Forebyggelse og behandling afPneumocystis jiroveci-pneumoni.
Behandling af nocardiose.
Behandling af urinvejsinfektion og akutte eksacerbationer af kronisk bronchitis, hvor der er dokumenteret bakteriel følsomhed for sulfamethoxazol og trimethoprim, og hvor der er grund til at foretrække denne kombination frem for behandling med et enkelt antibiotikum.
Koncentrat til infusionsvæske, opløsning
Alvorlige infektioner forårsaget af trimetoprim/sulfonamidfølsomme bakterier, når oral behandling ikke er mulig, fx ved postoperative infektioner eller septiske tilstande.
Infektioner i øvre urinveje.
Komplicerede infektioner i de nedre urinveje.
Akut forværring af kronisk bronkitis.
Shigellose.
Profylakse og behandling af infektioner forårsaget af Pneumocystis jirovecii.
Doseringsforslag
Tabletter
Urinvejsinfektioner og akutte eksacerbationer af kronisk bronchitis
Voksne og børn > 12 år. 2 tabl. 2 gange dgl.
Børn 6 uger -12 år. 40 mg sulfamethoxazol og 8 mg trimethoprim/kg legemsvægt i døgnet, fordelt på 2 doser.
Forebyggelse af Pneumocystis jiroveci-pneumoni
Voksne og børn > 12 år. 1-2 tabl. dgl.
Behandling af Pneumocystis jiroveci-pneumoni
Voksne og børn > 12 år. 4 tabl. 4 gange dgl.
Behandling af nocardiose
Voksne og børn > 12 år. 4 tabl. 3 gange dgl.
Bemærk:
Tabletterne kan synkes hele eller halve.
Tages med et glas vand.
Kan knuses.
Tabletterne bør tages i forbindelse med et måltid.
Trimethoprim kan medføre en klar og klinisk betydende stigning i P-kreatinin (og dermed fald i eGFR), uden at det er tegn på reduceret nyrefunktion.
Koncentrat til infusionsvæske, opløsning
Akutte infektioner
Voksne. 2 ampuller (på 5 ml) morgen og aften. Den højeste dosis er 3 ampuller (på 5 ml) morgen og aften.
Børn. Standarddosis til børn er ca. 6 mg trimethoprim og 30 mg sulfamethoxazol pr. kg legemsvægt dgl., fordelt på 2 lige store doser. Doseringen til børn er aldersafhængigt og vist i nedenstående tabel:
Alder
Dosis
Børn ≥ 12 år (12‑18 år)
2 ampuller (på 5 ml) morgen og aften. Den højeste dosis er 3 ampuller (på 5 ml) morgen og aften.
Børn 6 år ‑12 år
5 ml morgen og aften
Børn 6 mdr - 6 år
2,5 ml morgen og aften
Børn 6 uger - 6 mdr
1,25 ml morgen og aften
Pneumocystis jirovecii-pneumonitis (PJP)
Behandling (voksne og børn ≥ 6 uger) 15‑20 mg trimethoprim og 75‑100 mg sulfamethoxazol pr. kg legemsvægt fordelt på 2 eller flere doser dagligt. Behandlingen skal ændres til oral administration så hurtigt som muligt. Målserumkoncentrationen for trimethoprim er ≥ 5 mikrogram/ml.
Bemærk:
Koncentrat til infusionsvæske skal fortyndes før indgivelse.
Infusionsvarigheden skal være 1‑1,5 timer afhængigt af patientens væskebehov.
Den maksimale dosis må ikke gives i mere end tre på hinanden følgende dage.
Så snart det er muligt, bør der overgås til oral behandling.
Særlig forsigtighed anbefales ved behandling af ældre patienter. Muligheden for nedsat nyre- og/eller leverfunktion skal tages i betragtning og dosis skal justeres i overensstemmelse hermed, hvis det er nødvendigt.
Kontraindikationer
Tabletter. Må ikke gives til præmature, nyfødte og spædbørn < 2 måneder samt nyfødte med hyperbilirubinæmi eller glucose-6-fosfat-dehydrogenasemangel. Koncentrat til infusionsvæske, opløsning. Må ikke gives til spædbørn < 6 uger.
Allergi overfor antibakterielle sulfonamider, fx sulfamethizol, sulfasalazin og dapson, da krydsallergi er beskrevet.
Langvarig behandling bør så vidt muligt undgås pga. risiko for alvorlige bivirkninger. Dette gælder specielt patienter over 65 år. Når langvarig behandling administreres samtidig med antiepileptika, fx. phenytoin, primidon og barbiturater, skal folatniveauerne kontrolleres. Det skal dog bemærkes, at forstyrrelser i folsyremetabolismen kan forekomme selv uden et fald i serumfolatniveauer.
Forsigtighed ved alvorlig overfølsomhed over for andre sulfonamider, som carboanhydrasehæmmere, furosemid, proteinkinasehæmmere, thiazider, triptaner og sulfonylurinstoffer, selvom risikoen for krydsallergi er beskeden. Administration til patienter, der vides eller mistænkes for at have risiko for porfyri, bør undgås. Både trimethoprim og sulfonamider (men ikke specifikt sulfamethoxazol) har været forbundet med klinisk forværring af porfyri.
Nedsat dosering ved oliguri.
Sulfonamider kan forårsage hæmolytisk anæmi. Dette er blandt andet beskrevet i forbindelse med glucose-6-fosfatdehydrogenasemangel.
Ved nedsat nyrefunktion eller ved samtidig behandling med kaliumbesparende diuretika bør serum-kalium kontrolleres jævnligt pga. risiko for hyperkaliæmi.
Der er rapporteret livstruende kutane reaktioner, såsom Stevens-Johnsons syndrom (SJS), toksisk epidermal nekrolyse (TEN) og lægemiddelinduceret udslæt med eosinofili med systemiske symptomer (DRESS). For at reducere risikoen for bivirkninger skal behandlingsperioden være så kort som muligt. Patienterne skal informeres om tegn og symptomer på hudreaktioner og overvåges nøje for disse hudreaktioner.
Der er rapporteret meget sjældne tilfælde af HLH. Patienter, der udvikler tidlige manifestationer af patologisk immunaktivering, bør straks evalueres. Hvis diagnosen HLH stilles, bør behandlingen med sulfamethoxazol/trimethoprim seponeres.
Meget sjældne, alvorlige tilfælde af respiratorisk toksicitet, der undertiden udvikler sig til akut respiratorisk distresssyndrom (ARDS), er rapporteret under sulfamethoxazol/trimethoprim-behandling. Indtræden af lungesymptomer såsom hoste, feber og dyspnø i forbindelse med radiologiske tegn på lungeinfiltrater og forringelse af lungefunktionen kan være tidlige tegn på ARDS.
Hyppige blodprøver med ugentlige intervaller anbefales til behandling af patienter, der er disponeret for folatmangel. Folattilskud bør overvejes ved langtidsbehandling med sulfamethoxazol/trimethoprim i høje doser, men det bør påbegyndes med forsigtighed på grund af risikoen for interferens med den antimikrobielle virkning.
Bortset fra under omhyggelig overvågning bør sulfamethoxazol/trimethoprim ikke gives ved alvorlige hæmatologiske lidelser.
Der bør til enhver tid opretholdes en tilstrækkelig urinproduktion. Tegn på krystalluri in vivo er sjældne, selvom sulfonamidkrystaller er blevet observeret i afkølet urin fra behandlede patienter. Hos patienter med hypoalbuminæmi, såsom hos patienter, hvor sulfamethoxazol/trimethoprim administreres sammen med metanamin, kan risikoen for krystalluri være forhøjet.
Der kan forekomme diarré/pseudomembranøs kolitis forårsaget af clostridioides difficile. Patienter med diarré skal derfor overvåges nøje.
Sulfamethoxazol/trimethoprim må ikke anvendes til behandling af streptokok-faryngitis forårsaget af gruppe A beta-hæmolytiske streptokokker.
Sulfamethoxazol/trimethoprim er blevet forbundet med metabolisk acidose, når andre mulige underliggende årsager er blevet udelukket. En nøje overvågning er altid tilrådeligt, når der er mistanke om metabolisk acidose.
Ved glucose-6-phosphatdehydrogenasemangel (G-6-PD) kan der forekomme hæmolyse. Det synes ikke at være dosisafhængigt.
Forsigtighed under behandling af patienter med svær atopi eller bronkial astma.
Alkoholindhold: Koncentrat til infusionsvæske, opløsning. 1 ampul (5 ml) indeholder 535 mg alkohol (ethanol) pr. ampul svarende til 535 mg/5 ml (11 % w/v). Mængden i 5 ml af dette lægemiddel svarer til 13 ml øl eller 5 ml vin og forventes ikke at påvirke voksne og unge, og dets virkning på børn forventes ikke være nævneværdig. Det kan muligvis påvirke mindre børn, som fx kan blive søvnige. For mere information henvises der til produktresumeet.
Lægemiddelreaktion med eosinofili og systemiske symptomer - DRESS
Kredsløbskollaps***
Interaktioner
Sulfonamider danner uopløselige forbindelser i urinvejene, når der samtidig gives methenamin (hexamethylentetraamin).
Ved samtidig anvendelse af trimethoprim og methotrexat kan virkning og bivirkninger af methotrexat øges. Kombinationen bør undgås.
Ved samtidig indgift af orale antidiabetika (sulfonylurinstoffer), phenytoin eller warfarin ses øget virkning pga. hæmmet hepatisk metabolisme.
Sulfonamid/trimethoprim i kombination med ciclosporin øger risikoen for reversibel nedsættelse af nyrefunktionen, specielt hos nyretransplanterede.
Sulfonamid/trimethopriminduceret folsyremangel forstærkes ved samtidig indgift af antimalariamidlerne proguanil og pyrimethamin samt sulfoner og antiepileptika med risiko for udvikling af megaloblastær anæmi.
