Diagnose
- Slidgigt i storetåens grundled med smerter, ømhed ved bevægelse og nedsat dorsalfleksion
Sygehistorie
- Smerter i storetåens grundled ved afsæt, især ved brug af almindelige sko
- Gradvis udvikling af smerterne over år
- Ofte er der stivhed og vanskelighed ved at finde passende fodtøj
Kliniske fund
- Bevægeligheden i storetåens grundled er nedsat, især dorsalfleksion
- Der kan palperes ømhed og hård knoglenydannelse dorsalt på ledhovedet (osteofytter)
- Storetåen er bevægeøm, især i yderstillinger og især ved bevægelse og samtidigt aksialt tryk over leddet
- Ofte ses ændret gangmønster og belastningsømhed plantart
- I fremskredne tilfælde kan storetåen være næsten ubevægelig (rigid)
Supplerende undersøgelser i almen praksis
- Klinisk undersøgelse inklusive vurdering af pulsforhold
- Afklar om patienten ønsker kirurgisk behandling, og om der er blodforsyning nok til foden
Røntgen
- Altid stående (vægtbelastet) røntgenoptagelse i 2 planer af begge fødder (AP-optagelse samt lateraloptagelse af foden) forud for planlægning af forfodskirurgi
- Røntgenoptagelserne afdækker tilstande som har betydning for behandlingen som artritforandringer, slidgigtsforandringer eller skeletstrukturforandringer (fx metatarsus adductus og metatarsernes relative længder og placering)
- I forhold til storetåen bidrager røntgenoptagelserne til en bedømmelse af graden af slidgigt. Der ses osteofytter, ledspalteindsnævring, subkondral sklerose og evt. cyster i metatarsalhovedet. Gradinddeling kan ske efter Coughlin & Shurnas (grad 0–4)
Behandling
Konservativ behandling
Patienten bør informeres om ikke-kirurgiske muligheder:
- Rummeligt fodtøj med stiv sål eller gængesål/rullesål for at reducere smerter ved afsæt
- Indlægssåler kan i nogle tilfælde afhjælpe smerter på fodsålen eller trædepudesmerter
- Smertestillende håndkøbsmedicin
- Aktivitetstilpasning
Omkring halvdelen af patienterne får lindring ved konservativ behandling.
Kirurgisk behandling
- Kirurgisk behandling overvejes ved vedvarende smerter trods konservativ behandling
- Valg af operation afhænger af slidgigtens sværhedsgrad, patientens aktivitetsniveau og forventninger
Cheilektomi
- Ved tidlige stadier (grad 1–2) kan dorsal osteofyt fjernes og 30 % af den dorsale del af metatarsalhovedet reseceres
- Formålet er at øge bevægeligheden og mindske smerter ved afsæt
- Resultaterne er gode med op til 90 % tilfredshed
Moberg-osteotomi
- En dorsal kile-osteotomi af phalanx proximalis kan øge effektiv dorsalfleksion
- Anvendes lejlighedsvis sammen med cheilektomi hos yngre og aktive patienter
Artrodese
- Ved svær artrose (grad 3–4) anbefales stivgørende operation (artrodese) i storetåens grundled
- Artrodesen giver stabilitet og væsentlig smertelindring ved afsæt, men ophæver bevægelsen i leddet
- Ledstillingen sættes i ca. 10–15° dorsalfleksion og 10° valgus
- Knoglesammenheling opnås i 90-95 % af tilfældene
Andre muligheder
- Ved udvalgte patienter kan der anvendes alternative ledbevarende procedurer
- Alloplastik kan bevare en vis bevægelighed og viser gode korttidsresultater, men giver generelt mindre smertelindring end artrodese, og kan vanskeliggøre senere stivgøring
- Osteotomier kan aflaste leddet ved milde grader, men resultaterne er varierende
- Resektionsartroplastik (Keller) kan anvendes i udvalgte tilfælde, men indebærer risiko for metatarsalgi og deformitet
Komplikationer til kirurgisk behandling
- Ved alle kirurgiske indgreb er der risiko for infektion, manglende vævsheling og arvævsdannelse som kan påvirke både ledbevægelighed, seneglidning og følesans. Der er oftest risiko for skade på strukturer i nærheden af operationsområdet, typisk nerver og kar
- En kendt komplikation til operative indgreb på især hænder og fødder er kroniske smertetilstande under samlebetegnelsen CRPS (Chronic Regional Pain Syndrome), tidligere kaldet refleksdystrofi
- Ved ledbevarende operationer og knogleflytningsoperationer (osteotomi) på storetåen er der risiko for manglende heling af osteotomien (pseudartrose), vævsdød af knoglehovedet (caputnekrose), og forskydninger i de øvrige plan (elevation eller forkortning), oftest medførende belastningssmerter midt på den forreste trædepude (transmetatarsalgi). Der er risiko for gener fra skruen eller stiften som er brugt til at stabilisere osteotomien, og risiko for genvækst af knoglenydannelse (osteofytter)
- Ved stivgørende operation i storetåens grundled er der risiko for manglende knogleheling af artrodesen (non-union)
- Risikoen for komplikationer øges ved sukkersyge, rygning og dårlig blodforsyning i foden. For at reducere risikoen for blødning og infektion anbefales ofte at det opererede ben holdes i ro og hævet op over hjertehøjde i dagene efter operationen
Efterbehandling
- Den umiddelbare efterbehandling efter operation for storetåknyst er ro og elevation af det opererede ben
- Ved stivgørende operation i storetåens grundled vil forfoden typisk aflastes i ca. 8 uger i en stiv støvlebandage eller hælsko som anlægges lige efter operationen. Ved ledbevarende operationer og knogleflytningsoperationer (osteotomi) på storetåen er immobiliseringsperioden kortere
- Formålet med forbindingen og den stive skobandage er, at beskytte fod og tæer mod bevægelse og udefra kommende påvirkninger
- Foden kan oftest bære vægt på hælen i forbindelse med forflytninger uden at det truer knoglesamlingerne i forfoden
- Formålet med ro og elevation er at undgå blødning og hævelse
- Genoptræning kan påbegyndes når knoglesamlinger og bløddele er i sikker heling, typisk 4-8 uger efter indgrebet
- Genoptræningen er afgørende for et godt resultat, men er samtidig meget enkel:
- Gangtræningen består i at gå på foden med støtte indenfor smertegrænsen
- Bevægeøvelserne i tæerne består i at bøje dem op og ned
- Ødemprofylakse består i at holde foden opad og i ro når den ikke er i brug
- I langt de fleste tilfælde vil det være tilstrækkeligt, at kirurgen informerer patienten om dette
ICPC-2
ICD-10/SKS-koder
Patientinformation
Hvad findes der af skriftlig information
