Naturligt progesteron som supplement til østrogenbehandling hos postmenopausale kvinder med bevaret uterus.
Anvendelsesområde
Som supplement til østrogenbehandling i peri- og postmenopausen.
Doseringsforslag
Voksne
Sædvanligvis 200 mg dgl. i mindst 12 dage pr. måned ved sekventiel behandling eller 100 mg dgl. ved kontinuerlig behandling (5990)(5991).
Større doser (300 mg dgl.) kan være nødvendige til visse kvinder, specielt hvis kvinden ønsker at have pauseblødning. I dette tilfælde kræves en større østrogendosis.
Bemærk:
Dosis på 100 mg eller 200 mg bør tages ved sengetid pga. risiko for svimmelhed.
Ved højere dosis (300 mg) bør denne deles i to doser dgl., som tages om morgenen (100 mg) og ved sengetid (200 mg).
59905991
Kontraindikationer
Brystkræft eller genitalcancer.
Tromboflebit.
Tromboemboliske lidelser.
Porfyri.
Svære leversygdomme som kolestatisk icterus, hepatitis, levercelletumorer, Rotor syndrom og Dubin-Johnson syndrom.
Sygdomme som påvirkes af steroider (fx svære dermatologiske tilstande, otosklerose, svær pruritus).
Apopleksi og cerebrale blødninger.
Uafklaret vaginalblødning.
Forsigtighedsregler
Inden behandlingsstart og regelmæssigt derefter bør kvinden have foretaget bryst- og gynækologisk undersøgelse samt cytologi af cervix. Der bør optages en komplet anamnese med oplysninger om familiær disposition for brystkræft og tromboemboliske hændelser.
Patienter med kardiovaskulære sygdomme bør overvåges nøje, da der er rapporteret en let øget risiko for disse sygdomme ved indtagelse af p-piller indeholdende østrogen/gestagen.
Forbigående døsighed eller svimmelhed kan optræde 1-4 timer efter indtagelsen. Svimmelhed og døsighed er hyppigere hos patienter med subterapeutiske østrogenniveauer end hos patienter med terapeutiske østrogenniveauer.
Bør anvendes med forsigtighed til patienter med:
lidelser der kan forværres af væskeretention (fx hjertelidelser, nyrelidelser, epilepsi, migræne, astma)
depression i anamnesen
let til moderat leverdysfunktion
migræne
diabetes (glucosetolerancen kan forværres).
Hos kvinder med tendens til chloasma kan sygdommen forværres, hvis huden udsættes for naturligt eller kunstigt sollys.
Progesteron bør ikke anvendes i tilfælde af konstateret spontan abort eller ’missed abortion’.
Kan ikke anvendes til antikonception.
Kapslerne indeholder soja. Forsigtighed ved allergi over for soja eller jordnødder (peanut).
Samtidig langvarig indtagelse (mere end 3 måneder) af antiepileptika (carbamazepin, hydantoiner) eller rifampicin kan nedsætte virkningen af progesteron og dermed mindske beskyttelsen af endometriet ved langvarig østrogenstimulation.
Progesteron øger muligvis den terapeutiske, farmakologiske eller toksikologiske virkning af cyclosporin og theophylliner.
Graviditet
Ikke relevant.
Baggrund: Der er data for mange tusinde gravide eksponeret for orale kontraceptiva i første trimester uden tegn på uønsket fosterpåvirkning. For systemisk eksponering af progesteron er mængden af data dog usikker. Alle gravide eksponeres dog for endogent progesteron.