Fnat - klinikpersonale

Lisa Piontek

konsultationssygeplejerske

Resumé

Definition

  • Scabies (fnat) er en kløende hudsygdom, som skyldes en mide kaldet Sarcoptes Scabei
  • Diagnosen stilles ved at påvise en levende mide eller æg i en midegang
  • Diagnostik foregår i almen praksis eller ved dermatolog

Kliniske fund

  • Midegangene er gråhvide, overfladiske, tynde og slyngede og kan ofte ses i godt lys. Er op til 10 mm lange
  • Miden kan ses som en lille sort prik for enden af midegangen
  • Scabies kan påvises ved mikroskopi eller ved dermoskopi
  • Patienten har ofte et forkradset udslæt, eventuelt med små papler og vesikler
  • Kløen er mest udtalt, hvor scabiesmiden findes, men kan udvikle sig til mere universel kløe
  • Ses ofte på hænder, håndled og mellem fingre. Eventuelt omkring brystvorter, nates og genitalia. Ikke i hovedet og nakke, undtagen hos småbørn
  • Symptomerne er værst om natten
  • Der ses ofte flere tilfælde i samme husstand

Behandling

  • Scabies behandles med lokalbehandling (creme eller salve) eller tabletter
  • Alle tætte kontakter skal behandles samtidig
  • Tætte kontakter omfatter personer i samme husstand, og personer man har intim kontakt til eller deler seng med
  • Behandlingen skal gentages efter en uge hos dem, der har haft symptomer
  • Tætte kontakter uden symptomer behandles kun én gang
  • Det er vigtigt at sanere omgivelserne, så alle mider udryddes

Seneste væsentlige ændringer

  • Lidt i definition, patientinformation og behandling

Diagnose

ICPC-2

Alder kan have indflydelse på, hvor udslættet med fnat er, og de typiske placeringer er:

  • Hos voksne er fnat (scabiesmiderne) først og fremmest mellem fingrene og omkring håndleddene
  • Hos ældre kan fnat forekomme som et diffust, forkradset udslæt på ryg, mave og bryst
  • Hos børn kan ansigt, hårbund, håndflader og fodsåler blive smittet
  • Kløe som symptom kommer 2-6 uger efter førstegangssmitte
  • Ved fornyet smitte kommer kløen efter få dage
  • Ubehandlet fnat varer i månedsvis. Her ses ofte papler omkring brystvorterne hos kvinder og på penis hos mænd
  • Kløen kan fortsætte op til 6 uger efter succesfuld behandling. Kan lindres med steroidcremer

Udredning

Hvad skal jeg spørge ind til?

Klør det?

  • Typisk forløb er, at en tidligere hudrask person pludselig udvikler svær kløe

Hvor klør det?

  • Kløen er mest udtalt på steder, hvor fnatmiden findes, fx mellem fingre, på fingre, fleksorsiden af håndled, aksiller, omkring navlen, på nates og omkring genitalia - men kløen bliver efterhånden mere generel
  • Hoved og nakke afficeres ikke, undtagen hos spædbørn og småbørn

Hvornår klør det mest?

  • Det klør typisk mest intenst om natten

Er der flere i familien, efterskolen med videre, der oplever den samme kløe?

  • Flere familiemedlemmer med samme kløe og symptomer på kløe i samme tidsperiode er tegn på, at der er tale om fnat

Sygehistorie

  • Typisk forløb er, at en tidligere hudrask person pludseligt udvikler svær kløe, som opleves mest intenst om natten
  • Kløen er mest udtalt på steder, hvor scabiesmiden findes, fx mellem fingre, på fingre, fleksorsiden af håndled, aksiller, omkring navlen, på nates og omkring genitalia, men kløen bliver efterhånden udbredt og meget generende
  • Hoved og nakke afficeres ikke, undtagen hos spædbørn og småbørn
  • Der ses ofte flere tilfælde i samme husstand

Hvad skal jeg overveje?

Differentialdiagnoser:

Hvornår skal patienten ses?

  • Patienten bør ses ved mistanke om fnat, og diagnosen bør sikres inden behandling
  • I nogle tilfælde vil patienten selv stille diagnosen og starte behandling

Supplerende undersøgelser

  • Scabiesmiden kan ses i et almindeligt lysmikroskop 
  • Med godt lys og eventuelt med lup hentes det sorte punkt, som repræsenterer en levende scabiesmide direkte ud fra midegangen, fx med en knappenål, miden sidder fast på spidsen
  • Den overføres til et objektglas og identificeres i lysmikroskop med mindste forstørrelse

Hvornår skal patienten ses af lægen

  • Ved usikkerhed eller tvivlsspørgsmål omkring diagnosen
  • Ved usikkerhed omkring diagnose eller ved gentagen recidiv kan henvises til dermatolog

Behandling

Medicinsk behandling

Topikal behandling

Permethrin (håndkøb eller recept, klausuleret tilskud ved påvist fnat)

  • Permethrin er førstevalg af behandling
  • Kan også bruges af gravide, ammende og småbørn 
  • Brugsanvisningen skal følges nøje, og alle i en husstand og andre tætte kontakter inden for de seneste 2 måneder skal behandles samtidigt, uanset om de har symptomer eller ej
  • Cremen smøres omhyggeligt på hele kroppen fra kæberanden og nedefter
  • Hos børn under 3 år og hos ældre smøres hele kroppen inkl. ansigt og hårbund
  • En stor, voksen person kan bruge mere end én tube per indsmøring
  • Cremen tolereres godt og har lav toksicitet, men brændende og stikkende fornemmelse og kløe kan forekomme
  • Cremen skal sidde i 8-12 timer (fx natten over), hvorefter den vaskes af
  • Efter håndvask påsmøres ny creme på hænderne
  • Behandlingen gentages efter en uge hos den smittede og tætte kontakter med symptomer
  • Tætte kontakter uden symptomer behandles kun én gang

Svovlvaseline (recept, magistralt fremstillet)

  • Alternativ til Permethrin
  • Påføres 3 dage i træk
  • Til en voksen anvendes ca. 50 g per dag
  • Ved småbørn: Obs. risiko for hedeslag
  • Kan anvendes til gravide og ammende
  • Kan give hudirritation
  • Det er muligt at søge enkelttilskud til patienten, hvis der udskrives svovlvaseline

Om aftenen

  • Gå i bad og derefter smøre salven på tør hud
  • Klip neglene korte, så huden under neglene kan smøres med salve
  • Salven skal smøres omhyggeligt på hele kroppen også ansigtet og hårbunden så vidt muligt. Pas dog på ikke at behandle huden omkring øjne og mund
  • Salven skal sidde på i 24 timer
  • Ved håndvask i løbet af 24 timer, skal hænderne smøres med svovlvaseline igen
  • Alle medlemmer af husstanden skal behandles samtidigt for at undgå smitte

Næste morgen

  • Tøj, håndklæder og sengetøj vaskes ved minimum 60 grader
  • Gå i bad og vask håret og kroppen 1 gang i døgnet, så salven når at sidde på i 24 timer
  • Der tages rent tøj på efter badet

Systemisk behandling

Ivermectin (recept, klausuleret tilskud) 

  • Systemisk behandling som tablet
  • Det er ikke nødvendigvis bedre end lokalbehandling, men vælges hvis lokalbehandling ikke har været effektiv

Ved behandlingssvigt henvis til dermatolog.

Patientinformation

Hvad bør jeg informere patienten om?

  • Sengetøj, håndklæder og tøj vaskes ved 60 grader
  • Kortklippede negle
  • Del ikke tøj, sko, håndklæder, viskestykker, karklude og seng med andre
  • Såfremt tøjet ikke kan vaskes ved 60 grader, bør det henstå urørt (fx i en plastikpose) i 3 døgn i rumtemperatur og lav luftfugtighed, eller 1 uge ved lavere temperaturer eller høj luftfugtighed
  • Større beklædningsgenstande og overtøj, dyner, tæpper, puder og madrasser luftes godt og køligt og sættes bort i minimum 3 døgn, evt. op til 1 uge ved lavere temperatur og højere luftfugtighed
  • I eget hjem: Det er usikkert, hvor hurtigt fnatmider dør i almindelige frysere. Det anbefales derfor ikke at fryse genstande
  • Støvsug senge og møbler med betræk og polstring og gør hjemmet rent med almindelige rengøringsmidler
  • Miden vil dø efter 4 døgn uden kontakt med hud
  • Når hele husstanden skal behandles, er det vigtigt at koordinere behandlingen, således at alle behandles samtidigt, og at miljøtiltag gøres samtidig med at behandlingen gennemføres
  • Hudkløen kan fortsætte i op til 6 uger efter behandlingen er gennemført. Det er dog vigtig at sikre, at symptomerne ikke skyldes behandlingssvigt eller gensmitte.
  • Ved udtalt kløe efter endt behandling kan steroidcreme og eventuelt antihistamin anvendes til symptomlindring

Skriftlig information til patienter

Illustrationer

 

Fnat, fnatmidegang. Scabiesgangene er gråhvide (luftholdige) tynde, slyngede, op til 10 mm lange, med hunmiden som et synligt sort punkt i enden af gangen.

 

Fnatreaktion. Særligt hos ældre kan scabies forekomme som et diffust, trunkalt udslæt.

 

Fnat hos baby. Hos børn kan ansigt, hårbund, håndflader og fodsåler afficeres.

 

Fnat i indersiden af hånden.

Hos voksne ses først og fremmest fnat mellem fingrene og rundt om håndleddene.

Hvis du vil vide mere

Ydelser

  • 0101

Kilder

Fagmedarbejdere

Lisa Piontek

konsultationssygeplejerske, Lægerne Kildebakkegårds Alle, Søborg

Hans Christian Kjeldsen

ph.d., praktiserende læge, Grenå

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerLægehåndbogen