Sprogguide til Lægehåndbogen og Patienthåndbogen

Indledning

Som redaktør på Lægehåndbogen og Patienthåndbogen har du, ud over det rent faglige ansvar, også ansvaret for, at indholdet i de enkelte artikler er letlæseligt og forståeligt for læseren. Det betyder, at sproget i artiklerne bør overholde en række almene sproglige retningslinjer.

For at gøre det nemt for dig som redaktør, har vi samlet en sprogguide til Patienthåndbogen til begge håndbøger. Disse sproglige råd må du gerne have i baghovedet, når du redigerer artikler inden for netop dit speciale.

Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte Lægehåndbogens sekretariat, hvis du har et spørgsmål eller en kommentar til, hvordan du formidler i de to håndbøger.

Sprogguide til Patienthåndbogen

Skriv (næsten) som du taler

Skriv gerne mundtligt – og hvis du er i tvivl om din tekst er mundtlig, så prøv at læse den op for dig selv (eller din kone/kæreste/mand/barn).

Vær gavmild med forklaringer af typen: “det vil sige”, “kort sagt”, “det betyder”.

• Skriv altså gerne flere sætninger end én kompakt
• Brug meget gerne eksempler
• Undgå for mange forkortelser - og brug kun de almindelige kendte

Skriv uformelt og letforståeligt

Skriv gerne korte sætninger. Gør sætningerne enkle – sæt punktum ofte. Skriv også gerne uformelt.

Skriv konkret og direkte – sig det som det er. Undgå ”kancellisprog”, det vil sige tunge og komplicerede sætningskonstruktioner.

Del sammensatte ord op, hvis det giver mening. 

Undgå så vidt muligt at bruge fremmedord og for indviklede formuleringer. Spring de lange, snørklede sætninger med en masse indskud over. De er svære at læse på papir og helt umulige på en skærm.

Prøv så vidt muligt at få det vigtigste budskab først i sætningen. 

Undgå at bruge unødige medicinske termer og fagslang.

Brug (om muligt) i stedet danske betegnelser. Fx i stedet for at skrive ”røntgen af thorax” skriv da ”røntgen af brystkassen”.

Hvis du skal anvende et fagudtryk – så forklar det – og sæt eventuelt fagudtrykket i parentes. Fx: blodmangel (anæmi) – hvis fagudtrykket er nævnt behøver du ikke gentage det.

Tiltaleformer - brug af ”du” og ”man”

I din redigering af teksterne til borgere/patienter bør du for hver artikel overveje brugen af tiltaleform. Det vil sige., om du anvender ”du” eller ”man”. 

Fordelen ved den direkte tiltale i du-formen er, at den ofte tvinger skriftsproget over i en mere aktiv og dermed mere simpel form.

Omvendt er fordelen ved at anvende ”man”, at tiltaleformen ikke virker unødigt intim og fortrolig på læseren, eftersom ”man” bruges for at henvise til en ubestemt person som repræsentant for en gruppe eller for folk i almindelighed.

Bemærk: Det kan være et problem at anvende ”man” i den samme sætning, hvor det fx både anvendes om læger og patienter. Her bør du i stedet for ”man” skrive ”læger” og ”patienter/personen”, for at læseren ikke bliver i tvivl om, hvem der omtales.

Der er således ikke noget generelt princip om, at du skal anvende enten ”du” eller ”man” i artiklen, men snarere, at brugen af disse tiltaleformer skal passe ind i sammenhængen i den enkelte artikel.

Overvej benævnelser

Sproget udvikler sig hele tiden. Vær opmærksom på evt. stigmatisering og tag hensyn til omtalen af sygdom, køn, etnicitet, seksuel præference mv. 

Personer med diabetes eller demens foretrækker fx at blive omtalt som sådan og ikke som diabetikere og eller demente. Dette er et princip, som vi også gerne vil efterleve.

Variér sproget

En generel regel siger, at sætninger ikke må være længere end 20-25 ord og gerne kortere.

Men hvis en tekst udelukkende består af mellemlange sætninger, bliver den monoton og kedelig at læse. Derfor er det en god idé at variere længden af dine sætninger, så korte og mellemlange sætninger afløser hinanden.

Teksten får en god dynamik, hvis man veksler mellem korte og lange sætninger.

Almindelige sproglige retningslinjer

Tankestreg, bindestreg og kolon 

Bindestregen ligner tankestregen, men er kortere og uden mellemrum til de ord eller tal, den forbinder. Den bruges, som navnet antyder, til at binde ord, tal og tegn sammen, så det fremgår, at de hører tættere sammen, end hvis de var skrevet hver for sig.

