Syntetisk glukokortikoid med overvejende glukokortikoid virkning.
Anvendelsesområde
Oral
Tilstande og sygdomme, hvor glukokortikoid er indiceret.
Behandling af COVID-19 hos voksne og børn > 12 år (med legemsvægt > 40 kg) med behov for supplerende iltbehandling.
Intravenøs (eller intramuskulær) administration
Tilstande og sygdomme, hvor glukokortikoid er indiceret.
Intraartikulær, subkonjunktival administration og bløddelsinfiltration
Intraartikulært: Vedvarende inflammation i et eller flere led efter systemisk behandling af kronisk ledinflammation, aktiveret osteoartritis eller akutte former af scapulohumeral periartritis.
Bløddelsinfiltration (begrundet): Non-bakteriel tendovaginitis, bursit, periartritis eller tendinopati.
Oftalmologi: Subkonjunktival administration ved non-infektiøs keratokonjunctivitis, skleritis, iridocyclitis eller uveitis.
Doseringsforslag
Intravenøs, intramuskulær eller oral administration
Individuelt og afhængigt af sygdommens art. Initialdosis er normalt mellem 0,5 og 8 mg dgl. Doser over 8 mg dgl. kan være nødvendige ved visse sygdomme.
COVID-19 (voksne og børn > 12 år med legemsvægt > 40 kg)
6 mg oralt 1 gang dgl. i op til 10 dage.
Behov for antiinflammatorisk og immunsupprimerende effekt (i.v./oralt)
Initialt sædvanligvis 1-4 mg (i svære tilfælde op til 8 mg) dgl. i få dage (op til 1 uge). Dosis nedsættes med 1-2 mg hver 3. dag til vedligeholdelsesdosis på sædvanligvis 1-2 mg dgl.
Cerebralt ødem eller forhøjet intrakranielt tryk ved hjernetumor (i.v./oralt)
Svære tilfælde: Indledning med i.v. glukokortikoid og derefter skift til sædvanligvis 4-16 mg dexamethason oralt dgl.
Lettere tilfælde: Direkte behandling med sædvanligvis 2-8 mg dexamethason oralt dgl.
Bryst-, ovarie-, prostata- eller testiscancer (i.v./oralt)
Dosis og doseringsinterval afhænger af det emetogene potentiale af den cytostatiske behandling. Gives typisk 1 time før cytostatika, og behandlingen med glukokortikoid kan strække sig over 4 dage, evt. længere. Der anvendes doser på 4-24 mg dgl.
Diagnostisk test af hypofyse- og binyrebarkfunktion (oralt)
Kort dexamethason suppressionstest: Sædvanligvis 1 mg dexamethason kl. 23-24, hvorefter der tages blodprøve til kortisol-bestemmelse kl. 8-9 den efterfølgende dag.
Lang dexamethason suppressionstest: 0,5 mg dexamethason hver 6.time startende kl. 9 om morgenen i 2 døgn og med måling af plasma-kortisol 6 timer efter sidste dosis. I døgn 3 samles døgnurin til kortisolbestemmelse.
Højdosis dexamethason suppressionstest: 2,0 mg hver 6.time startende kl. 9 om morgenen og i 2 døgn. I døgn 2 samles urin til kortisol-bestemmelse og i døgn 3 tages om morgenen blodprøve til kortisol bestemmelse.
Intraartikulær, subkonjunktival administration og bløddelsinfiltration
Sædvanligvis 4-8 mg.
2 mg ved injektion i små led og ved subkonjunktival administration.
Bemærk:
Dexamethasontabletter i lavere styrker kan evt. fås ved magistrel ordination.
Dexamethasontabletter kan anvendes i behandlingen af adrenogenitalt syndrom og da i væsentligt lavere doser (0,05 mg-2 mg) i kombination med hydrocortison.
Inj. og inf. væske: Gives sædvanligvis som i.v. infusion over 2-3 minutter. Kan også gives som i.m. injektion.
Smeltefilm: Filmen må ikke klippes eller rives i mindre dele. Placer én film ad gangen på tungen med tørre fingre. Filmen opløses hurtigt i munden og synkes derefter direkte uden vand. Ved mundtørhed kan patienten tage en lille tår vand inden administration.
Kontraindikationer
Systemisk svampeinfektion.
Immunsupprimerede patienter bør ikke vaccineres med levende eller levende, svækkede mikroorganismer.
Intraartikulære injektioner er kontraindiceret ved:
Infektioner tæt på leddet, bakteriel artritis, ustabilitet i leddet, blødningstendens, periartikulær forkalkning, avaskulær nekrose i knoglen, seneruptur eller Charcots led.
Infiltration er kontraindiceret ved:
Infektion på administrationsstedet, herunder subkonjunktivalt ved infektiøse øjensygdomme, samt ved korneal-læsioner eller -sår.
Forsigtighedsregler
Betydende systemisk påvirkning ses sjældent ved korrekt behandling i led og bløddele.
Immunsuppression
På grund af glukokortikoidernes antiinflammatoriske virkning reduceres de sædvanlige tegn på infektion/inflammation, bl.a. feber, hvilket indebærer risiko for at overse infektioner, ligesom de kliniske symptomer ved fx akut peritonitis (perforeret ulcus ventriculi, appendicitis og diverticulitis) sløres.
Den antiinflammatoriske virkning nedsætter ydermere organismens forsvar mod infektioner (herunder parasit- eller svampeinfektioner) og særlig omhu er påkrævet ved behandling af en evt. infektion.
Immunisering (fx koppevaccination) bør undgås - specielt ved høje kortikosteroiddoser - pga. risiko for neurologiske komplikationer og manglende antistofrespons.
Forsigtighed ved tuberkulose - ved længerevarende behandling af patienter med latent tuberkulose bør der også gives antituberkulosebehandling profylaktisk.
Osteoporoserisiko
Ved systemisk påvirkning bør der indtages tilstrækkeligt calcium og vitamin D under behandlingen - specielt hvis patienten har andre risikofaktorer for osteoporose.
BMD-måling bør udføres hos alle patienter, der sættes i systemisk glukokortikoidbehandling i farmakologiske doser. Ved T-score i columna og/eller hofte ≤ -1,0 anbefales antiresorptiv behandling, hvis dosis i gennemsnit overstiger hvad der svarer til 5 mg prednisolon dgl. i mere end 3 måneder.
Særlige patientgrupper
Særlig tæt monitorering af patienter med hæmatologisk malignitet.
Der er rapporteret tilfælde af tumorlysesyndrom (TLS). Derfor skal patienter med sygdomme med høj risiko for tumorlyse monitoreres for tumorlyse og have passende forebyggende behandling i henhold til anvendte retningslinjer.
Glukokortikoider kan inducere insulinresistens og hyperglykæmi (5876). Mulig udvikling af diabetes under behandlingen, specielt ved overvægt og familiær disposition til diabetes. Ved eksisterende diabetes kan der være behov for øget antidiabetisk behandling og kontrol af blodsukker anbefales.
Omhyggelig kontrol af patienter ved hypertension, hjerteinsufficiens og psykiske lidelser.
Øget risiko for myokardieruptur ved anvendelse af glukokortikoider efter et nyligt hjerteinfarkt er set i nogle studier - muligvis pga. dårligere opheling med tyndere arvæv. Særlig forsigtighed anbefales.
Tromboembolier er forekommet ved brug af glukokortikoider. Forsigtighed ved tromboemboliske sygdomme og risikofaktorer for udvikling af tromboemboli.
Bør om muligt undgås ved kramper.
Forsigtighed ved myasthenia gravis (risiko for myopati), okulær herpes simplex (risiko for corneaperforation), fæokromocytom, systemisk sklerose (risiko for sklerodermisk renal krise) samt til ældre (bl.a. risiko for hypertension).
Ved hypotyroidisme og levercirrose øges steroidvirkningen.
Børn og unge
Anvendelse til børn kræver særligt velbegrundede indikationer. Ved længerevarende behandling af børn, skal vækst og udvikling følges. Opmærksomhed på øget risiko for visse bivirkninger som pancreatitis ved højdosisbehandling og særlig risiko for pseudotumor cerebri ved længerevarende behandling.
Seponering
Risiko for glukokortikoid-induceret binyrebarkinsufficiens med "withdrawal"-symptomer ved hurtig seponering efter længerevarende systemisk behandling med kortikosteroider. Synacten®-test er et vigtigt værktøj i diagnosticeringen heraf.
Den glukokortikoid-inducerede binyrebarkinsufficiens kan vedvare i flere år efter seponering.
Symptomer som fx træthed, myalgi, artralgi og feber kan forekomme ved pludselig seponering, uden at være relateret til binyrebarkinsufficiens.
Øvrige
Ved udsættelse for stress (fx kirurgiske indgreb) kan øget dosis kortidsvirkende glukokortikoid være nødvendig før, under og efter den stressinducerende situation.
Patienter i længerevarende behandling bør have et kort med oplysninger om behandlingen og den behandlende læges navn og afdeling.
Hypogonadisme(kan fx ses som menstruationsforstyrrelser hos kvinder samt nedsat libido og evt. erektil dysfunktion hos mænd)
Central serøs chorioretinopati
Gastro-intestinal perforation, Pancreatitis(c)
Alkalose, Nedsat glukosetolerans
Kramper, Myopati, Patologisk fraktur
Suicidale tanker eller adfærd
Purpura
Interaktioner
CYP3A4-hæmmere (fx erythromycin, itraconazol, ritonavir, lopinavir) øger koncentrationen af glukokortikoider. CYP3A4-induktorer (fx phenobarbital, phenytoin og rifampicin) nedsætter koncentrationen af glukokortikoider. Kombination med andre CYP3A4-substrater (fx ciclosporin, proteasehæmmere) kan påvirke koncentration og bivirkningsrisiko. Se endvidere tabel 2 i Elimination og cytokrom P450-systemet.
Der er øget risiko for hypokaliæmi ved samtidig indgift af thiazider og loop-diuretika på grund af synergistisk effekt på kaliumekskretionen. Samtidig behandling med amphotericin B eller beta2-agonister, kan også øge risikoen for hypokaliæmi.
Østrogener (herunder lavdosis hormonal kontraception) kan øge virkningen af glukokortikoider.
Samtidig behandling med NSAID øger risikoen for ulcus og blødning.
Glukokortikoider modvirker effekten af somatropin.
Glukokortikoider nedsætter virkningen af antidiabetika og interleukin-2.
Virkningen af kolinesterasehæmmere ved myasthenia gravis kan svækkes af glukokortikoider.
Glukokortikoider nedsætter absorptionen af calcium.
Påvirkning af den antikoagulerende effekt er set ved kombination med antikoagulerende midler. INR bør måles ved behandlingsstart og -ophør. Monitoreringen bør være særlig tæt ved højdosisbehandling med glukokortikoider.
Øget risiko for leverpåvirkning ved kombination med lapatinib. Kontrol af levertal anbefales.
Myopati er set ved kombination mellem højdosis glukokortikoid og antikolinergika.
Levende eller levende svækkede vacciner må ikke anvendes ved immunsupprimerende doser glukokortikoid.
Virkningen af døde eller inaktive vacciner kan være nedsat.
Graviditet
Bør ikke anvendes, utilstrækkelige data.
Baggrund: For systemisk administrerede glukokortikoider generelt er der mange tusinde gravide, som har været eksponeret. Overordnet er der ikke tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. I nogle studier har der været tegn på øget risiko for spontanaborten og for tidlig fødsel ved længere tids behandling, men dette signal skyldes formentlig i overvejende grad den underliggende sygdom. Det har været diskuteret, om der er en lille øget risiko for læbespalte med eller uden ganespalte associeret med brug af kortikosteroider i 1. trimester, men dette signal genfindes ikke i de største datamaterialer.
I klinisk praksis bør en velindiceret behandling fortsætte. Lavest mulig dosis i kortest mulig tid bør anvendes. Det er også vigtigt sidst i graviditeten, da postnatal forbigående binyrebarkinsufficiens har været observeret hos barnet.
For dexamethason specifikt er der ikke data, som tillader et risikoestimat.
Generelt tilskud
Klausuleret tilskud til håndkøbsmedicin
Klausuleret tilskud til receptpligtig medicin