Kronisk jernophobning forårsaget af hyppige blodtransfusioner (≥ 7 ml/kg/måned pakkede røde blodceller) hos patienter ≥ 6 år med β-thalassaemia major.
Desuden jernophobning som følge af blodtransfusioner, når deferoxamin ikke kan anvendes eller er utilstrækkelig. Dette gælder for følgende grupper:
Patienter med β-thalassaemia major med jernophobning og transfusionsbehov ≥ 7 ml/kg/måned i alderen 2-5 år.
Patienter med β-thalassaemia major og transfusionsbehov < 7 ml/kg/måned i alderen ≥ 2 år.
Patienter med andre transfusionskrævende anæmier i alderen ≥ 2 år.
Kronisk jernophobning hos patienter ≥ 10 år med ikke-transfusionsafhængige thalassaemia-syndromer, når deferoxamin ikke kan anvendes eller er utilstrækkelig.
Deferasirox bør kun anvendes, når behandlingen forestås af læger med særligt kendskab til behandling af kronisk jernophobning forårsaget af blodtransfusioner.
Doseringsforslag
Transfusionsbetinget jernophobning
Voksne og børn > 2 år
Behandlingen påbegyndes efter ca. 20 blodtransfusioner eller ved kliniske og/eller biokemiske tegn på kronisk jernophobning (serum-ferritin > 1.000 mikrogram/l).
Initialt 14 mg/kg legemsvægt/dag.
Afhængig af serum-ferritin justeres dosis evt. hver 3.-6. måned med 3,5-7 mg/kg legemsvægt/dag. Højst 28 mg/kg legemsvægt/dag.
Hvis serum-ferritin falder til < 500 mikrogram/l, seponeres behandlingen.
En velcheleret patient har P-ferritin < 1.000 mikrogram/l.
Alternativ startdosis:
21 mg/ kg legemsvægt/dag ved transfusion > 4 enheder/måned for en voksen.
7 mg/kg legemsvægt/dag ved transfusion < 2 enheder/måned for en voksen.
Ikke-transfusionsafhængige thalassaemia-syndromer
Voksne og børn > 10 år
Initialt 7 mg/kg legemsvægt/dag.
Afhængig af serum-ferritin justeres voksendosis evt. hver 3.-6. måned med 3,5-7 mg/kg legemsvægt/dag til sædvanligvis højst 14 mg/kg legemsvægt/dag.
Børnedosis bør ikke overstige 7 mg/kg legemsvægt/dag.
Ved jernkoncentration i leveren (LIC) < 3 mg Fe/g tørvægt eller serum-ferritin < 300 mikrogram/l seponeres behandlingen.
Bemærk:
Indtages 1 gang dgl. helst på samme tidspunkt.
Erfaring savnes vedr. børn < 2 år.
Kontraindikationer
Overfølsomhed over for deferasirox. Efter overfølsomhedsreaktion må behandlingen ikke genoptages pga. risikoen for anafylaktisk reaktion.
Behandling med andre jernchelerende midler.
Forsigtighedsregler
P-kreatinin måles 2 gange før behandlingsstart, og GFR estimeres. P-kreatinin kontrolleres 1 gang ugentligt i 1. behandlingsmåned og derefter 1 gang om måneden. Hvis der under behandlingen observeres stigning i P-kreatinin på > 33 % over gennemsnittet af de to før-behandlingsværdier, og GFR falder til under normalområdet, reduceres dosis. Hvis der herefter fortsat er forhøjet P-kreatinin bør behandlingen ophøre.
Hos patienter med lav forventet levealder, fx patienter med fremskredent stadie af myelodysplastiske syndromer, specielt når co-morbiditeter kan øge risikoen for bivirkninger, kan fordelen ved deferasirox være begrænset, og behandling kan ikke anbefales.
Særlig opmærksomhed på symptomer på gastro-intestinal ulceration og blødning samt monitorering af P-kreatinin ved samtidig behandling med midler, der undertrykker nyrefunktionen.
P-ferritin og leverfunktion måles 1 gang om måneden.
Høretest og synstest (inkl. fundoskopi) foretages kun på symptomatisk basis.
Potente induktorer af UDP-glucuronyltransferase (UGT), fx rifampicin, phenobarbital, phenytoin, kan øge metabolismen af deferasirox og nedsætte eksponeringen af deferasirox med ca. 44 %. Ved samtidig behandling bør S-ferritin monitoreres, og dosis af deferasirox justeres om nødvendigt.
Deferasirox er en CYP1A2-hæmmer og kan øge AUC af CYP1A2-substrater som clozapin, theophyllin og tizanidin ved længerevarende behandling. Hvis deferasirox og CYP1A2-substrater anvendes samtidig, bør koncentration af CYP1A2-substrater monitoreres, og dosisreduktion bør overvejes.
Generelt tilskud
Klausuleret tilskud til håndkøbsmedicin
Klausuleret tilskud til receptpligtig medicin