Undgå verbalsubstantiver og passiver

-else eller –ing. Alle bruger dem, nogle bruger dem endda meget, de såkaldte verbalsubstantiver. Det er udsagnsord, der er lavet om til navneord.

Nogle skriver: Vi skal gennemføre en undersøgelse. Bedre at skrive: Vi skal undersøge. I stedet for at skrive: Sikre mod arvævsdannelse er det bedre at skrive: Sikre mod at man danner arvæv.

Passiver

Undgå passiver hvis det er muligt. Når du bruger aktive udsagnsord, træder både afsenderen og modtageren tydeligere frem i teksten.

Et eksempel:

• ”Lægen bør kontaktes, hvis smerterne varer ved”.

Skriv i stedet:

• ”Hvis dine smerter varer ved, bør du kontakte din læge”.

Stort eller lille efter kolon?

Kolon kan bruges i betydningen: følgende, som følger, nemlig, for eksempel, det vil sige. Står der en helsætning efter kolon, skriver du med stort efter kolon. Alt andet bør du skrive med lille begyndelsesbogstav.

Komma – men hvordan?

Brug det traditionelle grammatiske komma. Det vil sige de nyeste kommaregler fra Dansk Sprognævn. 

Punktopstillinger (bullet lister)

Stavekontrol

Der er kun ét at sige: Brug den.

En anden god idé, hvis du er i tvivl om et ord: Brug Retskrivningsordbogen på nettet eller hent som den applikation, der findes i App Store og Google Play.

Aldrig dobbeltkonfekt 

• Enten kursivering eller citationstegn – aldrig både-og (bortset fra visse ikke-dansksprogede citater)
• Enten kursivering eller versaler – aldrig både-og
• Enten kursivering eller halvfed – aldrig både-og
• Kun et enkelt udråbstegn/spørgsmålstegn e.l.

Forkortelser – overordnet

Danske forkortelser

• Brug kun almindelige danske forkortelser: ca., kr., mio., min, osv.
• Hvis der findes flere tilladte forkortelser for et udtryk, bruges som regel den mest udbredte form: fx, pr.
  I visse tilfælde bruges forkortelser med store bogstaver på trods af Retskrivningsordbogen: DNA, RNA

Særligt for Lægehåndbogen

Medicinske forkortelser

• Alle andre forkortelser end de rent sproglige skal forklares første gang, de nævnes
• Visse begreber er bedre kendt under deres forkortelser end under deres fulde navn (BMI, CT), og her anføres forkortelsen for begrebet i parentes, selv om begrebet kun bruges denne ene gang.
• Generelt bliver mest muligt skrevet helt ud: 
  
  • serum vs. S-, 
  • tuberkulose vs. TB
  • ad modum vs. a.m.
  • Observation vs. obs. 
• Lægemidler
  • Indholdsstoffer: lille initial
  • Præparatnavne: stort initial
  • Så vidt muligt kun indholdsstoffer/generiske navne. Præparatnavne slettes, bortset fra de tilfælde hvor man derved sletter meningen

Bakterie- og svampenavne

• Bakterie- og svampenavne kursiveres, hvis de er skrevet på latin 
• Slægtsnavn skrives med stort initial, og artsepitet skrives med lille initial: Escherichia coli
• Når den pågældende bakterie nævnes første gang, skrives navnet fuldt ud, men derefter forkortes slægtsnavnet: E. coli
• Bakterie- og svampenavne kursiveres ikke, hvis de er skrevet på dansk. Det vil sige, at betegnelser med endelsen - er ikke kursiveres

Udtryk med vedtaget retskrivning

• computertomografi (evt. CT) (kun CT-skanning hvis det er til patienter)
• guldstandard (ej golden standard)
• langerhansk celle (ej Langerhanssk celle)
• langerhanske øer (ej Langerhansske øer)
• ph.d. (ej Ph.D.)
• PhD på engelsk
• positronemissionstomografi (evt. PET) (kun PET-skanning, hvis det er til patienter*)
• quinoloner (ej kinoloner)
• skanning (ej scanning)
• thyroidea - gælder også afledede ord (ej thyreoidea)
• urinstiks (ej stix)
• Von, De, La i efternavne efter punktum
• øsofagus, evt. oesophagus hvis konteksten er ikkedansk (ej esophagus)
• Ved visse valgfrie staveformer har vi lagt os fast på en:
• pr. ikke per (med mindre per betegner gennem, fx per os),  
• alle sygdomme, hvor Klinisk Ordbog giver valgfrihed mellem –it og –itis til slut (artritis, bronkitis osv.) skrives med –itis til slut