Ved hallux valgus er storetåen skæv i grundleddet og drejer mod 2. tå
Skævheden giver en trykøm knyst på medialsiden af storetåens grundled
Stående røntgen af begge forfødder bekræfter diagnosen
Behandling
Rummeligt fodtøj som ikke giver trykgener
Kirurgi med knogleflytningsoperation (osteotomi) ved manglende effekt af konservativ behandling
Henvisning
Ved manglende effekt af konservativ behandling
Hvis patienten er egnet til kirurgi. Dvs. tilstrækkelig blodforsyning til foden og ønske om kirurgisk behandling
Diagnose
Diagnostiske kriterier
Skævstilling (valgusstilling) af 1. tå og trykømhed på knysten medialt for grundleddet
Sygehistorie
Smerter på knysten medialt for grundleddet som følge af tryk fra skoene
Ofte fortæller patienten, at det er vanskeligt at finde sko som passer til foden
Kliniske fund
Hallux valgus
Storetåen er skæv i grundleddet og drejer mod 2. tå
Samtidigt er det 1. mellemfodsben ofte skævt i rodleddet og har en øget drejning væk fra 2. tå
Skævvinklingen giver en bredere for fod og en prominens på indersiden af grundleddet
Prominensen (knysten) kan blive et trykpunkt mod skoene
I svære tilfælde ses:
1. og 2. tå krydser
Fodens forreste tværbue er udslættet med belastningsømhed midt på den forreste trædepude (transfer metatarsalgi)
Storetåens fejlstilling kan ikke rettes ud (rigid deformitet)
Bevægeligheden i storetåens grundled er nedsat og bevægelse medfører ømhed (hallux rigidus)
Supplerende undersøgelser i almen praksis
Klinisk undersøgelse inklusive vurdering af pulsforhold
Afklaring om patienten overhovedet er interesseret i kirurgisk behandling
Røntgen
Altid stående (vægtbelastet) røntgenoptagelse i 2 planer af begge fødder (AP-optagelse samt lateraloptagelse af foden) forud for planlægning af forfodskirurgi
Røntgenoptagelserne afdækker tilstande, som har betydning for behandlingen, som artritforandringer, slidgigtsforandringer eller skeletstrukturforandringer (fx metatarsus adductus og metatarsernes relative længder og placering)
I forhold til storetåen bidrager røntgenoptagelserne til en bedømmelse af fejlstillingens sværhedsgrad ved at standardiserede vinkler i forfoden kan udmåles (Hallux Valgus-vinkel (HVA), Intermetatarsal-vinkel (IMA), Distal Metatarsal Articular Angle (DMAA))
Behandling
Konservativ behandling
I første omgang bør patienten rådgives omkring ikke-kirurgiske tiltag:
Tilstrækkeligt rummeligt fodtøj som ikke giver tryk mod knysten. Bløde lædersko kan eventuelt udblokkes svarende til trykpunktet hos en skomager eller bandagist
Tåspredere kan i nogle tilfælde afhjælpe knystsmerterne
Indlægssåler kan i nogle tilfælde afhjælpe smerter på fodsålen eller trædepudesmerter
Kirurgisk behandling
Kirurgisk behandling kan tilbydes patienter med symptomgivende storetåknyst, hvor de ikke-kirurgiske tiltag ikke har givet tilstrækkelig lindring for tryksmerterne
Kirurgisk behandling bør ikke tilbydes til patienter med dårlig blodcirkulation i foden
Der er beskrevet mange kirurgiske procedurer for at behandle storetåknyste. Det endelige metodevalg afhænger sædvanligvis af deformitetens sværhedsgrad og kirurgens foretrukne metoder. Målet med den kirurgiske behandling er at korrigere fejlstillingerne for at lindre tryksmerterne og samtidigt bevare mest mulig funktion og bevægelighed i storetåen
