Cookies

Sundhed.dk bruger cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse - også ved Nemlogin. Du accepterer brugen af cookies, hvis du klikker ’OK’ eller hvis du klikker videre rundt på sundhed.dk.
Læs mere om cookies

Hypokaliæmi

Tip en ven

Sidst fagligt opdateret: 16.12.2013

Basisoplysninger

Definition

  • Hypokaliæmi (hypo: under; æmi: i blodet) defineres som serum (S)-kalium < 3.6 mmol/L 1
  • Hypokaliæmi inddeles yderligere i:
    • mild (S-kalium 3.0 - 3.5 mmol/L)
    • moderat (S-kalium 2.5 - 3.0 mmol/L)
    • svær (S-kalium < 2.5 mmol/L)

Forekomst

  • Hypokaliæmi er den hyppigst forekommende elektrolytforstyrrelse1
  • I almen praksis findes ikke tal for forekomsten af hypokaliæmi. Mild hypokaliæmi er formentlig hyppig hos patienter i behandling med diuretika, medens moderat og svær hypokaliæmi er sjælden
  • sygehuse har op til 20 % af de indlagte patienter hypokaliæmi. Hovedparten af disse har mild hyperkaliæmi, men op til en fjerdedel har moderat til svær hypokaliæmi1

Ætiologi og patogenese

  • Kalium er den mest udbredte kation (positive ion) i kroppen. Hovedparten af kroppens kalium findes intracellulært (98%), hvor koncentrationen er omkring 140 - 150 mmol/L 2. Ekstracellulært er den normale kaliumkoncentration 3.5 - 5.0 mmol/L. Den store koncentrationsgradient mellem intra- og ekstracellulærfasen genereres af Na+/K+ - ATP'asen og er livsvigtig for opretholdelse af det normale hvilemembranpotentiale og for normal dannelse af aktionspotentialer (se Goldman-ligningen). Da det er forholdet mellem den intra- og den ekstracellulære kaliumkoncentration, der bestemmer størrelsen af hvilemembranpotentialet, vil selv små ændringer i den ekstracellulære kaliumkoncentration påvirke funktionen af excitabelt væv. Alvorlige S-kalium forstyrrelser vil primært give kliniske symptomer fra nervevæv, skeletmuskulatur (muskelsvækkelse) og hjertemuskulatur (arytmier, hjertestop)
  • S-kalium reguleres normalt inden for meget snævre grænser via to samarbejdende systemer:
    • Regulering af den interne balance ved at ændre kalium-ligevægten mellem intra- og ekstracellulærfasen. Dette system beskytter mod kortvarige ændringer i S-kalium og er under indflydelse af især insulin, katecholaminer (B-adrenerg stimulation), thyreoideahormoner, syre-base status, plasma tonicitet og andre forhold
    • Regulering af den eksterne balance, som primært sker ved at ændre kaliumudskillelsen. Dette er overvejende reguleret af mineralocorticoidet aldosteron. Høj aldosteron sekretion medfører øget kaliumudskillelse, medens lav aldosteron sekretion medfører nedsat kaliumudskillelse. Dette system beskytter mod længerevarende ændringer i S-kalium. Hos individer med normal nyrefunktion udskilles hovedparten af kalium gennem nyrerne (95 %). Resten udskilles via tarmen og svedkirtlerne

Årsager til hypokaliæmi

Hypokaliæmi skyldes næsten altid øget kaliumtab, og den hyppigste årsag til dette er indtag af medicin (diuretika). Hvis dette ikke er tilfældet, er de hyppigste årsager renalt tab pga. metabolisk alkalose eller gastrointestinalt tab som følge af diaré. Årsager til hypokaliæmi inddeles mere systematisk i:

  • Nedsat kaliumindtag.
    • Dette er sjældent i den vestlige verden, men ses ved svær malnutrition2. Normal vestlig kost indeholder ca 70 mmol kalium, og nyrerne kan ved normal funktion reducere kaliumtabet til ca 15 mmol/dag
  • Forskydning af ekstracellulært kalium ind i cellerne
    • Ses især ved brug af lægemidler som stimulerer Na+/K+ - ATP'asen (bronchodilatatorer, tokolytika, theophyllin, koffein, insulin (overdosis)). Giver kun mild hypokaliæmi
    • Thyreoitoksikose, metabolisk alkalose
    • Tilstande med hurtig cellevækst (f.eks. behandling af alvorlig perniciøs anæmi med vitamin B12)
  • Øget kaliumtab
    • Øget tab via nyrerne eller tarmen er langt den hyppigste årsag til hypokaliæmi 
    • Øget renalt tab
      • Brug af lægemidler
        • diuretika
        • mineralocorticoider
        • højdosis glucocorticoid behandling
        • højdosis antibiotika behandling (penicillin, ampicillin, carbenicillin)
        • amphotericin B
        • cisplatin 
      • Tilstande med metabolisk alkalose
        • langvarige opkastninger (tab af HCl medfører øget renalt kaliumtab)
        • primær hyperaldosteronisme (medfører alvorlig hypokaliæmi)
        • sekundær hyperaldosteronisme 
        • Cushings syndrom
        • Meget sjældne: (Liddles syndrom, 11 B-hydroxysteroid dehydrogenase mangel, Bartters syndrom, Gitelmans syndrom)
      • Tilstande med metabolisk acidose
        • distal renal tubulær acidose
        • proximal renal tubulær acidose
      • Andre tilstande
        • Magnesium-mangel
        • Diabetisk ketoacidose (hypokaliæmien demaskeres, når acidosen korrigeres, og der er ofte et betydeligt kaliumdeficit)
        • Misbrug af lakrids
    • Øget gastrointestinalt tab
      • Koncentrationen af kalium i afføringen er normalt 80 - 90 mmol per liter. Under normale omstændigheder tabes derfor ca. 10 - 15 mmol kalium dagligt via afføringen 
      • Misbrug af lægemidler (laksantia)
      • Langvarige opkastninger (medfører sekundært kaliumtab via nyrerne pga. metabolisk alkalose)
      • Diaré
      • Tumorer (villøse adenomer)
      • Stomier, fistler
      • Kemoterapi, stråleskader

Effekter af hypokaliæmi

  • Hypokaliæmi påvirker membranpotentialet og derved funktionen af excitabelt væv. Symptomer på hypokaliæmi afhænger af graden af hypokaliæmi og hastigheden, hvormed tilstanden udvikles. Svær hypokaliæmi er en livstruende tilstand
    • Mild hypokaliæmi: normalt ingen symptomer
    • Moderat hypokaliæmi
      • Nerve og muskelsymptomer (træthed, muskelsvaghed, lægkramper, forstoppelse)
      • EKG-forandringer (forlænget PR interval, affladede eller inverterede T-takker, U-takker, ST-segmentændringer)
    • Svær hypokaliæmi
      • ascenderende paralyse
      • respirationsinsufficiens
      • rhabdomyolyse
      • EKG forandringer (ventrikulær takykardi, lang QT syndrom, torsade de pointes, ventrikelflimren)
  • Hypokaliæmi forstærker digoxins arytmogene virkninger

Diagnose

Diagnostiske kriterier

  • S-kalium < 3.6 mmol/L og evt .kliniske symptomer
  • Hypokaliæmi er oftest asymptomatisk og findes som regel tilfældigt i forbindelse med rutine blodprøvetagning

Differentialdiagnoser

  • Pseudohypokaliæmi
    •  Betegner falsk for lav S-kalium. Skyldes øget optag af kalium i cellerne efter at blodprøven er taget. Det kan f.eks. være, hvis blodprøven henstår et varmt sted i længere tid inden analyse
  • I øvrigt bør tænkes på årsagerne til hypokaliæmi. Se ovenfor

Sygehistorie

  • Oftest er patienterne asymptomatiske
  • Evt. uspecifikke klager i form af træthed og nedsat kraft
  • Ved svær hypokaliæmi vil patienten som regel være akut syg, som følge af grundsygdommen

Kliniske fund

  • Ikke pålidelige og uspecifikke. I praksis er det S-kalium, der er relevant 
  • Ved svær hypokaliæmi vil de kliniske fund afhænge af grundsygdommen

Supplerende undersøgelser i almen praksis

I almen praksis skal de supplerende undersøgelser primært rettes mod at:

  1. Finde årsagen til hypokaliæmien
    • Lægemiddelinduceret? (medicinanamnese, diuretika, misbrug af diuretika, laksantia, lakrids mm)
    • Elektrolytter
    • S-magnesium - hypomagnesiæmi skal også korrigeres for at kunne korrigere hypokaliæmi
    • Syre/basestatus
    • Kalium i døgnurin (< 15 mmol/døgn tyder på normal nyrefunktion)
    • EKG (se tidligere under EKG forandringer)
    • BT (forhøjet BT ved primær hyperaldosteronisme)
  2. Vurdere, om der er behov for henvisning til sygehus
    • Ved fortsat uafklaret hypokaliæmi
    • Ved behov for udredning via specialist
  3. Vurdere, om der er behov for akut indlæggelse
  4. Risikopatienter
    • Patienter i behandling med digoxin
    • Patienter med hjerteinsufficiens 3
      • kronisk hypokaliæmi forstærker udviklingen af hjerteinsufficiens
      • øget risiko for arytmier
      • let hypokæliæmi bør korrigeres

Indikation for akut indlæggelse 

Svær hypokaliæmi er en livstruende tilstand. Ved S-kalium < 2.5 mmol/L og/eller alvorlige EKG-forandringer er der indikation for akut indlæggelse af patienten.

Behandling

Behandlingsmål

  • Normalisere S-kalium
  • Identificere og behandle årsag/grundsygdom
  • S-kalium vil typisk normaliseres ved behandling af grundsygdom

Behandling i almen praksis

  • Behandling af mild til moderat hypokaliæmi vil normalt foregå i almen praksis
  • Skyldes ofte diuretika
    • kan behandles med peroralt tilskud af kalium
    • kan suppleres med kaliumbesparende diuretika (spironolakton, amilorid, triamteren)
    • asymptomatiske patienter som får thiazider med mild hypokaliæmi behøver typisk ikke behandling
  • Behandle grundsygdom

Behandling på sygehus

  • Alvorlig hypokaliæmi skal udredes og behandles under indlæggelse på sygehus
  • Intravenøs korrektion af alvorlig hypokaliæmi
    • Der er meget sjældent indikation for at give kalium intravenøst. Det er forbundet med risiko for alvorlige fejl.
    • Intravenøs korrektion af hypokaliæmi bør reserveres tilfælde, hvor der samtidig er alvorlige EKG- forandringer eller meget svær hypokaliæmi
    • Ved intravenøs korrektion er den anbefalede maksimale dosis hos en voksen patient 20 mmol kalium/time
    • Skal administreres via pumpe i en stor vene og under samtidig EKG monitorering
    • Man bør være opmærksom på overkorrektion. Hyppige kontrolmålinger er nødvendige
    • Et fald i S-kalium på 1 mmol/L svarer til et kaliumdeficit på 200 - 400 mmol. Patienter med S-kalium under 3 mmol/L kan derfor have behov for mere end 600 mmol kalium
    • Samtidig hypomagnesiæmi skal korrigeres
  • Peroral korrektion af hypokaliæmi
    • Er som regel tilstrækkelig
    • Kalium til peroral administrering foreligger som kaliumcitrat og kaliumklorid
    • Kaliumcitrat har en tendens til at gøre patienterne alkalotiske, og kan med fordel reserveres patienter med kronisk diarré og renal tubulær acidose

Egenbehandling

  • Undgå for megen lakrids og tyggetobak, da disse har mineralocorticoid effekt som bevirker, at glukokortikoider stimulerer mineralkortikoidreceptorer
  • Madvarer, som indeholder meget kalium er bl.a. banan, anden frugt, rå grøntsager, juice og kogevandet fra kød, fisk og grøntsager

Forebyggende behandling

  • Ved hypokaliæmi hos patienter som behandles med loop diuretika i kombination med kaliumsparende diuretika, kan man give kaliumklorid profylaktisk

Observationer

  • Blodprøver
    • Elektrolytter, S-magnesium, nyrefunktion, syrebasestatus
  • EKG
    • Alvorlige EKG forandringer
  • Muskelstatus
    • Ascenderende paralyse, respirationsinsufficiens
    • Paralytisk ileus

Prognose

Prognose

  • Ubehandlet er hypokaliæmi en dødelig tilstand
  • Ved adækvat behandling kan man forvente normalisering af S-kalium

Opfølgning

Forebyggelse

  • Være opmærksom på risikopatienter
    • Patienter i behandling med diuretika
    • Ved påbegyndelse og ændringer i diuretisk behandling
    • Patienter i behandling med digoxin
    • Patienter med kronisk hjerteinsufficiens
  • Hypokaliæmi giver som regel ikke symptomer
  • Regelmæssig kontrol af S-kalium

Patientinformation

Hvad bør du informere patienten om

  • Øge indtaget af kaliumholdige madvarer som alternativ til medikamentel behandling ved kroniske tilstande
  • Risikoen ved lakrids og tyggetobak. Dette gælder især patienter som pga. grundsygdom har øget tendens til hypokaliæmi

Hvad findes af skriftlig patientinformation

Kilder

Referencer

  1. Gennari FJ. Hypokalemia. N Engl J Med 1998;339: 451-8NEJM
  2. Greenlee M, Wingo CS, McDonough AA, Youn J-H, Kone BC. Narrative review: Evolving concepts in potassium homeostasis and hypokalemia. Ann Int Med 2009;150: 619-25PubMed
  3. Bielecka-Dabrowa A, Mikhailidis DP, Jones L, Rysz J, Aronow WS, Banach M. The meaning of hypokalemia in heart faillure. Int J Cardiol 2012;158: 12-7PubMed
  4. Welfare W et al. Challenges in managing profound hypokalemia. BMJ 2002; 324: 269.BMJ

Fagmedarbejdere

  • Kai Lange, Overlæge, dr.med.,
  • Gregers Hansen-Nord, speciallæge i almen medicin, alm. prakt. læge,
  • Lars S. Rasmussen, overlæge, Anæstesi- og Operationsklinikken, Rigshospitalet
  • Finn Klamer, speciallæge i almen medicin, tidl. prakt. læge, lægefaglig rådgiver i Den fælles offentlige sundhedsportal - sundhed.dk,
Link til Patienthåndbogen

Kontakt redaktionen

Har du en kommentar til denne artikel?

Lægehåndbogen findes også som app, hent den gratis til iOS eller Android.

Hver uge fremhæver vi en nyredigeret artikel. Bliv fagligt opdateret på Facebook.