Referencer
- DSOMK - Retningslinje for diagnostik og fjernelse af visdomstænder. Vis kilde
Profylaktisk fjernelse af visdomstænder defineres som fjernelse af visdomstænder uden aktuelle symptomer og patologiske forandringer med det formål at forhindre udvikling af fremtidig sygdom. Der kan være flere gode grunde til profylaktisk fjernelse af visdomstænder, idet en række patologiske tilstande kan udvikle sig med alderen. De hyppigst forekommende er pericoronitis, caries, knogletab svarende til nabotanden, resorption af nabotanden og cystedannelse.
Operativ fjernelse af visdomstænder kan imidlertid også medføre komplikationer. Den hyppigst forekommende komplikation er alveolitis sicca dolorosa (også kaldet "dry socket"), hvor der typisk 2-3 dage postoperativt opstår kraftig smerte pga. nedbrydning af koaglet i tandalveolen. Der kan også forekomme infektion, pochedannelse svarende til nabotanden samt sensibilitetsforstyrrelse svarende til nervus alveolaris inferior, nervus lingualis og nervus buccalis.
Generelt forekommer komplikationer efter fjernelse af visdomstænder hyppigere hos ældre patienter. Endvidere er risikoen for komplikationer i relation til underkæbens visdomstand generelt større end for overkæbens visdomstand. Derfor diskuteres profylaktisk fjernelse af visdomstænder oftest i relation til underkæbens visdomstænder.
Der eksisterer forskellige retningslinjer for profylaktisk fjernelse af visdomstænder, der varierer betydeligt fra land til land og sågar inden for et enkelt land. Der er imidlertid enighed om, at risikoen for fjernelse af en visdomstand altid skal afvejes i forhold risikoen for udvikling af patologiske tilstande, hvis den ikke fjernes. Endvidere bør denne vurdering om muligt foretages før 25-årsalderen mhp. at reducere risikoen for komplikationer.
Dansk Selskab for Oral og Maksillofacial Kirurgi har udarbejdet anbefalinger for diagnostisk og fjernelse af visdomstænder1.
Evidensgrundlaget for profylaktisk fjernelse af asymptomatiske visdomstænder baseret på studier af små selekterede patientgrupper. Profylaktisk fjernelse af asymptomatiske visdomstænder bør overvejes tidligst muligt, hvor der er sandsynlighed for udvikling af sygdom og afvejes mod risikoen for komplikationer ved fjernelse.
Visdomstænders endelige lejring, og dermed mulighed for frembrud i tandrækken vil oftest kunne forudsiges i 18-20 års-alderen. Det anbefales således at tage tidligt stilling til indikation for profylaktisk fjernelse, da risikoen for komplikationer og postoperativt ubehag øges med alderen.
Omvendt er der ikke videnskabelig evidens for konsekvent at fjerne visdomstænder, der er fuldt frembrudte i et sygdomsfrit miljø, og heller ikke for at fjerne symptomfrie knogledækkede fuldretinerede visdomstænder uden patologiske tilstande på patienter > 25 år.
Referencer
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af