Fagmedarbejdere
Måling af synsstyrken
Basisoplysninger
- Synsstyrken er et udtryk for øjets opløsningsevne
- Synsstyrken bestemmes ved at lade patienten læse symboler med aftagende størrelse, f.eks. på Snellens tavle, indtil symbolerne bliver for små til at kunne skelnes
- Synsstyrken måles både på de to øjne hver for sig (monokulært) og samtidig (binokulært)
Normale fund
- Synsstyrken bestemmes på en skala, hvor gennemsnittet af yngre voksne normale personer ser 1,0, men normalområdet varierer fra 0,7 til 1,6
- Synsstyrken aftager med alderen, og normalområdet hos ældre er forskudt til lavere værdier end hos yngre
- Synsstyrken er meget nedsat hos nyfødte, men udvikles kraftigt i løbet af første leveår. Først i 2-års alderen når synsstyrken det maksimale niveau
Aktuelle indikationer
- I alle tilfælde, hvor der er mistanke om nedsat syn
- Til at vurdere om der foreligger amblyopi, samt til at monitorere effekten af amblyopitræning
- Til medikolegale formål, herunder synsprøve til kørekort
Kontraindikationer
- Ingen
Patientforberedelse
- Ingen
Undersøgelsen
Procedure
Synsstyrken måles på de to øjne, både hver for sig og sammen. Når man tester øjnene enkeltvis er det vigtigt, at det andet øje er tildækket.
Patienten placeres i en standardiseret afstand foran tavlen, oftest 6 meter, og bedes om at læse tavlens symboler fra øverste linje og nedad. Ved dårlig kooperation kan det være nødvendigt at pege på linjerne, eller evt. på symbolerne, et ad gangen. Såfremt patienten har fået målt synsstyrken tidligere, kan man starte på linjen umiddelbart over den linje, som definerede synsgrænsen sidst.
Såfremt patienten ikke kan læse den øverste linje, halveres afstanden til tavlen, og denne kan evt. reduceres yderligere til 1 meter. Såfremt patienten stadig ikke kan se symboler på tavlen, forsøges det om patienten kan tælle antallet af fingre, som holdes op foran ansigtet. Kan disse heller ikke ses, forsøges det om patienten kan se håndbevægelser, og endelig kan det undersøges, om patienten overhovedet kan se et lys, som rettes mod øjet. I givet fald undersøges det, om patienten kan registrere, hvilken retning lyset kommer fra.
Hos analfabeter kan det være svært at anvende tavler med symboler, som kræver, at man skal genkende bogstaver. I disse tilfælde kan man benytte symboler, som f.eks. et E, som forekommer med forskellig rotation på tavlen, f.eks. som Ш. Patienten skal så angive, hvilken retning åbningen i figuren har.
Hos patienter med ekspressiv afasi kan det være svært at formulere synsindtrykket, selvom det evt. kan ses. I disse tilfælde kan patienten anmodes om at pege på et bogstav på en tavle, som er inden for rækkevidde, og som er identisk med det bogstav, der vises på synstavlen.
Hos børn kan synsstyrken testes på en bogstavs- eller taltavle ned til ca. 6-årsalderen. Hos førskolebørn ned til ca. 3-års alderen anvendes en symboltavle, f.eks. Østerbergs børnetavle. Ved undersøgelsen anbringes barnet på en af forældrenes skød i 3 meters afstand fra tavlen.
Der findes andre symboltavler end Østerbergs børnetavle, som er lige så gode til at måle synsstyrken hos børn.
Undersøgelse af synsstyrken hos børn under 3 år er en specialistopgave.
Forholdsregler
- Resultatet afhænger af koncentration og oplagthed, hvilket særligt har betydning ved undersøgelse af synsfunktionen hos børn
Fejlkilder
- Ved funktionel synsnedsættelse kan måles falsk nedsat synsfunktion
- Patienten kan forsøge at snyde sig til at se bedre på et dårligt øje ved at forsøge at se uden om tildækningen af det andet gode øje
Vurderinger ved unormale fund
- Man skal altid finde årsagen til et nedsat syn, og såfremt denne ikke er åbenbar, henvise til en øjenlæge
Opfølgning ved unormale fund
- Patienten henvises til øjenlæge hvis der er sideforskel eller tvivl om synsstyrken er for lav. Der kan ikke gives en eksakt visusgrænse for henvisning, da synsudviklingen, og dermed normalværdierne, varierer meget hos børn
Patientinformation
- Ingen
Kilder
Har du en kommentar til artiklen?
Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.Indhold leveret af