Vestimulation under fødsel, herunder fremkaldelse af veer efter primær vandafgang.
Blødningsprofylakse efter fødsel.
Uterusatoni.
Doseringsforslag
Igangsættelse af fødsel og vestimulation under fødsel
Der gives intravenøs infusion, 10 IE i 1.000 ml isotonisk natriumchlorid-infusionsvæske. Glucoseopløsning bør ikke anvendes, da det kan medføre sekundær hypoglykæmi hos den nyfødte.
Infusionshastigheden kan øges gradvist med 20-40 minutters interval (højeste stigningstakt 3,3 millienheder/min.), indtil tilfredsstillende uterinkontraktioner opnås (højst 5 veer pr. 10 min. med gode vepauser), dog maksimalt 0,03 IE/min svarende til 180 ml/time.
Hvis 10 IE er infunderet uden resultat i forbindelse med fødselsigangsættelse, kan det være hensigtsmæssigt at holde pause og genoptage behandlingen efter nogle timer. Hvis stadig ingen effekt må alternativ igangsættelsesmetode overvejes.
Der er klinisk erfaring for, at oxytocin er mest effektivt, når fostervandet er gået.
Rutinemæssig blødningsprofylakse ved vaginal fødsel
10 IE intramuskulært umiddelbart efter barnets fødsel.
Rutinemæssig blødningsprofylakse ved sectio
5-10 IE gives intravenøst eller direkte i uterus efter barnets fødsel.
Gives langsomt (< 1 IE /min.), hvis det gives intravenøst, for at nedsætte risiko for blodtryksfald og myokardieiskæmi.
Kan evt. opblandes i 10-20 ml NaCl.
Uterusatoni efter fødslen
Intravenøs infusion af oxytocin. Der kan anvendes opløsning 40-80 IE i 1.000 ml Nacl givet med 100-200 ml/t, idet infusionshastigheden afpasses efter effekt på kontraktion af uterus (1017).
Prostaglandininduceret abort
Oxytocininfusion anvendes som supplerende vestimulerende middel. Oxytocininfusionen bør først begynde nogle timer efter indgiften af prostaglandin for at nedsætte risikoen for overstimulation med uterusruptur til følge.
Der kan anvendes samme infusionsblanding og infusionshastighed som til vestimulation under fødslen, indtil tilfredsstillende veaktivitet opnås.
Bemærk:
Hurtig indgift af ufortyndet oxytocin i.v. kan udløse blodtryksfald og myokardieiskæmi.
1017
Kontraindikationer
Hypertoniske uterine sammentrækninger.
Tegn på truende asfyksi.
Kontraindikation for vaginal fødsel.
Forsigtighedsregler
Administration af oxytocin bør gives med forsigtighed efter forudgående administration af prostaglandin - som hovedregel bør oxytocin først administreres 4-6 timer efter sidste indgift af prostaglandin.
Risiko for uterin hypertoni
Den fødende må nøje overvåges med henblik på udvikling af uterin hypertoni.
Ved uterin hypertoni reduceres eller seponeres oxytocininfusionen. Er dette utilstrækkeligt til at ophæve hypertonien, bør gives akut tokolytisk behandling.
Oxytocininfusionen kan evt. forsigtigt genoptages, hvis midlertidig seponering normaliserer tilstanden.
Risiko for intrauterin asfyksi
Fosteret skal overvåges med CTG med henblik på tegn på intrauterin asfyksi.
Risiko for uterusruptur
På grund af risiko for uterusruptur bør oxytocin anvendes med forsigtighed og under nøje overvågning ved:
Tidligere sectio caesarea.
Andre operationer på uterus, fx sectio parva eller enucleation af fibromer.
Mangegangsfødende.
Vesvækkelse
Man bør være opmærksom på, at vesvækkelse kan skyldes et mekanisk misforhold, hvor vestimulation er kontraindiceret.
Brug af store doser
Ved større doser kan der fremkaldes uterine kontraktioner af en mere tonisk type. En overdosering vil derfor medføre ineffektive veer og øget hviletonus eller hurtigt på hinanden følgende veer og en deraf følgende risiko for asfyksi eller uterusruptur.
Risiko for væskeretention
Oxytocin kan give væskeretention, hvorfor det bør anvendes med forsigtighed ved svær svangerskabsforgiftning.
Risiko for "vandintoksikation" med svære elektrolytforstyrrelser, bevidsthedssløring og kramper ved infusion af oxytocin gennem mange timer.
Kardiovaskulær sygdom/hypovolæmisk shock
I tilfælde af kardiovaskulær sygdom og hypovolæmisk shock bør anvendelse af oxytocin nøje overvejes og i så fald som meget langsom infusion fx 10 IE/time.
Risiko ved forlænget QT-interval
Forsigtighed ved kendt forlænget QT-syndrom eller relaterede symptomer, og til patienter som bruger lægemidler, der forlænger QT-intervallet.
Bivirkninger
Almindelige (1-10 %)
Bradykardi, Takykardi
Kvalme, Opkastning
Hovedpine
Ikke almindelige (0,1-1 %)
Arytmier
Sjældne (0,01-0,1 %)
Anafylaktisk reaktion
Ikke kendt hyppighed
Dissemineret intravaskulær koagulation
Myokardieiskæmi
Angioødem
Forlænget QT-interval
Hyponatriæmi, Vandintoksikation
Ændret føtal hjertefrekvens(inkl. hypoxi, hyponatriæmi og død)
Uterinspasmer, Uterusruptur
Lungeødem
Hypotension
Interaktioner
Prostaglandiner øger følsomheden for oxytocin og derivater. De to stoffer bør derfor ikke gives samtidig ved igangsættelse af fødsel af levende barn eller ved tilstande, hvor der er øget risiko for uterusruptur. Den potenserende effekt er ønskelig ved svær post partum blødning.
Inhalationsanæstetika virker uterusrelakserende, hvorfor de reducerer oxytocins uterotoniske virkning.
Oxytocin skal betragtes som potentielt arytmogent, især hos patienter med andre risikofaktorer for torsades de pointes-takykardi, som fx samtidig brug af lægemidler, der forlænger QT-intervallet (se Medikamentelt forlænget QT-interval) eller hos patienter med langvarigt QT-syndrom i anamnesen.
Oxytocin kan øge vasokonstriktorers og sympatomimetikas pressoreffekt, også hvis disse er indeholdt i lokalanæstetika.
Generelt tilskud
Klausuleret tilskud til håndkøbsmedicin
Klausuleret tilskud til receptpligtig medicin