Hammertå

Diagnose

Diagnostiske kriterier

• Tådeformitet med overstrækning i grundleddet og bøjning i mellem- og/eller yderled

Sygehistorie

• Smerter som følge af tryk fra skoene, typisk på oversiden af mellemleddet eller på tåspidsen
• Ofte fortæller patienten, at det er vanskeligt at finde sko, som passer til foden
• En del patienter med hammertæer har også belastningssmerter på den forreste trædepude

Kliniske fund

• Tådeformitet med overstrækning i grundleddet og bøjning i mellem- og/eller yderled
• En klassisk hammertå er bøjet i mellemleddet og strakt i yderleddet
• En klotå er bøjet både i mellemleddet og i yderleddet
• En kølletå er strakt i mellemleddet og bøjet i yderleddet
• Der skelnes mellem en fleksibel deformitet (hvor tåen kan udrettes i leddene) og en rigid deformitet (hvor leddene ikke kan rettes helt ud)
• Der kan være hårdhudsdannelse eller sår på de trykudsatte steder
• Ofte ses affladning af fodens forreste tværbue (forfodsnedfald) med hårdhudsdannelse og trykømhed den forreste trædepude

Supplerende undersøgelser i almen praksis

• Klinisk undersøgelse inkl. pulsforhold på foden
• Afklaring om patienten overhovedet er interesseret i kirurgisk behandling

Røntgen

• Altid stående (vægtbelastet) røntgenoptagelse i 2 planer af begge fødder (AP-optagelse samt lateraloptagelse af foden) forud for planlægning af forfodskirurgi
• Røntgenoptagelserne afdækker tilstande, som har betydning for behandlingen som artritforandringer, slidgigtsforandringer eller skeletstrukturforandringer (fx metatarsus adductus og metatarsernes relative længder og placering)
• I forhold til hammertåen bidrager røntgenoptagelserne til en bedømmelse af fejlstillingens sværhedsgrad og belyser akseforhold og kongruens i hammertåens grundled

Differentialdiagnoser

• Klotå, hvor yderleddet også står i flektionskontraktur

Behandling

Konservativ behandling

• Tilstrækkeligt rummeligt fodtøj som ikke giver tryk mod de trykudsatte dele af tåen. Bløde lædersko kan eventuelt udblokkes svarende til trykpunktet hos en skomager eller bandagist
• Ringpuder kan i nogle tilfælde aflaste trykpunkterne
• Indlægssåler kan i nogle tilfælde afhjælpe smerter på fodsålen eller trædepudesmerter

Kirurgisk behandling

• Kirurgisk behandling kan tilbydes patienter med symptomgivende hammertå, hvor de ikke-kirurgiske tiltag ikke har givet tilstrækkelig lindring for tryksmerterne
• Kirurgisk behandling bør ikke tilbydes til patienter med dårlig blodcirkulation i foden
• Der er beskrevet mange kirurgiske procedurer for at behandle hammertå. Det endelige metodevalg afhænger sædvanligvis af deformitetens sværhedsgrad, hvorvidt deformiteten er fleksibel eller rigid, og kirurgens foretrukne metoder
• Målet med den kirurgiske behandling er at korrigere fejlstillingerne for at lindre tryksmerterne og samtidigt bevare mest mulig funktion og bevægelighed i tåen
• Visse fleksible hammertådeformiteter kan behandles med bløddelsprocedurer som flytning, forlængelse eller overskæring af tåens sener
• Rigide hammertådeformiterer behandles oftest med stivgøring af mellem- og/eller yderled i kombination med ovenstående bløddelsprocedurer og eventuelt knogleflytningsoperation på tåens mellemfodsben
• I nogle tilfælde kan tåamputation være den bedste løsning

Forventninger til den kirurgiske behandling for hammertå

• Overordnet giver kirurgisk behandling af hammertå et tilfredsstillende resultat for langt de fleste med lindring af tryksmerterne
• Slutresultatet kan sædvanligvis vurderes allerede ½ år efter kirurgien. Her er tilfredshedsgraden omkring 80 %

