1. generations-lavdosis-antipsykotikum med ringe sedativ effekt. Butyrophenonderivat. Se endvidere tabel 1 i Klassifikation af antipsykotika.
Anvendelsesområde
Skizofreni og skizoaffektive lidelser.
Delirium ved utilstrækkelig effekt af nonfarmakologisk behandling.
Moderate til svære maniske episoder ved bipolar lidelse.
Akut psykomotorisk agitation ved psykose eller maniske episoder.
Vedvarende aggression ifm. moderat til svær Alzheimers eller vaskulær demens ved utilstrækkelig effekt af nonfarmakologisk behandling og risiko for skadende eller selvskadende adfærd. Et 2. generationsantipsykotikum anbefales dog normalt ved denne indikation (6509).
Vedvarende aggression ifm. autisme eller udviklingsforstyrrelser, hvor anden behandling ikke har tilstrækkelig effekt eller tolereres.
Svære tilfælde af tics (inkl. Tourettes syndrom) ved utilstrækkelig effekt af nonfarmakologisk behandling.
Lette til moderate tilfælde af Huntingtons chorea ved utilstrækkelig effekt eller nontolerance af anden farmakologisk behandling.
Kombinationsbehandling af postoperativ kvalme/opkastning ved utilstrækkelig effekt eller nontolerance af anden farmakologisk behandling.
Profylaktisk ved moderat til høj risiko for postoperativ kvalme/opkastning med utilstrækkelig effekt eller nontolerance af anden farmakologisk behandling.
Doseringsforslag
Bør som andre antipsykotika doseres individuelt efter aktuelle kliniske tilstand, behandlingsmål, kliniske effekt og bivirkninger.
Voksne
Skizofreni og skizoaffektive lidelser
Tabletter og oral opløsning. Almindeligvis 2-10 mg dgl. fordelt på 1-2 doser. Ved første episode startes ofte med 2-4 mg dgl. og ved gentagne episoder ofte med op til 10 mg dgl. Højst 20 mg dgl. Øget risiko for ekstrapyramidale bivirkninger og oftest begrænset øget effekt ved doser over 10 mg dgl.
Delirium og akut psykomotorisk agitation
Tabletter og oral opløsning. Sædvanligvis 1-10 mg dgl. fordelt på 1-3 doser. Behandlingen startes med lavest mulige dosis. Dosis kan justeres med 2-4 timers mellemrum til højst 20 mg i døgnet.
Injektionsvæske. Akut behandling. 1-10 mg i.m. Behandlingen startes med lavest mulige dosis. Dosis kan justeres med 2-4 timers mellemrum til højst 20 mg i døgnet. Der bør skiftes til oral behandling så snart, det er klinisk indiceret. Ved skift fra injektionsvæske startes med samme dosis givet oralt evt. efterfulgt af dosisjustering.
Maniske episoder
Tabletter og oral opløsning. Sædvanligvis 2-10 mg dgl. fordelt på 1-2 doser. Højst 15 mg dgl. Øget risiko for ekstrapyramidale bivirkninger og oftest begrænset øget effekt ved doser over 10 mg dgl.
Vedvarende aggression ifm. demens
Tabletter og oral opløsning. Almindeligvis 0,5-5 mg dgl. fordelt på 1-2 doser. Behandlingen skal revurderes efter højst 6 uger.
Tics
Tabletter og oral opløsning. Almindeligvis 0,5-5 mg dgl. fordelt på 1-2 doser. Behandlingen skal revurderes hver 6.-12. måned.
Huntingtons chorea
Tabletter og oral opløsning. Almindeligvis 2-10 mg dgl. fordelt på 1-2 doser.
Injektionsvæske. 2-5 mg i.m. Kan gentages hver time til symptomkontrol. Højst 10 mg i døgnet.
Postoperativ kvalme/opkastning
Injektionsvæske. Behandling. 1-2 mg i.m. Profylaktisk. 1-2 mg i.m. ved anæstesiinduktion eller 30 min. Inden anæstesien afsluttes.
Bemærk:
Ældre: Ved andre indikationer end vedvarende aggression ifm. demens anbefales halvdelen af den laveste normale voksendosis. Doser over 5 mg dgl. bør kun anvendes, hvis patienten har tolereret højere doser og efter nøje klinisk vurdering. Ingen erfaring vedr. behandling af tics hos ældre over 65 år.
