversibelt høretab (støjskade på indre øre)
  • Skaden opstår typisk ved eksponering for kraftig impulsstøj eller langvarig påvirkning af høje støjniveauer i arbejdsmiljøet
  • Støjskade ledsages ofte af tinnitus, en subjektiv oplevelse af lyd uden ekstern lydkilde, som typisk beskrives som susen, hylen eller ringen
  • Høretabet kan føre til problemer med kommunikation i dagligdagen

Forekomst

  • Ansatte i metal-, træ- og tekstilindustrier samt i trykkeri og bygge- og anlægsindustrien har øget risiko for at udvikle støjskader1   
  • I faggrupper med støjniveauer ≥ 85dB udvikler ca. 32 % et høretab1
  • Støjskader opstår hovedsageligt inden for de første 10 års støjeksponering
  • Flertallet af støjskader ses hos mænd
  • Tinnitus forekommer hos ca. 20-40 % af personer med støjskade, hyppigst efter eksponering for impulsstøj
  • Prævalensen af tinnitus i befolkningen er 10-20 %
  • I de seneste 5 år er der årligt anmeldt mellem 2.000 og 2.500 høresygdomme til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvoraf 4-24 % anerkendes

Risikofaktorer

  • Eksponering for støjniveauer > 85 dB(A) eller impulsstøj > 137 dB(C) – se figur med eksempler på støjkilder
  • Lydniveau og eksponeringsvarighed påvirker risikoen for høretab
  • Opløsningsmidler (xylen, styren, n-hexan og toluen), bly og asfyksianter som kulilte kan have en selvstændig (cochleær) toksisk effekt og virker synergistisk med støj
  • Kraftig impulsstøj kan medføre ruptur af trommehinden, skader på mellemøreknogler og mekanisk skade på hårceller

Klinik og diagnostik

  • Høretab rammer initialt de højere frekvenser uden for taleområdet og kan derfor være asymptomatiske i begyndelsen
  • Typiske symptomer omfatter vanskeligheder med at skelne tale i baggrundsstøj samt nedsat evne til at høre telefoner, TV, radio og dørklokker 
  • Høreskade efter impulsstøj er delvis reversibel, særligt i de første måneder efter støjtraumet
  • Diagnosen stilles ud fra anamnesen om høreproblemer, støjeksponering, og bekræftes ved audiologisk undersøgelse med audiometri
  • Rentoneaudiometri viser typisk et høretab i området 3-6 kHz med et karakteristisk "støjdip", der ved fortsat eksponering kan brede sig til lavere frekvenser
  • Høretab som følge af impulsstøj starter ved højere frekvenser (ca. 6 kHz), mens høretab efter kronisk støjeksponering typisk ses omkring 4 kHz 
  • Tinnitus forekommer hyppigt samtidigt med høretab

Årsagssammenhæng

  • Relevant støjeksponering (≥ 85dB), evt. understøttet af støjmålinger
  • Arbejde med maskiner, slående værktøj eller andre kilder til kontinuerlig eller impulsstøj
  • Lydniveau og eksponeringsvarighed er afgørende for støjskader
  • Vurdering af brug og korrekt anvendelse af høreværn
  • Samtidig eksponering for cochleært toksiske stoffer såsom aromatiske opløsningsmidler og bly kan bidrage til høretab
  • Differentialdiagnoser omfatter ikke-arbejdsrelateret støj (fx fyrværkeri, skydning, høj musik), ototoksiske lægemidler (fx aminoglykosider) og lidelser i mellemøret
  • Der er ikke dokumentation for, at støjeksponering uden ledsagende høretab kan forårsage tinnitus

Prognose og rådgivning

  • Støjskader er irreversible, bortset fra de første måneder efter skader ved impulsstøj
  • Konsekvent brug af høreværn reducerer risikoen for yderligere høretab
  • Anden forebyggelse er afgørende for at forhindre progression af høretabet, fx ved reduktion af støj ved kilden
  • Høreapparat kan overvejes for at forbedre kommunikation og livskvalitet

Forebyggelse1

  • Teknisk forebyggelse bør prioriteres, herunder indkapsling af støjkilder og anvendelse af støjsvag teknologi
  • Arbejdstilsynets grænseværdi for støjeksponering gennem en 8 timers arbejdsdag er 85 dB(A), mens grænseværdien for impulsstøj er 137 dB(C). Disse værdier må ikke overskrides.2
  • Arbejdstagere, som risikerer eksponering for kraftig støj, har gennem deres arbejdsgivere ret til en høreundersøgelse
  • Grænseværdien beskytter ikke alle mod støjskade
  • Korrekt anvendelse af høreværn kan reducere lydniveauet med 20dB 
  • Ved støjeksponering > 80 dB(A), eller impulsstøj > 135 dB skal arbejdsgiver stille høreværn til rådighed i henhold til lovgivningen 

Anmeldelse

  • Arbejdsrelaterede støjskader er en anmeldelsespligtig erhvervssygdom
  • Anmeldelsen foretages af lægen og vedlægges resultatet af audiometrisk undersøgelse

Patientinformation

Kilder

Referencer

  1. Kolstad H, Stokholm ZA. Høretab og andre helbredseffekter af støj, kap. 21 i Miljø- og Arbejdsmedicin. København. Fadl's Forlag. 2015.
  2. Beskyttelse mod udsættelse for støj i forbindelse med arbejdet. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 63 af 6. februar 2006. Vis kilde

Supplerende læsning

 

Fagmedarbejdere

Zara Ann Stokholm

Afdelingslæge, Århus Universitetshospital, Arbejdsmedicin

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerLægehåndbogen