Nekrotiserende ekstern otit

Mikkel Holmelund

speciallæge

Resumé

Diagnose

  • Mistanke ved ekstern otitis, som ikke bedres af standardbehandling
  • Specielt hos ældre med diabetes og immunsvækkelse
  • Fund af sårdannelse med granulationsvæv i brusk/knogle-overgangen i ydre øregang
  • CT af os temporale bekræfter diagnosen

Behandling

  • Behandling af grundsygdom (hvis muligt)
  • Lokalbehandling med oprensning af øregangen og mecher imprægneret med antibiotikasalve
  • Langtidsbehandling med systemisk antibiotika
  • Kirurgi i udvalgte tilfælde

Henvisning

  • Henvis til øre-næse-halslæge ved behandlingsresistent ekstern otitis, specielt diabetespatienter, immunsvækkede og ældre patienter

Diagnose

Diagnostiske kriterier

  • Tilstanden bør mistænkes hos immunsvækkede personer, specielt diabetespatienter
  • Sygehistorie og fund fører til mistanke om diagnosen
    • Specielt ekstern otitis, som ikke bedres af standardbehandling med oprensning og topisk antibiotika
  • CT af os temporale (tindingebenet)  

Sygehistorie

  • Starter som behandlingsresistent ekstern otitis
  • Ubehag og kraftige øresmerter er almindeligt, ofte værst om natten
  • Patienter med osteitis i basis cranii kan i svære tilfælde have ekstra-aurikulære manifestationer som cervikal lymfadenopati, trismus pga. irritation af m. pterygoideus eller irritation af m. masseter
  • Hvis infektionen spreder sig i tindingebenet, kan den brede sig videre ind i kraniet og forårsage hjernenerve-lammelser
    • På grund af sit anatomiske forløb i tindingebenet, er n. facialis ofte den første hjernenerve, som skades

Kliniske fund

  • Betændelsesforandringer i øregangen og almene symptomer, specielt otalgi
    • Et af kendetegnene på denne spredning er fundet af sårdannelse med granulationsvæv i bruskknogle-overgangen i ydre øregang

Supplerende undersøgelser i almen praksis

  • Hb, CRP, L+D, glukose, kreatinin
  • Dyrkning af øresekret

Andre undersøgelser hos specialist

  • Biopsi af granulationsvæv for at udelukke karcinom, foretages af øre-næse-halslægen

Billeddiagnostik

  • Billeddiagnostik er nødvendig for at kortlægge udbredelsen af infektionen i ossøse strukturer
  • CT- og MR-scanning anvendes og kan suppleres med knoglescintigrafi

Differentialdiagnoser

  • Otitis externa
  • Karcinom i øregangen 

Behandling

Behandlingsmål

  • Helbredelse af infektionen og heling af skader

Generelt om behandlingen

  • Hovedansvarlig for behandlingen er øre-næse-halsafdelingen
  • Behandlingen af nekrotiserende ekstern otitis indebærer:
    • Behandling af grundsygdom (hvis muligt)
    • Lokalbehandling med oprensning og evt. debridement af nekrotisk væv 
    • Langtidsbehandling med systemisk antibiotika
    • Kirurgi i udvalgte tilfælde

Håndtering i almen praksis

  • Behandles i speciallægepraksis og på øre-næse-halsafdeling

Råd til patienten

  • Vær tålmodig, da forløbet kan være langstrakt
  • Tag den eventuelle grundsygdom alvorligt
  • Undgå at rense øregangen med vatpinde o.lign.

Medicinsk behandling

  • Streng kontrol af diabetes er afgørende, selv om det kan være vanskeligt i den akutte fase
  • Andre grundsygdomme skal behandles

Lokalbehandling

  • Grundig oprensning, debridement og rengøring af øregangen
  • Lokal brug af antibiotika
  • Nekrotisk væv bør fjernes
  • Initialt kan det være nødvendigt at anvende antibiotika-imprægnerede mecher
  • Et antibiotikum, som virker mod Pseudomonas Aeruginosa (fx ciprofloxacin), bør bruges initialt, evt. skift efter resistensbestemmelse

Systemisk behandling

  • Eftersom infektionen involverer knogle, er hovedbehandlingen langtidsbehandling med systemisk antibiotika
  • Antibiotika, som virker mod Pseudomonas Aeruginosa 
  • Det kan være vanskeligt at verificere effekten af behandlingen. Det kan derfor være problematisk at fastslå, hvornår behandlingen kan standses
  • Behandlingen bør pågå i mindst 4 uger, men varigheden skal individualiseres baseret på symptomer og objektive fund, CRP og billeddiagnostik
  • Hyperbar oxygenbehandling kan overvejes som supplement til ovenstående

Kirurgi

  • Kan være nødvendigt for at sanere infektionen
  • Nekrose og abscesser kan behandles kirurgisk, men yderligere indgreb kan virke mod sin hensigt ved at eksponere frisk knogle for infektion

Forebyggende behandling

  • Patienter, som er disponerede for nekrotiserende ekstern otitis, bør advares mod at manipulere øregangen med instrumenter, som kan danne indgangsport for bakterier og svampe
  • Også sundhedspersonale bør være forsigtig med instrumentering i øregangen

Henvisning

  • Henvis patienter med behandlingsresistent ekstern otitis til praktiserende øre-næse-halslæge, specielt svækkede, ældre patienter og diabetespatienter
  • Henvisning ved tiltagende ubehag og smerter på trods af adækvat behandling

Opfølgning

  • Følges ved praktiserende speciallæge til fuld opheling og symptomfrihed

Sygdomsforløb, komplikationer og prognose

Sygdomsforløb

  • Mortaliteten er aktuelt under 5 %

Komplikationer

  • Spredning af infektion til tindingeben, basis cranii, intrakranielt, facialisparese

Prognose

  • Hjernenerveinvolvering (fx facialisparese) indikerer en dårlig prognose
  • Død skyldes almindeligvis intrakranielle komplikationer som sinus sigmoideus-trombose, men kan også skyldes behandlingskomplikationer som knoglemarvsdepression induceret af langtidsbehandling med antibiotika
  • Prognosen påvirkes også af grundmorbus

Baggrundsoplysninger1,2,3,4 

Definition

  • Nekrotiserende ekstern otitis er en infektion, der starter i øregangen som ekstern otitis og spreder sig til omgivende strukturer i tindingebenet og basis cranii
  • Osteitis i tindingebenet og tilgrænsende knogler i basis cranii kan være livstruende, men med korrekt, rettidig behandling er prognosen bedre
  • Tilstanden opfattes som en komplikation til ekstern otitis
  • Den forekommer først og fremmest hos ældre personer med diabetes og/eller svækket immunapparat

Forekomst

  • Nekrotiserende ekstern otitis er en sjælden komplikation til ekstern otitis
  • Incidens 5 tilfælde/1 mio pr år

Ætiologi og patogenese

  • Forudgås af ekstern otitis i længere tid
  • Osteitis i basis cranii følger undertiden efter en ekstern otitis, men tilstanden kan også være komplikation til mellemørebetændelse
  • Infektionen kan sprede sig til brusk og knogle i øregangen
    • Et af kendetegnene på spredning er fund af granulationsvæv i brusk/knogle-overgangen i øregangen
    • Involvering af strukturer ud over bløddele i øregangen forekommer kun ved nekrotiserende ekstern otitis
    • Pseudomonas aeruginosa er den hyppigste patogene bakterie. Kan også skyldes Aspergillus og andre svampe
  • Diabetes er ofte en vigtig kofaktor
    • Diabetes forårsager nedsat mikrovaskulær cirkulation, og denne tilstand kan kompliceres af pseudomonas vaskulitis
    • Diabetes medfører også svækket granulocytfunktion og højere pH i cerumen i øregangen
    • Disse faktorer, sammen med P. aeruginosa's bedre betingelser ved høj pH, svækker yderligere kroppens modstandskraft mod infektion

Disponerende faktorer

  • Langvarig ekstern otitis
  • Immunsvækkelse
    • Kan forekomme hos immunkompetente personer. Men udvikles typisk hos personer med diabetes mellitus eller en anden tilstand, som svækker immunapparatet som AIDS, malignitet eller som følge af kemoterapi

ICPC-2

ICD-10/SKS-koder

Patientinformation

Hvad findes der af skriftlig patientinformation?

Link til vejledninger

Illustrationer

Plancher eller tegninger

Kilder

Referencer

  1. Ovesen T, Buchwald C. Lærebog i øre-næse-halssygdomme og hoved-halskirurgi. København. Munksgaard. 2013.
  2. Otitis media. Vejledning. Dansk Otologisk Selskab. 2019. Vis kilde
  3. Guerrero-Espejo A, Valenciano-Moreno I, Ramírez-Llorens R, Pérez-Monteagudo P. Malignant external otitis in Spain. Acta Otorrinolaringol Esp. 2017; 68.; 23-28. Vis kilde
  4. Mahdyoun P, Pulcini C, Gahide I, Raffaelli C, Savoldelli C, Castillo L, Guevara N. Necrotizing otitis externa: a systematic review. Otol Neurotol. 2013; 34.; 620-9. Vis kilde

Fagmedarbejdere

Mikkel Holmelund

speciallæge, Øre-næse-hals klinikken Øresund, Helsingør

Dorte Bojer

alm. prakt. læge, Grenå

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerLægehåndbogen