Hospice

Mette Asbjørn Neergaard

speciallæge

Basisoplysninger

Ophold på hospice er et tilbud til patienter, der har en uhelbredelig sygdom med komplekse palliative problemstillinger, og hvor helbredende behandling er opgivet. Patienterne skal opfylde samme krav som til en terminalerklæring.

Et hospice er en selvejende institution med driftsoverenskomst med regionen.

Ophold på hospice

  • Et ophold på hospice kræver en lægehenvisning og at patienten opfylder henvisningskriterierne (Se nedenfor)
  • Et tilbud under frit sygehusvalg. Patienten har ret til frit at vælge henvisning til det hospice i Danmark, som patienten måtte ønske sig
  • Et ophold er gratis for patienten
  • Hospicerne hører under regionerne, der efter sundhedsloven er forpligtede til at indgå driftsoverenskomster om et fastsat antal pladser
  • Det enkelte hospice visiterer selv patienten efter lægelig henvisning
  • Der er oftest et tæt samarbejde mellem hospice og lægerne fra det nærliggende specialiserede palliative team
  • De fleste patienter, der kommer på hospice i Danmark, har kræft, men alle patienter, der opfylder visitationskriterierne, kan få ophold på hospice - uanset grund-diagnose

Hvad tilbyder hospice?

Hospice tilbyder patienten en specialiseret lindrende indsats af et tværfagligt personale. Derudover har hospice ofte tilknyttet frivillige medarbejdere.

Hvad er visitationskriterierne?

Patienten skal opfylde visitationskriterier fastlagt af den pågældende region eller enkelte hospice. Specifikke visitationskriterier fås på regionernes hjemmeside eller ved henvendelse til de enkelte hospicer.

Hospice lægger generelt vægt på, at:

  • Patienten har en uhelbredelig, fremadskridende sygdom med forventet kort levetid
  • Patienten har komplekse, palliative behov / problemstillinger, og har brug for specialiseret, tværfaglig palliativ indsats
  • Behandlings niveau er afklaret og patienten er informeret herom:
    • Det er taget stilling til, at der ikke skal ydes forsøg på genoplivning ved hjertestop
    • Der er ikke behandlinger, der fordrer hospitalsindlæggelse eller iv-behandling
    • Helbredende behandling er afsluttet
  • Patienten er velinformeret om og indforstået med, at indsatsen er af lindrende karakter
  • Patienten selv ønsker at komme på hospice

Hvad koster et hospiceophold?

Hospice er et tilbud under frit sygehusvalg. For patienten er et hospiceophold gratis.

Bestyrelsen for en selvejende hospiceinstitution har driftsaftale med sin region, der får statsrefusion.

Lægens opgaver

Visitation til hospice kræver normalt henvisning fra patientens egen læge eller sygehuslæge. De fleste hospicer har egen hjemmeside, hvor visitationskriterier, henvisningsmuligheder med videre er beskrevet.

Læs mere

Læs mere om hospicer på hjemmesiderne: REHPA's Palliativ guide og Hospice Forum Danmark.

Patientinformation

Kilder

Fagmedarbejdere

Mette Asbjørn Neergaard

overlæge, Ph.d., Klinisk professor, Aarhus Universitetshospital, Kræftafdelingen, Enhed for lindrende behandling & Børn og Unge Team for Lindrende behandling

Anne Søndergaard

speciallæge i almen medicin, Trøjborg Lægehus

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerLægehåndbogen