Artrose, tommelfinger

Torben Bæk Hansen

speciallæge

Resumé

Diagnose

  • Meget hyppig lidelse, hvor den typiske patient er en midaldrende kvinde
  • Symptomerne er smerter ved roden af tommelfinger ved belastning og senere i hvile

Behandling

  • Behandlingen er primært aflastning i ortose, ændret belastningsmønster og evt. smertebehandling
  • Ved manglende effekt har steroid-blokade i leddet normalt god effekt
  • Når der ikke længere er effekt af konservativ behandling, foretages operation med ledresektion eller alloplastik

Henvisning

  • Hvis der er vedvarende smerter, selvom de daglige aktiviteter mindskes, og en støttebandage plus medicinsk behandling ikke har nok effekt

Diagnose

Diagnostiske kriterier

  • Smerter i tommelfingerens rodled ofte trækkende distalt mod grundleddet
  • Efterhånden kommer hvilesmerter, indskrænket bevægelighed og svaghedsfornemmelse
  • Der er palpationsømhed omkring rodleddet
  • Diagnosen bekræftes ved røntgen

Sygehistorie

  • Åbning af skruelåg eller vridning af klud er klassiske smerteudløsende aktiviteter
  • Der kommer også smerter, når patienten skal dreje en nøgle i en dør eller åbne en dør
  • Ofte er smerterne værre, når hånden er i ro efter arbejde. Triadesmerter - smerter ved igangsættelse, herefter lindring, atter smerter efter noget tid
  • Patienten klager over, at det er blevet svært at holde på noget med tommel-pegefingergreb
  • Der er smerter, stivhedsfornemmelse og nedsat kraft i tommelfingerens rodled med nedsat arbejdsfunktion
  • Typisk varierende symptomer men med langsom forværring
  • Betydelig artrose kan give konstante smerter

Kliniske fund

  • Ved undersøgelse findes ofte hævelse og ømhed over leddet
  • Ekstension og samtidig adduktion af tommelfingeren giver smerter. Bevægeligheden er moderat nedsat (kapsulært mønster)
  • Ved tiltagende ledforandringer ses dorsal subluksationstendens i rodleddet, og der kan komme svanehalsdeformitet med hyperekstension i grundled og let fleksion i yderled (Kaldes "Z-finger" konfiguration)
  • Udvikling af knogleprominens over leddet
  • Krepitation ved bevægelse i leddet

Supplerende undersøgelser i almen praksis

  • Ingen relevante

Andre undersøgelser hos specialist

  • Diagnosen kan bekræftes med røntgenundersøgelse (Bett´s projektion)
  • Røntgenundersøgelse foregår uden belastning, og hvis leddet er spændt ud på grund af væskeansamling, vil der ikke være afsmalnet ledspalte trods manglende brusk. Ved normal røntgenundersøgelse men overbevisende symptomer kan artroskopi derfor være nødvendig for at bekræfte diagnosen

Differentialdiagnoser

  • Traumatisk synovit     
    • Resultat af traume eller overbelastning
    • Symptombilledet er som ved artrose, men røntgen viser normale forhold
    • Den medicinske behandling er som ved artrose

Behandling

Behandlingsmål

  • Symptomlindring

Generelt om behandlingen

  • Analgetika eller NSAID, immobilisering med skinne og ergoterapi kan give god smertelindring i en periode1,2
  • Bandage der støtter leddet kan have god effekt. I begyndelsen bør den kun anvendes om natten samt i forbindelse med belastende, gentagne aktiviteter

Håndtering i almen praksis

  • Symptomatisk behandling med analgetika, immobiliserende ortose og evt. ændret arbejdsergonomi bør forsøges før henvisning til ortopædkirurg

Råd til patienten

  • Patienten bør undgå smertefulde aktiviteter og om muligt skifte til et arbejde med mindre belastning af tommelfingeren

Medicinsk behandling

  • Svage analgetika anbefales som førstevalg i perioder med smerter
  • NSAID
    • Systemisk behandling kan være nyttige tillæg i perioder med mange smerter
    • Lokaltvirkende NSAID har kortvarig effekt, men effekten forsvinder efter ca. fire ugers sammenhængende behandling3
    • Steroidinjektion eller injektion af hyaluronsyre kan have god effekt i måneder, hvis artrosen ikke er for udtalt1
      • Fx methylprednisolon inj. 40 mg/ml
        • Ledlinjen palperes dorsalt mellem metacarpal- og carpalbenet, og der injiceres 0,25 ml (10 mg) intraartikulært 

    Se mere i video om steroidblokade: 

