Habilitetspolitik

Baggrund

Lægehåndbogen er et offentligt sygdomsleksikon, der ejes af Danske Regioner og de fem regioner, og er en del af den offentlige sundhedsportal sundhed.dk. Derfor gælder reglerne om habilitet, som beskrevet nedenfor, for Lægehåndbogens tilknyttede fagredaktører. 

Hvis der er risiko for, at en fagredaktør i Læge- og Patienthåndbogen ikke er uvildig i forbindelse med, at vedkommende redigerer indholdet i Læge- og Patienthåndbogen, og at indholdet derved kan blive påvirket af personens særinteresser, vil det bevirke, at vedkommende er inhabil.

Lægehåndbogen og habilitet

Det er derfor en forudsætning for Lægehåndbogens fagredaktører, at disse til enhver tid overholder Lægehåndbogens gældende regler for habilitet. Det forventes derfor,

  • at fagredaktøren opdaterer sine eventuelle tilknytning til virksomheder på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside ved ansættelsestidspunktet

  • at fagredaktøren opdaterer disse oplysninger, hvis der er aktuelle ændringer

  • at oplysningerne opdateres mindst en gang om året

Det er vigtigt, at der er åbenhed og klarhed omkring mulige interessekonflikter. Lægehåndbogen ønsker dog at understrege, at en selverklæret interessekonflikt ikke pr. automatik vil medføre, at man bliver udelukket fra at arbejde som fagredaktør for Lægehåndbogen. Der vil blive foretaget en individuel vurdering af betydningen af en evt. interessekonflikt i forhold til arbejdet som fagredaktør. Vurderingen foretages af Lægehåndbogens chefredaktør og i tvivlstilfælde af Lægehåndbogens primære redaktion ud fra følgende hovedtemaer:

  • Fagredaktøren har en særlig økonomisk interesse i artiklens emne

  • Fagredaktøren har en nærtstående relation (for eksempel familie), der har en særlig personlig eller økonomisk interesse i artiklens emne

  • Fagredaktøren har en nær tilknytning til en virksomhed, et selskab, forening eller lignende, der har en særlig interesse i artiklens emne

  • Eller der i øvrigt foreligger omstændigheder, som kan vække tvivl om fagredaktørens upartiskhed

Om selvdeklarering i Lægehåndbogen

Fagredaktørernes eventuelle tilknytninger er offentlig tilgængelige på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside , som der linkes til på Lægehåndbogen på sundhed.dk. Hvis fagredaktøren har en tilknytning til virksomheder etc., vil der være et link til disse oplysninger ud for fagredaktørens navn på listen over de tilknyttede fagredaktører.

Ved begyndelsen af hver 2,5 årig opdateringsrunde kontakter Lægehåndbogens redaktion alle fagredaktører, og beder dem om at oplyse om eventuelle nye tilknytninger eller ændringer i disse. 

Fagredaktøren bliver ved ansættelsen orienteret om kravene til selvdeklarering. Fagredaktøren skal på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside oplyse om eventuelle tidligere og nuværende interessekonflikter, herunder tilknytning til medicinal- og medicoindustrien, investeringer i disse, ansættelsesforhold etc. Dette gælder også deltagelse i kongresser arrangeret af medicinal- og medicoindustrien, rejser, arbejdsgrupper, advisory boards og lignende. Hvis en fagredaktør er i tvivl, om et forhold er af betydning, så skal vedkommende også påføre dette.

Eksempler på fagredaktørers mulige interessekonflikter

  • Ansættelse ved eller modtaget betaling for opgaver udført for en eller flere virksomheder eller institutioner indenfor de sidste 5 år, som har interesser i emnet for artiklen

  • Har patent på et eller flere produkter inden for områder, der vedrører emnet for artiklen

  • Personlige eller økonomiske interesser i virksomheder, som kan blive kontraktpart eller på anden måde indgå i et privatretligt forhold til emnet for artiklen

  • Har fået vederlag og gaver af væsentligt omfang fra et firma eller patientforening

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til denne tekst, er du velkommen til at kontakte Lægehåndbogen

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerLægehåndbogen