Fagmedarbejdere
Hvornår skal et dødsfald på sygehus indberettes til politiet?
- Det fremgår af Sundhedslovens Kap. 55 § 179, hvilke dødsfald lægen skal indberette
- Der kan være geografiske forskelle i indberetningsrutinerne på de forskellige hospitaler
- Dette genspejler næppe kvalitetsforskelle i sundhedsvæsenet, men snarere højst forskellige kulturer og indberetningsrutiner
Dødsfald der skal indberettes til politiet
- Strafbare forhold, selvmord eller ulykkestilfælde, som f.eks. fald, trafikulykker, arbejdsulykker eller følger heraf
- Når dødsfald kan være følger af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af sygdom
- Når døden er indtrådt pludseligt og uventet og ikke er forudset af lægelige grunde
- Når en person findes død
- Når dødsfald kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af arbejdsskadeforsikringen
- Når dødsfaldet indtræder i kriminalforsorgens institutioner
- Når det ikke kan udelukkes, at dødsfaldet skyldes strafbart forhold, selvmord, ulykker eller i øvrigt skønnes at have politimæssig interesse
- Opmærksomhed henledes på, at dødsfald, der mistænkes at stå i forbindelse med misbrug af euforiserende stoffer eller illegalt indkøbte lægemidler, næsten altid vil falde ind under ovenstående, da dødsmåde og dødsårsag sjældent kan fastslås uden yderligere undersøgelse. Der foreligger et cirkulære, der overfor politiet foreskriver, at der efter det retslægelige ligsyn skal foretages retslægelig obduktion med retskemisk undersøgelse, når det kan antages at dødsfaldet kan stå i forbindelse med misbrug af euforiserende stoffer
Retningslinjer for indberetning til politiet
- Det er den, som har konstateret, at en patient er død, der har pligt til snarest efter dødsfaldet at indberette dødsfaldet til politiet
- I praksis bør der ske en intern diskussion på afdelingen, om dødsfaldet skal indberettes, og at det er en overordnet læge eller på dennes vegne, en yngre læge, som derefter kontakter politiet. Ifølge loven påhviler ansvaret den ledende overlæge
- Hurtig beslutning er påkrævet
- Da tiden er knap, skal der træffes en hurtig beslutning
- Indberetning til politiet flere dage, uger eller måneder efter dødsfaldet indtraf kan ende med at være meningsløst, da muligheden for at sikre bevis i sagen, holde retslægeligt ligsyn i praksis er umulig og dokumentationen for, hvad der er sket, kan være vanskelig at fremskaffe
- Usikkerhed og tvivl?
- Det kan være vanskeligt at afgøre, om en bestemt handling/hændelse kan have bidraget til dødsfaldet, specielt når der foreligger en alvorlig grundsygdom
- Enklere er vurderingen ved uventede dødsfald knyttet til diagnostiske procedurer og operative indgreb hos patienter uden livstruende sygdom, eller i tilfælde af alvorlig fejlmedicinering
- Pludselig uventet død
- Alle selvmord, dødsfald efter ulykker og tilfælde af pludselig uventet død skal indberettes på linje med tilsvarende dødsfald udenfor sygehus
- Hvorvidt et dødsfald kan defineres som pludseligt og uventet i tilfælde af sygdom kan være vanskeligt - og beror på et skøn og viden om personens aktuelle sygdomsstatus. Høj alder udelukker ikke, at dødsfaldet kan være uventet, hvis personen ikke har kendte livstruende sygdomme
- Når pårørende er kritiske
- Dødsfald, hvor pårørende har været kritiske over for lægernes indsats og udfaldet af en behandling, bør vurderes nøje, og i disse sager bør tærsklen for indberetning til politiet være meget lav
- En sagkyndig udredning af dødsfaldet, inklusiv retsmedicinsk obduktion, vil i mange tilfælde kunne vise, at dødsårsagen ikke kan tilskrives behandlingsfejl, men skyldes kendte og påregnelige komplikationer til underliggende grundsygdom
- I disse tilfælde er der klart en interesse i, at dødsårsagen hurtigt bliver klarlagt, og at udredning omkring behandlingstiltag og andre forhold sker på en måde, som varetager retssikkerheden for alle parter. Hvis man som læge oplever at politiet ikke har interesse i sagen, kan man kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed for hjælp
Eksempler på forhold som altid taler for, at læge skal indberette et behandlingsdødsfald til politiet
- Dødsfald hos yngre ellers rask patient, som har gennemgået mindre indgribende procedure/behandling for ikke alvorlig sygdom/tilstand
- Mistanke om at læge, sygeplejerske eller andre involverede har været påvirket af alkohol eller narkotika eller været i en sygelig sindstilstand
- Betydelig forsinket eller inadækvat diagnostik/behandling i tilfælde af behov for akut hjælp
- Mistanke om aktiv dødshjælp
- Svigt i teknisk udstyr
Indberetning af dødsfald i relation til utilsigtede hændelser
- Indberetning af dødsfald efter utilsigtede hændelser
- Dødsfald, som kan være følge af utilsigtede hændelser på sygehuse, skal udover indberetning til politiet, rapporteres i rapporteringssystemet som enhver anden utilsigtet hændelse
- I disse sager skal der ikke rekvireres almindelig hospitalsobduktion, medmindre der er foretaget indberetning til politi og Styrelse for Patientsikkerhed, og de har vurderet, at en retslægelig obduktion ikke er nødvendig
- Patologerne der evt. får anmodning om at udføre obduktion i disse sager skal derfor sikre sig, at klinikerne har taget stilling til indberetning til politiet før obduktionen udføres - og sørge for, at dette dokumenteres i obduktionserklæringen
- Sygehuset/regionens vurdering af, hvorvidt et dødsfald skyldes et hændeligt uheld, personlig fejl, ressourcemangel eller andet er uden betydning for indberetningspligten til politiet
- Pligten til indberetning står over tavshedspligten
- Evt. skyldvurdering er en myndighedsopgave og kan i nogle tilfælde blive overladt til retten
- Det er Anklagemyndigheden, som skal afgøre, om det drejer sig om et muligt strafbart forhold
- Det er desuden lægens pligt at informere de pårørende om erstatnings- og klagemuligheder (jf. Sundhedsloven)
Politiefterforskning
- Når dødsfaldet indberettes til politiet af sygehusets læger, vil politiet rådføre sig med Styrelsen for Patientsikkerhed, iværksætte retslægeligt ligsyn og iværksætte efterforskning, som omfatter afhøring af de læger, der har foretaget indberetningen og af de læger, der har været involveret i behandling af patienten
- De indhentede oplysninger fra afhøringerne danner baggrund for politiets og Styrelsen for Patientsikkerheds vurdering af behovet for en retslægelig obduktion for nærmere belysning af dødsårsagen og hændelsesforløbet
Råd
- I praksis er det vanskeligt at give detaljerede anvisninger på, hvornår et "sygehusdødsfald" skal indberettes til politiet
- Hovedkonklusionen er, at er man i tvivl, bør man kontakte politiet
- Ingen kan da efterfølgende kritisere lægen for at have forsømt indberetningspligten - og politiet må træffe beslutning om de nødvendige efterforskningsmæssige tiltag
Kilder
Har du en kommentar til artiklen?
Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.Indhold leveret af