Kronisk jernophobning forårsaget af hyppige blodtransfusioner (≥ 7 ml/kg/måned pakkede røde blodceller) hos patienter ≥ 6 år med β-thalassaemia major.
Desuden jernophobning som følge af blodtransfusioner, når deferoxamin ikke kan anvendes eller er utilstrækkelig. Dette gælder for følgende grupper:
Patienter med β-thalassaemia major med jernophobning og transfusionsbehov ≥ 7 ml/kg/måned i alderen 2-5 år.
Patienter med β-thalassaemia major og transfusionsbehov < 7 ml/kg/måned i alderen ≥ 2 år.
Patienter med andre transfusionskrævende anæmier i alderen ≥ 2 år.
Kronisk jernophobning hos patienter ≥ 10 år med ikke-transfusionsafhængige thalassaemia-syndromer, når deferoxamin ikke kan anvendes eller er utilstrækkelig.
Deferasirox bør kun anvendes, når behandlingen forestås af læger med særlig indsigt i behandling af kronisk jernophobning forårsaget af blodtransfusioner.
Doseringsforslag
Transfusionsbetinget jernophobning
Voksne og børn > 2 år
Behandlingen påbegyndes efter ca. 20 blodtransfusioner eller ved kliniske og/eller biokemiske tegn på kronisk jernophobning (serum-ferritin > 1.000 mikrogram/l).
Initialt 14 mg/kg legemsvægt/dag.
Afhængig af serum-ferritin justeres dosis evt. hver 3.-6. måned med 3,5-7 mg/kg legemsvægt/dag. Højst 28 mg/kg legemsvægt/dag.
Hvis serum-ferritin falder til < 500 mikrogram/l, seponeres behandlingen.
En velcheleret patient har P-ferritin < 1.000 mikrogram/l.
Alternativ startdosis:
21 mg/ kg legemsvægt/dag ved transfusion > 4 enheder/måned for en voksen.
7 mg/kg legemsvægt/dag ved transfusion < 2 enheder/måned for en voksen.
Ikke-transfusionsafhængige thalassaemia-syndromer
Voksne og børn > 10 år
Initialt 7 mg/kg legemsvægt/dag.
Afhængig af serum-ferritin justeres voksendosis evt. hver 3.-6. måned med 3,5-7 mg/kg legemsvægt/dag til sædvanligvis højst 14 mg/kg legemsvægt/dag.
Børnedosis bør ikke overstige 7 mg/kg legemsvægt/dag.
Ved jernkoncentration i leveren (LIC) < 3 mg Fe/g tørvægt eller serum-ferritin < 300 mikrogram/l seponeres behandlingen.
Bemærk:
Indtages 1 gang dgl. helst på samme tidspunkt.
Erfaring savnes vedr. børn < 2 år.
Kontraindikationer
Overfølsomhed over for deferasirox. Efter overfølsomhedsreaktion må behandlingen ikke genoptages pga. risikoen for anafylaktisk reaktion.
Behandling med andre jernchelerende midler.
Forsigtighedsregler
P-kreatinin måles 2 gange før behandlingsstart, og GFR estimeres. P-kreatinin kontrolleres 1 gang ugentligt i 1. behandlingsmåned og derefter 1 gang om måneden. Hvis der under behandlingen observeres stigning i P-kreatinin på > 33 % over gennemsnittet af de to før-behandlingsværdier, og GFR falder til under normalområdet, reduceres dosis. Hvis der herefter fortsat er forhøjet P-kreatinin bør behandlingen ophøre.
Hos patienter med lav forventet levealder, fx patienter med fremskredent stadie af myelodysplastiske syndromer, specielt når co-morbiditeter kan øge risikoen for bivirkninger, kan fordelen ved deferasirox være begrænset, og behandling kan ikke anbefales.
Særlig opmærksomhed på symptomer på gastro-intestinal ulceration og blødning samt monitorering af P-kreatinin ved samtidig behandling med midler, der undertrykker nyrefunktionen.
P-ferritin og leverfunktion måles 1 gang om måneden.
Høretest og synstest (inkl. fundoskopi) foretages kun på symptomatisk basis.
Potente induktorer af UDP-glucuronyltransferase (UGT), fx rifampicin, phenobarbital, phenytoin, kan øge metabolismen af deferasirox og nedsætte eksponeringen af deferasirox med ca. 44 %. Ved samtidig behandling bør S-ferritin monitoreres, og dosis af deferasirox justeres om nødvendigt.
Deferasirox er en CYP1A2-hæmmer og kan øge AUC af CYP1A2-substrater som clozapin, theophyllin og tizanidin ved længerevarende behandling. Hvis deferasirox og CYP1A2-substrater anvendes samtidig, bør koncentration af CYP1A2-substrater monitoreres, og dosisreduktion bør overvejes.
Generelt tilskud
Klausuleret tilskud til håndkøbsmedicin
Klausuleret tilskud til receptpligtig medicin