Tuberkulintest (Mantoux-test)

Thomas Ringbæk

speciallæge

Tuberkulin1

  • I Danmark benyttes Mantoux reaktionen primært på de lungemedicinske afdelinger ved mistanke om aktiv tuberkulose
  • I de seneste år er prøven blevet fortrængt af Quantiferon-testen, som er mere specifik
  • Tuberkulin er et koncentrat fremstillet af en flydende kultur af M tuberculosis. Det indeholder en blanding af forskellige protein- og kulhydrat-antigener
  • Tuberkulin fremstillet efter Robert Kochs originale metode blev kaldt Old Tuberculin (OT). I 1930erne fremstillede Seibert et proteinprodukt, som blev kaldt Purified Protein Derivate (PPD)
  • Den metode, hvor man intradermalt injicerer PPD, kaldes Mantoux-metoden efter den franske læge Charles Mantoux
  • Tuberkulinet er færdigblandet og klart til brug

Tuberkulinreaktion

  • Tuberkulinreaktion er prototypen på type IV-reaktion, også kaldet forsinket hypersensitivitet og cellemedieret immunitet, hvor makrofager og Th1-lymfocytter er involveret
  • Efter tilstrækkelig kontakt med mykobakterier formidler makrofagerne den T-cellemedierede immunitet efter et tidsforløb på 3-4 uger. Tuberkulintest af en ikke-sensibiliseret person inducerer ikke positiv tuberkulinreaktion i fremtiden
  • Hos sensibiliserede personer vil der derimod i løbet af tre døgn efter en Mantoux-prøve fremkomme en hævelse med omgivende rødme. Kraftige reaktioner kan give ødem, vesikler og ulceration, og der kan også forekomme feber og lymfangitis, som viser sig som en rød, centralt fortløbende stribe op langs armen. Kraftige tuberkulinreaktioner, som kræver behandling, er meget sjældne
  • Reaktion ses hos person, der aktuelt er inficeret med TB, har været udsat for TB tidligere eller er BCG vaccineret

Hvem kan testes?

  • Gravide, børn og HIV-inficerede kan testes uden fare
  • Bør ikke anvendes hvis vedkommende tidligere har haft voldsom reaktion
  • Bør ikke bruges til BCG-vaccineret (falsk positiv). Anvend i stedet Quantiferon-test 

Mantoux-metoden

  • Standard dosis er 0,1 ml PPD RT 23 med styrke 2 T.U. (tuberkulinenheder). Samme styrke og dosering gælder for alle aldersgrupper
  • Testen sættes intrakutant
    • Der benyttes 1 ml findoseringssprøjte, som ved BCG-vaccinering
    • Prøven skal sættes på midterste tredjedel af venstre underarms dorsalside (overside) mellem de to langsgående muskler. Undgå områder med ar eller hudsygdomme. Huden vaskes med 70 % alkoholopløsning. Huden skal blive helt tør, før PPD sættes. Nålen lægges fladt mod huden i 10-15 graders vinkel med kanylens åbning op. Stik ind i øverste hudlag. Injicer 0,1 ml (2 T.U.) langsomt. Træk nålen hurtigt ud. Massér ikke på indstiksstedet. Tuberkulinreaktionen kan svækkes, hvis tuberkulinet injiceres nærmere håndled eller albuen
    • En vellykket injektion vil resultere i en papel på 8-10 mm i diameter. Denne papel vil være synlig i omtrent 10 minutter
    • Hvis der ikke fremkommer en papel, eller papelen har en diameter, som er mindre end seks millimeter, kan injektionen være sat for dybt, eller injektionsvæsken kan have lækket ud, og resultatet bliver vanskeligt at tolke
    • I løbet af de næste tre døgn vil der hos sensibiliserede personer fremkomme en hævelse med rødme omkring

Aflæsning af Mantoux-testen

  • Aflæsningen skal ske efter nøjagtig tre døgn (72 timer). At aflæse før 72 timer kan medføre falskt negativ test. Aflæsning efter 72 timer anbefales ikke
  • Kun indurationen (hævelsen) aflæses. Der aflæses på tværs af underarmen. Det kan være vanskeligt at se start og afslutning på en induration. Derfor kan det være nyttigt at føle overgangen mellem rubor og induration med fingrene. Den er både fastere end den omgivende hud, og den hæver sig over hudniveau. Korrekt aflæsning er vigtig og kræver træning
  • Undersøgelser fra mange lande viser betydelige forskelle i aflæst resultat mellem forskellige aflæsere. Det er derfor vigtigt at standardisere aflæsningen bedst mulig gennem god oplæring af personale, men dette kan kun ske på lungemedicinske afdelinger, da Mantouxtesten udføres med aftagende hyppighed

Dokumentation

  • Resultat af tuberkulinprøven dokumenteres i journalen med:
    • Dato for injektion
    • Metode (PPD 2 T.U.)
    • Batch- nummer
    • Aflæst resultat
    • Signatur til den, som aflæser prøven
  • Resultatet opgives ikke som positivt eller negativt, men i eksakt antal millimeter, også ved 0 mm. Eksempel: ”7 mm”
  • Det beskrives, om der er tale om bulløs reaktion eller tegn på lymfangitis

Henvisning til lungemediciner

  • Ved mistanke om tuberkulosesmitte:
    • Induration på 6 mm eller mere hos personer med høj risiko for tuberkuløs smitte
    • Induration på 10 mm eller mere hos personer med middelrisiko for tuberkuløs smitte
    • Induration på 15 mm eller mere hos personer med lav risiko for tuberkuløs smitte
    • Hvis bulløs - uanset størrelse af induration

Kilder

Fagmedarbejdere

Thomas Ringbæk

overlæge, dr.med., Lungemedicinsk afdeling, Hvidovre Hospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerLægehåndbogen