Den respirationsdeprimerende virkning af barbiturater potenseres af opioider.
Barbiturater og specielt phenobarbital øger gennem enzyminduktion eliminationen af androgener, carbamazepin, ethosuximid, felodipin, glukokortikoider, lamotrigin, oxcarbazepin/eslicarbazepin, metronidazol, orale antikoagulantia, phenytoin, tricykliske antidepressiva, valproat og østrogen og nedsætter dermed plasmakoncentrationen af disse stoffer. Således kan lavdosis hormonale kontraceptiva blive uvirksomme ved langvarig brug af barbiturater.
Barbiturater hæmmer den hypoglykæmiske virkning af orale antidiabetika (sulfonylurinstoffer).
Barbiturater nedsætter virkningen af theophyllin ved enzyminduktion.
Ved langvarig behandling med phenobarbital kan der forekomme accelereret vitamin D-katabolisme og nedsat serumkoncentration af 25-hydroxyvitamin D, hvilket kan medføre osteomalaci.
Valproat hæmmer metaboliseringen af barbitursyrederivater med risiko for forgiftning. Kombinationen kan medføre hyperammoniæmi.
MAO-hæmmere forstærker virkningen af barbiturater.
Dicoumarol og muligvis warfarin forstærker den kliniske effekt af phenobarbital.
Virkningen forstærkes af alkohol, hypnotika, antipsykotika og antihistaminer.
Graviditet
Må kun anvendes under visse forudsætninger.
Baggrund: Der er data for ca. 1.000 1. trimester-eksponerede med en øget misdannelsesrate på ca. 7 %, især kardielle misdannelser. Specielt ved høje doser og/eller polyfarmaci er der set øget misdannelsesrate. Ved anvendelse bør der gives vitamin K (phytomenadion 20 mg dgl.) profylaktisk i sidste graviditetsmåned.
Behandlingen af epilepsi hos gravide skal varetages i samarbejde med en speciallæge i neurologi.
Fertile kvinder skal anvende effektiv kontraception under behandlingen og i 2 måneder efter den sidste dosis. På grund af enzyminduktion kan phenobarbital resultere i et svigt af den terapeutiske virkning af orale kontraceptiva, der indeholder østrogen og/eller progesteron. Fertile kvinder bør rådes til at bruge andre svangerskabsforebyggende metoder.
15503966
Amning
Må ikke anvendes.
Baggrund: Den relative vægtjusterede dosis er høj, ca. 25 %. Der er beskrevet sedative bivirkninger hos barnet - dog relativt sjældent.