Fælles for de fleste operationsmetoder for storetåknyst er, at knogler saves over og sættes sammen igen (osteotomi) så skævheden rettes op, ofte i kombination med stramning eller løsning af bløddele. Hvis storetåens fejlstilling kan ikke rettes ud, eller der også er ømhed og nedsat bevægelighed i selve grundleddet, kan en stivgørende operation i storetåens grundled overvejes som alternativ til en ledbevarende operation
Hallux valgus hos børn behandles oftest konservativt. Styret knoglevækst (epifysiodese) er en mulighed, som er under udvikling. Kirurgi kommer dog normalt først på tale, når epifyselinjerne er lukkede
Forventninger til den kirurgiske behandling for storetåknyst
Overordnet giver kirurgisk behandling af storetåknyste et tilfredsstillende resultat for langt de fleste med lindring af tryksmerterne på knysten. Slutresultatet kan sædvanligvis vurderes allerede ½ år efter kirurgien. Her er tilfredshedsgraden omkring 90 %
Komplikationer til den kirurgiske behandling for storetåknyst
Ved alle kirurgiske indgreb er der risiko for infektion, manglende vævsheling og arvævsdannelse, som kan påvirke både ledbevægelighed, seneglidning og følesans. Der er oftest risiko for skade på strukturer i nærheden af operationsområdet, typisk nerver og kar
En kendt komplikation til operative indgreb på især hænder og fødder er kroniske smertetilstande under samlebetegnelsen CRPS (Chronic Regional Pain Syndrome), tidligere kaldet refleksdystrofi
Ved knogleflytningsoperationer (osteotomi) på storetåen er der risiko for manglende heling af osteotomien (pseudartrose), vævsdød af knoglehovedet (caputnekrose), og forskydninger i de øvrige plan (elevation eller forkortning), oftest medførende belastningssmerter midt på den forreste trædepude (transmetatarsalgi). Der er risiko for gener fra skruen eller stiften, som er brugt til at stabilisere osteotomien. Endelig er der risiko for underkorrektion medførende gendannelse af fejlstillingen (recidiv) eller overkorrektion medførende indaddrejet storetå (Hallux Varus)
Ved bløddelsløsning på grundleddets yderside (Lateral Release) er der risiko for overkorrektion medførende indaddrejet storetå (Hallux Varus)
Risikoen for komplikationer øges ved sukkersyge, rygning og dårlig blodforsyning i foden. For at reducere risikoen for blødning og infektion anbefales ofte, at det opererede ben holdes i ro og hævet op over hjertehøjde i dagene efter operationen
Efterbehandling til den kirurgiske behandling for storetåknyst
Den umiddelbare efterbehandling efter operation for storetåknyst er ro og elevation af det opererede ben
Forfoden vil typisk aflastes i ca. 4-6 uger i en stiv støvlebandage eller hælsko, som anlægges lige efter operationen
Formålet med forbindingen og den stive skobandage er at beskytte fod og tæer mod bevægelse og udefra kommende påvirkninger
Foden kan oftest bære vægt på hælen i forbindelse med forflytninger uden at det truer knoglesamlingerne i forfoden
Formålet med ro og elevation er at undgå blødning og hævelse
Genoptræning kan påbegyndes, når knoglesamlinger og bløddele er i sikker heling, typisk 4-6 uger efter indgrebet
Genoptræningen er afgørende for et godt resultat, men er samtidig meget enkel:
Gangtræningen består i at gå på foden med støtte indenfor smertegrænsen
Bevægeøvelserne i tæerne består i at bøje dem op og ned
Ødemprofylakse består i at holde foden opad og i ro, når den ikke er i brug
I langt de fleste tilfælde vil det være tilstrækkeligt, at kirurgen informerer patienten om dette
ICPC-2
ICD-10/SKS-koder
Patientinformation
Hvad du bør informere patienten om
Lang rekonvalescenstid efter operation, ofte op til 6 måneder
Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.