Komplikationer til den kirurgiske behandling for hammertå

• Ved alle kirurgiske indgreb er der risiko for infektion, manglende vævsheling og arvævsdannelse som kan påvirke både ledbevægelighed, seneglidning og følesans
• Der er oftest risiko for skade på strukturer i nærheden af operationsområdet, typisk nerver og kar
• En kendt komplikation til operative indgreb på især hænder og fødder er kroniske smertetilstande under samlebetegnelsen CRPS (Chronic Regional Pain Syndrome), tidligere kaldet refleksdystrofi
• Ved stivgøringsoperationer (artrodese) i tæernes mellemled og yderled er der risiko for manglende heling (pseudartrose), og gendannelse af fejlstilling
• Risikoen for komplikationer øges ved sukkersyge, rygning og dårlig blodforsyning i foden
• For at reducere risikoen for blødning og infektion anbefales ofte at det opererede ben holdes i ro og hævet op over hjertehøjde i dagene efter operationen

Efterbehandling til den kirurgiske behandling for hammertå

• Den umiddelbare efterbehandling efter operation for hammertå er ro og elevation af det opererede ben
• Forfoden vil typisk aflastes i ca. 3-6 uger i en stiv støvlebandage eller hælsko, som anlægges lige efter operationen
• Formålet med forbindingen og den stive bandage er at beskytte fod og tæer mod bevægelse og udefra kommende påvirkninger
• Foden kan oftest bære vægt på hælen i forbindelse med forflytninger uden at det truer knoglesamlingerne i forfoden
• Formålet med ro og elevation er at undgå blødning og hævelse
• Hvis der er anvendt en metalstift til at midlertidigt stabilisere tåens stilling fjernes denne oftest efter 4-6 uger
• Genoptræning kan påbegyndes, når knoglesamlinger og bløddele er i sikker heling, typisk 4-6 uger efter indgrebet
• Genoptræningen er afgørende for et godt resultat, men er samtidig meget enkel
  • Bevægeøvelserne i tæerne består i at bøje dem op og ned
  • Gangtræningen består i at gå på foden med støtte inden for smertegrænsen
  • Ødemprofylakse består i at holde foden opad og i ro, når den ikke er i brug
• I langt de fleste tilfælde vil det være tilstrækkeligt, at kirurgen informerer patienten om dette

Baggrundsoplysninger

Ætiologi og patogenese

• Årsagerne til forfodsdeformiteter – herunder hammertæer – er ikke fuldt forstået. Nogle deformiteter kan være medfødte eller skyldes skeletale forhold som fx længdeforskelle på mellemfodsbenene. Andre kan være følger efter traume
• Oftest udvikler deformiteterne sig gradvist og skyldes en ubalance dels mellem fodens korte og lange muskulatur og dels mellem tæernes strækkemuskler og bøjemuskler. Muskelbalancen kan være almindelig aldersbetinget eller på grund af anden sygdom som fx sukkersyge eller leddegigt
• Sukkersygepatienter får ofte forfodsdeformiteter. Den nervebetændelse (diabetisk neuropati), som ofte kommer som senfølge til sukkersyge, påvirker muskelfunktionen i foden og giver en ubalance, som forårsager deformiteter som hammertådannelse. Samtidigt svækkes følesansen og ofte også blodforsyningen til foden som følge af sukkersygen. Siden sukkersygepatienter hyppigere ikke kan mærke tryk fra skoene, får de oftere sår på trykpunkterne. Siden sukkersygepatienter hyppigere har en svækket blodforsyning i tæerne, heler tryksårene ofte langsomt og med hyppige infektionskomplikationer
• Leddegigtspatienter er særligt udsatte for forfodsdeformiteter. Grundsygdommen medfører en svækkelse af ledkapsler og bindevæv omkring leddene. Dette giver ubalance mellem fodens korte og lange muskulatur, med aksedeformiteter og ledskred til følge

ICPC-2

ICD-10/SKS-koder

Patientinformation

Hvad findes der af skriftlig patientinformation

• Information om hammertæer

Link til vejledninger

• Forløbsbeskrivelser og regionale pakkeforløb
   

Illustrationer

Plancher eller tegninger

• Hammertå, tegning