    Anden behandling

    • Operationer4:
      1. Stivgøring af leddet. Anvendes især til yngre patienter, der har brug for et kraftigt greb, også selv om det er på bekostning af nedsat bevægelighed
      2. Fjernelse af håndrodsknogle (os trapezium) eventuelt kombineret med udfyldning af tomrummet med et stykke sene (interpositionsartroplastik). Operationen har været brugt i mange år, og har god effekt på smerterne. Patienterne må dog forvente et lidt langsomt rehabiliteringsforløb, og det blivende resultat ses først efter 6-12 måneder
      3. Indsættelse af kunstigt led af metal og plastik. Denne operation giver hurtigere rehabilitering end trapeziumresektion og ofte en bedre kraft. Der har tidligere været problemer med holdbarheden af leddet specielt hos yngre med kraftbetonet arbejde eller fritidsaktiviteter. Nyere undersøgelser har dog vist betydelig bedre holdbarhed af de nyere proteser, så det nu er en god behandling til yngre aktive patienter5
    • Arbejdsaktive med manuelt arbejde kan have behov for sygemelding under behandling. I udtalte tilfælde kan det også være aktuelt med rehabilitering

    Se mere i video om operation: 

    Kirurgi

    • Se ovenfor

    Forebyggende behandling

    • Ingen kendte. Der er således ikke vist nogen oplagt sammenhæng mellem udviklingen af slidgigt og belastning af tommelen i forskellige arbejdsfunktioner

    Henvisning

    • Hvis der er vedvarende smerter, selvom de daglige aktiviteter mindskes. Hvis en støttebandage ikke hjælper, og medikamentel behandling ikke har effekt nok

    Sygdomsforløb, komplikationer og prognose

    Sygdomsforløb

    • Tilstanden forværres som regel langsomt

    Komplikationer

    • Ingen ud over tiltagende fejlstilling og dårlig funktion af fingeren ved tiltagende ledforandringer

    Prognose

    • Operation giver god smertelindring og god funktion hos 80-85 % af patienterne ved interpositionsartroplastik, men med relativt lang rehabilitering
    • Ved protese er rehabiliteringsperioden kortere med sygemelding 6-12 uger afhængig af, om patienten har arbejde, der belaster håndled

    Baggrundsoplysninger

    Definition

    • Slidgigt i tommelfingerens rodled
    • Er 2-6 gange hyppigere hos kvinder end hos mænd og forekommer i nogle materialer hos 25 % af kvinder efter menopausen6. Artrose kan også findes hos yngre efter skader specielt fraktur i basis af 1. metacarp (Bennet fraktur)

    Forekomst

    • Hyppig lidelse, der ses med stigende hyppighed ved stigende alder, således at langt de fleste kvinder ældre en 80 år har en eller flere tegn på slidgigt i leddet. Heldigvis er der ikke en direkte sammenhæng mellem forandringer på røntgen og de kliniske symptomer

    Ætiologi og patogenese

    • Er som ved anden slidgigt ukendt

    Disponerende faktorer

    • Tidligere skade, belastning i længere tid
    • Rodleddet er designet til at give tommelfingeren stor bevægelighed. Det er bl.a. i rodleddet bevægelsen foregår, når tommelfingeren skal føres ind mod håndfladen

    ICPC-2

    ICD-10/SKS-koder

    Patientinformation

    Link til patientinformation

    Træningsfilm for hånd og fingre 

      Link til vejledninger

      • Ingen relevante links

        Video

        Kilder

        Referencer

        1. Spaans AJ, van Minnen LP, Kon M, Schuurman AH, Schreuders AR, Vermeulen GM. Conservative treatment of thumb base osteoarthritis: a systematic review. J Hand Surg Am. 2015; 40.; 16-21.e1-6. Vis kilde
        2. Bertozzi L, Valdes K, Vanti C, Negrini S, Pillastrini P, Villafañe JH. Investigation of the effect of conservative interventions in thumb carpometacarpal osteoarthritis: systematic review and meta-analysis. Disabil Rehabil. 2015; 37.; 2025-43. Vis kilde
        3. Lin J, Zhang W, Jones A, Doherty M. Efficacy of topical non-steroidal anti-inflammatory drugs in the treatment of osteoarthritis: meta-analysis of randomised controlled trials. BMJ. 2004; 329.; 324-6. Vis kilde
        4. Vermeulen GM, Slijper H, Feitz R, Hovius SE, Moojen TM, Selles RW. Surgical management of primary thumb carpometacarpal osteoarthritis: a systematic review. J Hand Surg Am. 2011; 36.; 157-69. Vis kilde
        5. Bæk Hansen T. Joint replacement for trapeziometacarpal osteoarthritis: implants and outcomes. J Hand Surg Eur Vol. 2021; 46.; 115-119. Vis kilde
        6. Becker SJ, Briet JP, Hageman MG, Ring D. Death, taxes, and trapeziometacarpal arthrosis. Clin Orthop Relat Res. 2013; 471.; 3738-44. Vis kilde

        Fagmedarbejdere

        Torben Bæk Hansen

        prof., ph.d., overlæge, Ortopædkirurgisk afdeling, Hospitalsenheden Vest, Holstebro

        Jette Kolding Kristensen

        praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

        Har du en kommentar til artiklen?

        Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

        Indhold leveret af

        Lægehåndbogen

        Lægehåndbogen

        Kristianiagade 12

        2100 København Ø

        DisclaimerLægehåndbogen