Naturligt glukokortikoid (gruppe I) med relativ stærk mineralokortikoidvirkning.
Anvendelsesområde
Substitutionsterapi ved binyrebarkinsufficiens. Kombineres med mineralkortikoider ved primær binyrebarkinsufficiens og salttabende adrenogenitalt syndrom.
Kapsler med modificeret udløsning: behandling af adrenogenitalt syndrom (AGS).
Behandlingen bør initieres af en læge med erfaring i behandling af adrenogenitalt syndrom.
Doseringsforslag
Tabletter
Voksne. 10-40 mg dgl.
Tabletter med modificeret udløsning
Voksne. 10-40 mg om morgenen mindst 30 minutter før et måltid.
Granulat
Børn. Individuelt.
Primær binyrebarkinsufficiens. 8-15 mg/m2/dgl. fordelt på 3 doser.
Sekundær binyrebarkinsufficiens. 8-10 mg/m2/dag fordelt på 3 doser.
Adrenogenitalt syndrom (AGS). 10-15 mg/m2/dgl. fordelt på 3 doser.
Dosis øges ved akut sygdom.
Kapsler med modificeret udløsning til behandling af adrenogenitale sygdomme (AGS)
Voksne og fuldvoksne unge
15-20 mg dgl.
Børn og unge ≥ 12 år, som ikke er helt udvokset
10-15 mg/m2 legemsoverflade dgl.
Opdeling af dosis
Initialt opdeles dosis i to doser, hvor der tages 2/3 - 3/4 af dosis om aftenen ved sengetid og resten af dosis om morgenen.
Morgendosis tages på tom mave mindst 1 time før et måltid.
Aftendosis tages ved sengetid mindst 2 timer efter dagens sidste måltid.
Skift fra anden glukokortikoidbehandling
Skift fra konventionel oral substitutionsterapi med hydrocortison
Der fortsættes med samme samlede daglige dosis, men den opdeles i to doser, hvor der tages 2/3 - 3/4 af dosis om aftenen ved sengetid og resten af dosis om morgenen.
Skift fra andre glukokortikoider
Der anvendes passende konverteringsfaktor samt tæt monitorering for respons.
Bemærk:
Granulat i enkeltdosisbeholder
Er en kapsel, der skal åbnes. Se detaljeret information vedr. åbning og tømning af kapslen samt indtagelse af granulatet i Egenskaber, håndtering og holdbarhed.
Ved udsættelse for stress (fx kirurgiske indgreb) kan øget dosis kortidsvirkende glukokortikoid være nødvendig før, under og efter den stressinducerende situation.
Seponering
Seponeres gradvist efter langtidsbehandling.
Risiko for glukokortikoid-induceret binyrebarkinsufficiens med "withdrawal"-symptomer ved hurtig seponering efter længerevarende systemisk behandling med kortikosteroider.
Den glukokortikoid-inducerede binyrebarkinsufficiens kan vedvare i flere år efter seponering.
Symptomer som fx træthed, myalgi, artralgi og feber kan forekomme ved pludselig seponering, uden at være relateret til binyrebarkinsufficiens.
Kontraindikationer
Ingen kontraindikationer ved substitutionsterapi i fysiologiske doser.
Ved immunsupprimerende doser:
Anvendelse af levende eller levende svækkede vacciner.
Der er risiko for akut binyrebarkinsufficiens ved skift fra knuste tabletter eller magistrelt fremstillede orale formuleringer af hydrocortison til Alkindi (granulat i kapsler, der skal åbnes).
Ved substitutionsterapi i fysiologiske doser er der ikke specifikke forsigtighedsregler ud over grundig information om øgning af dosis i tilfælde af akut sygdom/stresstilstand. De nedenstående forsigtighedsregler er således gældende ved dosering ud over fysiologiske doser.
Immunsuppression
På grund af glukokortikoiders antiinflammatoriske virkning reduceres de sædvanlige tegn på infektion/inflammation, bl.a. feber, hvilket indebærer risiko for at overse infektioner, ligesom de kliniske symptomer ved fx akut peritonitis (perforeret ulcus ventriculi, appendicitis og diverticulitis) sløres.
Den antiinflammatoriske virkning nedsætter ydermere organismens forsvar mod infektioner (herunder parasit- og svampeinfektioner) og særlig omhu er påkrævet ved behandling af en evt. infektion.
Immunisering (fx koppevaccination) bør undgås - specielt ved høje kortikosteroiddoser - pga. risiko for neurologiske komplikationer og manglende antistofrespons.
Forsigtighed ved tuberkulose - ved længerevarende behandling af patienter med latent tuberkulose bør der også gives antituberkulosebehandling profylaktisk.
Osteoporoserisiko
Ved systemisk påvirkning bør der indtages tilstrækkeligt calcium og vitamin D under behandlingen - specielt hvis patienten har andre risikofaktorer for osteoporose.
BMD-måling bør udføres hos alle patienter, der sættes i systemisk glukokortikoidbehandling i farmakologiske doser. Ved T-score i columna og/eller hofte ≤ -1,0 anbefales antiresorptiv behandling, hvis dosis i gennemsnit overstiger hvad der svarer til 5 mg prednisolon dgl. i mere end 3 måneder.
Særlige patientgrupper
Glukokortikoider kan inducere insulinresistens og hyperglykæmik (5876). Mulig udvikling af diabetes under behandlingen, specielt ved overvægt og familiær disposition til diabetes. Ved eksisterende diabetes kan der være behov for øget antidiabetisk behandling og kontrol af blodsukker anbefales.
Omhyggelig kontrol af patienter ved hypertension, hjerteinsufficiens, og psykiske lidelser.
Monitorering af serum-kalium pga. risiko for hypokaliæmi.
Der kan forekomme thyrotoksisk periodisk paralyse (TPP) hos patienter med hyperthyroidisme og med hydrocortison-induceret hypokaliæmi. Ved mistanke om TPP skal kalium-niveauet i blodet monitoreres, og passende behandling påbegynde for at normalisere kalium-niveauet.
Øget risiko for myokardieruptur ved anvendelse af glukokortikoider efter et nyligt hjerteinfarkt er set i nogle studier - muligvis pga. dårligere opheling med tyndere arvæv. Særlig forsigtighed anbefales.
Tromboembolier er forekommet ved brug af glukokortikoider. Forsigtighed ved tromboemboliske sygdomme og risikofaktorer for udvikling af tromboemboli.
Bør om muligt undgås ved kramper.
Forsigtighed ved myasthenia gravis (risiko for myopati), okulær herpes simplex (risiko for corneaperforation), fæokromocytom, nyreinsufficiens, systemisk sklerodermi (risiko for sklerodermisk renal krise) samt til ældre (bl.a. risiko for hypertension).
Ved hypotyroidisme og levercirrose øges steroidvirkningen.
Børn og unge: Ved længerevarende behandling af børn og unge, skal vækst og udvikling følges. Særlig opmærksomhed på indstilling af lavest effektive dosis til erstatningsterapi.
For tidligt fødte spædbørn: Der er rapporteret om hypertrofisk kardiomyopati efter administration af hydrocortison. Relevant diagnostisk evaluering og monitorering af hjertefunktion og -struktur bør udføres.
Øvrige
Patienter i længerevarende behandling bør have et kort med oplysninger om behandlingen og den behandlende læges navn og afdeling.
Bivirkninger
Meget almindelige (> 10 %)
Diarré
Træthed
Svimmelhed, Hovedpine
Almindelige (1-10 %)
Nedsat mængde kalium i blodet
Sjældne (0,01-0,1 %)
Glaukom
Ikke kendt hyppighed
Central serøs chorioretinopati, Forhøjet intraokulært tryk, Katarakt, Sløret syn
CYP3A4-hæmmere (fx erythromycin, itraconazol) øger koncentrationen af glukokortikoider. CYP3A4-induktorer (fx phenobarbital, phenytoin og rifampicin) nedsætter koncentrationen af glukokortikosteroider. Kombination med andre CYP3A4-substrater (fx ciclosporin, proteasehæmmere) kan påvirke koncentration og bivirkningsrisiko for hydrocortison og de andre midler. Se endvidere tabel 2 i Elimination og cytokrom P450-systemet.
Der er øget risiko for hypokaliæmi ved samtidig indgift af diuretika, peristaltikfremmende laksantia, mineralokortikoider (fludrocortison), tetracosactid, beta2-agonister og i.v.-amphotericin B.
Samtidig behandling med NSAID øger risikoen for ulcus og blødning.
Glukokortikoider nedsætter virkningen af antidiabetika og interleukin-2.
Påvirkning af den antikoagulerende effekt er set ved kombination med antikoagulerende midler. INR bør måles ved behandlingsstart og -ophør. Monitoreringen bør være særlig tæt ved højdosisbehandling med glukokortikoider.
Virkningen af kolinesterasehæmmere ved myasthenia gravis kan svækkes af glukokortikoider.
Glukokortikosteroider nedsætter absorptionen af calcium.
Myopati er set ved kombination mellem højdosis glukokortikoid og antikolinergika.
Levende eller levende svækkede vacciner må ikke anvendes ved immunsupprimerende doser glukokortikoid.
Virkningen af døde eller inaktive vacciner kan være nedsat.
Graviditet
Kan om nødvendigt anvendes.
Baggrund: For systemisk administrerede glukokortikoider generelt er der mange tusinde gravide, som har været eksponeret. Overordnet er der ikke tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. I nogle studier har der været tegn på øget risiko for spontanaborten og for tidlig fødsel ved længere tids behandling, men dette signal skyldes formentlig i overvejende grad den underliggende sygdom. Det har været diskuteret, om der er en lille øget risiko for læbespalte med eller uden ganespalte associeret med brug af kortikosteroider i 1. trimester, men dette signal genfindes ikke i de største datamaterialer.
I klinisk praksis bør en velindiceret behandling fortsætte. Lavest mulig dosis i kortest mulig tid bør anvendes. Det er også vigtigt sidst i graviditeten, da postnatal forbigående binyrebarkinsufficiens har været observeret hos barnet.
For hydrocortison er der data for ca. 1.500 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser.
Hos både mænd og kvinder med lavere fertilitet på grund af congenital adrenal hyperplasia kan fertiliteten genoprettes kort efter påbegyndt behandling med oralt hydrocortison, hvilket kan medføre uventet graviditet.
3803
Amning
Må kun anvendes under visse forudsætninger.
Baggrund: Der er ingen data, der tillader et estimat af udskillelsen i modermælk. Anvendelse af fysiologiske doser som substitutionsbehandling forventes ikke at indebære en risiko.