Høreundersøgelse, information om

Formål med høreundersøgelse

Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om personen har høretab, klarlægge årsagen til hørenedsættelsen, og vurdere om tilstanden kan behandles.

Grundlæggende om hørelse

Når lydbølger rammer øret, samles de i det tragtformede ydre øre og ledes ind mod mellemøret. Her sættes trommehinden i bevægelse, og vibrationerne overføres via mellemøreknoglerne til det væskefyldte indre øre (cochlea). I cochlea omsættes mekaniske vibrationer til elektriske signaler af hårceller, som videreføres via hørenerven til hjernen.

• Lyd opstår, når luftmolekyler sættes i bevægelse, analog med bølger i vand
• Frekvens angiver antallet af svingninger per sekund, og det måles i Hertz (Hz). Dybe toner har få svingninger per sekund (lav frekvens), mens høje toner har mange svingninger per sekund (høj frekvens). Det menneskelige øre kan opfatte lyd med en frekvens på mellem 20 og 20.000 Hz (20 kHz)
• Med alderen reduceres det hørbare frekvensområde, især for de høje frekvenser
• Lydbølger sætter væsken i øresneglen i bevægelse. Hårcellerne i det indre øre registrerer bevægelserne og omdanner dem til elektriske signaler, der fortolkes som lyd i hjernen
• Lydniveau beskriver styrken af lyden, måles i decibel (dB) og er et udtryk for, hvor kraftig lyden opleves
• For hver stigning i 3 dB fordobles lydenergien, og den sikre eksponeringstid bør halveres for at undgå høreskade – se figur med eksempler på støjkilder

Former for høretab

• Konduktiv (mekanisk) høretab: Betinget af mekaniske forhold i øregangen, trommehinden eller mellemøret. Det kan skyldes blokeret øregang fx meget ørevoks, forsnævringer i øregangen eller forandringer i trommehinden, fx perforation af trommehinden
• Sensorineural høretab: Betinget af tilstande i det indre øre, hørenerven eller hjernestammen. Det kan skyldes aldersrelateret degeneration, sygdomme der påvirker hørenerven, eller eksponering for støj. Ved støjskade beskadiges hårcellerne i øresneglen, hvilket typisk fører til høretab ved 4-6 kHz, et område afgørende for taleopfattelse. Høretabet medfører behov for forstærket lyd fra radio, TV, eller samtalepartner
• Blandet høretab: Kombination af konduktivt og sensorineuralt høretab. Ses eksempelvis ved kronisk otitis media med samtidig aldersrelateret cochleaskade

Hvordan foregår undersøgelsen?

Der findes flere metoder til vurdering af høreevnen – både kliniske og automatiske med avanceret elektronisk udstyr.

Hviske- og talestemmeprøve

En simpel test, hvor personen skal gengive ord sagt i forskellige stemmestyrker og på forskellige afstande.

Stemmegaffelprøve

Bruges til at differentiere mellem konduktivt og sensorineuralt høretab. Typisk anvendes Rinne-test, der sammenligner luftleding med benledning, eller Weber-test, som lokaliserer asymmetrisk høretab.

Audiometri

Den mest anvendte metode til kvantitativ vurdering af høretab er rentoneaudiometri, der måler høretærskler for luft- og benledning ved varierende frekvenser og lydniveauer.

• Personen bærer hovedtelefoner, der præsenteres lyde ved variende frekvenser og styrker, og angiver, når lyde høres
• Resultatet vises som et audiogram, der angiver høretærskler ved de vekslende frekvenser
• Normal hørelse defineres som en rentonetærskel på ≤ 20 dB HL
• WHO klassificerer høretab efter gennemsnittet af rentonetærskler ved 0,5, 1, 2 og 4 kHz for bedst hørende øre:
  • Mild: 26–40 dB HL
  • Moderat: 41–60 dB HL
  • Svær: 61–80 dB HL
  • Profund: > 81 dB HL
• Almindelig tale ligger i frekvensområdet 0,5–3 kHz med en styrke på ca. 45–60 dB HL

Vil du vide mere

• Støjskade, arbejdsrelateret
• Udsættelse for skadelig støj

Illustrationer

• Øre, oversigtsbillede
• Indre øre, lydledning