Trimethoprim kan øge virkningen af lamivudin.
Zidovudin forlænger halveringstiden for trimethoprim, sulfamethoxazol og acetylsulfamethoxazol med hhv. 77 %, 39 % og 115 %, hvilket tyder på, at zidovudin øger risikoen for dosisafhængige bivirkninger af trimethoprim/sulfamethoxazol.
Thiazider: Der synes at være en øget risiko for trombocytopeni, med eller uden purpura hos ældre patienter, som samtidig behandles med diuretika, primært thiazider
Pyrimethamin: Rapporter tyder på, at pyrimethamin kan medføre udvikling af megaloblastisk anæmi, når det gives samtidig med trimethoprim/sulfamethoxazol.
Digoxin: Trimethoprim synes at nedsætte den tubulære udskillelse af digoxin, hvilket fører til øgede plasmakoncentrationer. Dette er påvist hos ældre patienter behandlet med trimethoprim som monoterapi.
Hyperkaliæmi: Der bør udvises forsigtighed, hvis der tages andre lægemidler, som kan forårsage hyperkaliæmi, såsom ACE-hæmmere, angiotensinreceptorblokkere og kaliumbesparende diuretika såsom spironolacton. Samtidig behandling med trimethoprim/sulfamethoxazol kan føre til klinisk relevant hyperkaliæmi.
Azathioprin: Der er modstridende kliniske data, som rapporterer om interaktioner mellem azathioprin og trimethoprim/sulfamethoxazol, hvilket fører til en øget risiko for myelosuppression.
Repaglinid: Trimethoprim kan øge eksponeringen for repaglinid, hvilket kan føre til hypoglykæmi.
Folsyre: Folsyretilskud har vist sig at interferere med den antimikrobielle virkning af trimethoprim/sulfamethoxazol. Dette er blevet observeret ved profylakse og behandling af Pneumocystis jirovecii-pneumoni.
Disulfiram: Da dette lægemiddel indeholder ethanol, kan der være interaktioner mellem ethanol og disulfiram, der fører til bivirkninger. For yderligere oplysninger henvises til produktresuméet for disulfiram.
Gliclazid: Hvis en kombination af sulfonamid og sulfonylurinstof ikke kan undgås, bør blodsukkerniveauet følges tæt.
Phenprocoumon: Andre antibiotika bør foretrækkes ved samtidig behandling med phenprocoumon. Såfremt kombinationen er nødvendig, bør phenprocoumon dosis reduceres 15-20 % under kombinationsbehandling og INR bør kontrolleres ved indledning og ophør af behandlingen.
Venlafaxin: Øget opmærksomhed på evt. risiko for udvikling af serotonin syndrom ved samtidig behandling med venlafaxin og sulfamethoxazol/trimethoprim.
Wafarin: Andre antibiotika bør foretrækkes ved samtidig behandling med warfarin. Såfremt kombinationen er nødvendig, bør coumarin dosis reduceres 15-20 % under kombinationsbehandling og INR bør kontrolleres ved indledning og ophør af behandlingen.
For yderligere information henvises der til produktresumeet.
Graviditet
Må kun anvendes under visse forudsætninger.
Baggrund: Der er data for mange tusinde 1. trimester-eksponerede for kombinationen af trimethoprim og sulfonamider uden tegn på øget risiko for medfødte misdannelser. Et dansk studie finder fordoblet risiko for spontanabort ved anvendelse af trimethoprim alene i 1. trimester. Teoretisk er der risiko for neonatal hyperbilirubinæmi og kernicterus ved behandling med sulfonamider sidst i graviditeten. Sidstnævnte er dog aldrig beskrevet. Der er ingen evidens for neonatal hyperbilirubinæmi i raske fuldbårne børn ved eksponering for sulfamethoxazol sent i graviditeten. Behandlingen bør dog undgås ved mistanke om glucose-6-fosfat-dehydrogenasemangel, ved risiko for præmatur fødsel og umiddelbart før fødslen.
Baggrund: For trimethoprim er den relative vægtjusterede dosis ca. 9 %, hvilket er moderat højt. Der er ikke beskrevet bivirkninger hos barnet. Da trimethoprim påvirker folsyremetabolismen, bør amning undgås, eller der bør alternativt gives folsyretilskud til barnet. Den relative vægtjusterede dosis for sulfamethoxazol er 2,5 %, hvilket almindeligvis er betryggende lavt. Halveringstiden i nyfødte er betydeligt forlænget (15-37 timer) og kan teoretisk medføre akkumulation af lægemidlet. Amning af raske børn, der er født til terminen, synes foreneligt med kortere tids behandling, men frarådes ved langtidsbehandling. Pga. risiko for hæmolytisk anæmi bør behandling undlades ved amning af børn med glucose-6-fosfat-dehydrogenasemangel. Desuden bør eksponering undgås af præmature og nyfødte, som er svækkede eller har icterus.
Generelt tilskud
Klausuleret tilskud til håndkøbsmedicin
Klausuleret tilskud til receptpligtig medicin