Tabletter og oral opløsning. Sædvanligvis 0,5-3 mg dgl. fordelt på 2-3 doser Højst 5 mg dgl.
Vedvarende aggression ifm. autisme eller udviklingsforstyrrelser hos børn og unge 6-17 år
Tabletter og oral opløsning. Sædvanligvis 0,5-3 mg dgl. (6-11 år) eller 0,5-5 mg dgl. (12-17 år) fordelt på 2-3 doser. Behandlingen skal revurderes efter højst 6 uger.
Tics hos børn og unge 10-17 år
Tabletter og oral opløsning. Sædvanligvis 0,5-5 mg dgl. fordelt på 1-2 doser. Behandlingen skal revurderes hver 6.-12. måned.
Bemærk:
Erfaring savnes vedr. børn under 3 år.
Farmakologisk behandling af børn og unge med psykiske lidelser er en specialistopgave og skal varetages af - eller i samråd med - en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri.
Seponering
Seponeringssymptomer er forekommet ved høje doser. Gradvis aftrapning anbefales i disse tilfælde.
Kontraindikationer
Akut myokardieinfarkt (AMI)
Tilstanden kan forværres af haloperidols kardiovaskulære bivirkninger. Skal undgås ved nylig AMI.
Arytmier
Kontraindiceret ved eksisterende eller tidligere ventrikulære arytmier pga. risiko for forlænget QT-interval.
Bevidsthedspåvirkning
Haloperidol kan øge CNS-depression og er kontraindiceret ved komatøse tilstande og anden CNS-depression.
Forlænget QT-interval
Haloperidol kan forlænge QT-intervallet. Torsades de pointes og pludselig hjertedød er forekommet (særligt ved parenteral brug). Kontraindiceret ved eksisterende eller tidligere forlænget QT-interval og ved samtidig behandling med lægemidler, der forlænger QT-intervallet. Se Interaktioner.
Hjertesvigt
Tilstanden kan forværres af haloperidols kardiovaskulære bivirkninger. Skal undgås ved ubehandlet hjertesvigt.
Hypokaliæmi
Øget risiko for udvikling af ventrikulære arytmier. Hypokaliæmi skal korrigeres før behandlingen startes.
Lewy Body Demens
Patienter med Lewy Body demens er særligt følsomme over for haloperidols dopaminblokerende og antikolinerge virkning. Øget risiko for udvikling af malignt neuroleptikasyndrom.
Parkinsons sygdom
Haloperidol medfører parkinsonlignende bivirkninger og kan forværre parkinsonsymptomerne.
Progressiv supranukleær parese (PSP)
Haloperidol kan forværre de neurologiske symptomer.
Forsigtighedsregler
Brystcancer
Prolaktinstigning kan ses ved brug af antipsykotika og særligt ved bl.a. haloperidol. Forsigtighed ved anvendelse til kvinder i behandling for brystcancer, da den kliniske betydning af prolaktinstigning ved prolaktinafhængige tumorer er ukendt.
Demens
Behandling med antipsykotika medfører overdødelighed hos ældre med demens. Risikoen for cerebrovaskulære hændelser har i nogle studier været forøget 3 gange ved behandling med haloperidol.
Hyperthyroidisme
Neurotoksicitet er forkommet ved hyperthyroidisme.
Kardiovaskulær lidelse
Forsigtighed pga. risiko for hypotension.
Kramper
Tilfælde af kramper er set ved behandling med haloperidol. Forsigtighed ved tidligere tilfælde af kramper, sygdom forbundet med kramper eller nedsat krampetærskel.
Monitorering
Arytmier: Patienten monitoreres for symptomer på arytmier under behandlingen.
Ekg: Der bør tages ekg før behandlingen og efterfølgende(1906)(2867). Ved forlængelse af QT-intervallet anbefales dosisreduktion og ved forlængelse til over 500 ms seponering.
Elektrolytter: Det anbefales at monitorere elektrolytter før behandlingen og regelmæssigt under behandlingen. Elektrolytforstyrrelser skal være korrigeret før behandlingen startes.
Risiko for malignt neuroleptika syndrom
Ved behandling med antipsykotika kan i meget sjældne tilfælde ses malignt neuroleptika syndrom. I alvorlige tilfælde kan tilstanden være fatal, se Antipsykotika - bivirkninger.
Mulige risikofaktorer for malignt neuroleptikasyndrom identificeret i epidemiologiske undersøgelser og case-studier (3895)(5987):
Agitation
Alkoholindtag
Dehydrering
Fejlernæring
Fysisk udmattelse
Jernmangel
Psykoaktive stoffer
Strukturelle- eller funktionelle hjernelidelser (fx encephalitis, tumorer, delirium eller demens)
Thyrotoksikose
Trauma.
Malignt neuroleptika syndrom er blevet associeret med de fleste dopaminantagonister, men risikoen er sandsynligvis højere for 1. generations antipsykotika sammenlignet med 2. generations antipsykotika. Risikoen synes desuden at øges ved parenteral administration, dosisøgning/behandlingsopstart og høj totaldosis.
Risikofaktorer for cerebrovaskulære hændelser
Der er set øget risiko for cerebrovaskulære hændelser hos ældre med demens og det kan ikke udelukkes at risikoen også er øget for andre patientpopulationer.
Risikofaktorer for venøs tromboemboli (VTE)
Venøs tromboemboli (VTE) kan ses ved behandling med antipsykotika. Ekstra opmærksomhed bør udvises ved risikofaktorer for VTE.
Risiko for forlænget QT-interval
Forøget risiko for kardiale lednings- og rytmeforstyrrelser ved parenteral og specielt intravenøs administration. QT-forlængelse er forekommet ved brug af haloperidol. Forsigtighed ved tilstande, der kan disponere til forlænget QT-interval, bl.a elektrolytforstyrrelser (skal korrigeres før behandlingsstart), bradykardi, strukturel hjertesygdom og hypothyroidisme. Ved risikofaktorer overvejes kontakt til kardiolog. Se endvidere kontraindikationer.
Ældre
Generel forsigtighed ved behandling af ældre - bl.a. pga. øget risiko for ortostatisk hypotension.
Bivirkninger
Meget almindelige (> 10 %)
Dyskinesier, Ekstrapyramidale gener, Hovedpine
Agitation, Søvnløshed
Almindelige (1-10 %)
Synsforstyrrelser
Forstoppelse, Hypersekretion af spyt, Kvalme, Mundtørhed, Opkastning
Torsade de pointes, Ventrikelflimmer, Ventrikulær takykardi, Ventrikulære ekstrasystoler
Akut glaukom(er set ved samtidig indgift af antikolinerge stoffer fx levodopa)
Hypotermi, Pludselig død
Akut leversvigt, Kolestase
Anafylaktisk reaktion, Angioødem, Ansigtsødem
Hypoglykæmi
Rhabdomyolyse
Akinesi
Gynækomasti, Priapisme
Laryngal ødem, Laryngospasme
Eksfoliativ dermatitis
Leukocytoklastisk vasculitis
Interaktioner
Påvirkning af P450-enzymer (CYP)
Midler, der hæmmer CYP2D6 (fx terbinafin, fluoxetin, paroxetin, promethazin) eller CYP3A4 (fx proteasehæmmere, itraconazol og claritromycin), kan øge plasmakoncentrationen af haloperidol.
Potente CYP3A4 induktorer (fx carbamazepin, phenobarbital og rifampicin) kan reducere plasmakoncentrationen af haloperidol og evt. medføre risiko for terapisvigt. Dosisjustering af haloperidol kan være nødvendig.
I et studie har orphenadrin medført en signifikant stigning i plasmakoncentrationen af haloperidol. Orphanadrin har desuden en meget stærk antikolinerg effekt.
Dopaminagonister
Effekten af levodopa, dopamin og andre sympatomimetika kan hæmmes.
Øgning af antikolinerg effekt
Risiko for potensering af den antikolinerge effekt ved kombination med fx atropin, tricykliske antidepressiva og antihistaminer.
Risiko for forlænget QT-interval
Samtidig behandling med midler, der kan forlænge QT-intervallet er kontraindiceret:
Baggrund: Der er data for ca. 500 1. trimester-eksponerede levende fødte børn uden tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Den begrænsede datamængde tillader ikke at udelukke en øget risiko.