Cookies

Sundhed.dk bruger cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse - også ved Nemlogin. Du accepterer brugen af cookies, hvis du klikker ’OK’ eller hvis du klikker videre rundt på sundhed.dk.
Læs mere om cookies

Mani og bipolar lidelse

Tip en ven

Sidst fagligt opdateret: 15.02.2012

Basisoplysninger

Definition

  • Mani er en tilstand med sygelig forhøjet stemningsleje og forøget energi med hyperaktivitet, taletrang og nedsat søvnbehov
  • Har patienten kun haft en enkelt episode kodes manisk episode
  • Hypomani betegner mildere symptomer, som ikke medfører sociale problemer som f.eks. ophør af arbejdsevne
  • Ved to eller flere episoder med mani, hypomani eller depression, hvor mindst en af episoderne er en mani/hypomani, kodes tilstanden som bipolar lidelse, som tidligere blev kaldt manio-depressiv lidelse 1
  • Bipolar type I
    • Bipolar lidelse, hvor patienten mindst en gang i livet har haft en manisk episode
    • Flertallet af patienter vil have flere og længere perioder med depression end med mani i løbet af livet
  • Bipolar type II
    • Bipolar lidelse, hvor patienten har depressioner og hypomanier, men aldrig har haft en manisk episode
    • Det er depressionerne, som giver funktionsindskrænkning
    • Hvis patienten får en manisk episode, ændres kodningen til bipolar lidelse type I

I ICD-10 inkluderer diagnosen bipolar lidelse både type I og type II (uden skelnen), mens det amerikanske diagnosesystem DSM-IV skelner mellem de to diagnoser.

Forekomst

  • Livstidsprævalens er ca. 1 % for bipolar lidelse type I 2
  • Mænd og kvinder har ens risiko
  • Alder ved første episode ligger ofte mellem 19-29 år
  • Det skønnes at 3-4% af befolkningen lider af bipolar lidelse type II (i Danmark ca. 140.000 mennesker). Diagnosen overses oftest, og det skønnes at "kun" ca. 10.000 har fået stillet diagnosen.

Ætiologi og patogenese

  • Betydelig genetisk komponent2
    • Slægtninge til en person med bipolar lidelse har en livstidsrisiko på
      • 40-70 % blandt monozygote tvillinger
      • 5-10 % blandt førstegradsslægtninge
  • En episode kan udløses af ydre stress
  • Reduceret søvn, uregelmæssig livsførelse og brug af rusmidler kan udløse en ny episode hos disponerede individer
  • Fødsel er en risikofaktor for udvikling af mani hos disponerede individer
  • Nogle individer frembyder sæsonvariation med udvikling af nye episoder på samme årstid
  • Mani kan udløses i forbindelse med behandling af depression med antidepressiva
  • Flere centralstimulerende midler, som ecstasy, amfetamin og LSD, kan udløse maniske tilstande (sekundær mani) 3
  • Kranietraumer og encefalitis kan give maniske tilstande
  • Der er øget komorbiditet mellem bipolar lidelse og epilepsi

Disponerende faktorer

  • Bipolar lidelse har en betydelig genetisk disposition
  • Fars alder
    • Både høj alder (>55 år) og ung alder (<20 år) hos far øger risikoen for bipolar lidelse som opstår i ung alder 4

ICPC-2

ICD-10

  • F30 Manisk enkeltepisode
  • F300 Hypoman enkeltepisode
  • F301 Manisk enkeltepisode uden psykotiske symptomer
  • F302 Manisk enkeltepisode m psykotiske symptomer
  • F308 Manisk enkeltepisode af anden type
  • F309 Manisk enkeltepisode UNS
  • F31 Bipolær affektiv sindslidelse
  • F310 Bipolær affektiv sindslidelse i hypoman episode
  • F311 Bip. aff. sindslid i manisk episode u psykot. sympt.
  • F312 Bip. aff. sindslid i manisk episode m psykot. sympt.
  • F313 Bip. aff. sindslid i lettere el moderat depress. episode
  • F314 Bip. aff. sindslid i svær depress. episode u psykot. sympt.
  • F315 Bip. aff. sindslid i svær depress. episode m psykot. sympt.
  • F316 Bip. aff. sindslid i episode m blandingstilstand
  • F317 Bipolær affektiv sindslidelse i remission
  • F318 Anden form for bipolær affektiv sindslidelse
  • F319 Bipolær affektiv sindslidelse UNS

Diagnose

Diagnostiske kriterier

Manisk episode

  • Stemningslejet er forhøjet eller irritabelt/vredagtigt således, at det ikke harmonerer med patientens situation
  • Varighed mindst en uge eller indlæggelse nødvendig
  • Mindst tre af følgende:
    • Hyperaktivitet, rastløshed, uro
    • Talepres
    • Tankeflugt
    • Hæmningsløs adfærd
    • Nedsat søvnbehov
    • Øget selvfølelse, grandiositet
    • Distraktibilitet eller usamlethed
    • Hensynsløs, uansvarlig adfærd
    • Øget sex-drift
  • Hypomani
    • Er en lettere mani
  • Bipolar lidelse
    • Ved to eller flere episoder med mani, hypomani eller depression, hvor mindst en af episoderne er en mani/hypomani, kodes tilstanden som bipolar lidelse (tidligere manio-depressiv lidelse)

Differentialdiagnoser

Sygehistorie

  • Typiske symptomer ved mani er ukritisk og uansvarlig adfærd, svær uro, tankeflugt, nedsat søvnbehov, øget seksualdrift og aktivitet præget af, at patienten føler, at han kan alt, ved alt og klarer alt
  • Diagnosen stilles ved samtale med patienten
  • Ved mistanke bør man prøve at supplere med oplysninger fra pårørende eller andre bekendte
  • Vær opmærksom på om patienten blamerer sig, foretager uovervejede økonomiske dispositioner eller lignende
  • Spørg om rusmiddelmisbrug eller medikamentel behandling
  • Ydre stress kan nogle gange gå forud for en episode
  • Se efter tegn på bagvedliggende somatisk lidelse
  • Episoden kan udvikles hurtigt, men kan også komme gradvis over tid
  • Kortlæg tidligere episoder med mani eller depression, forløb og effekt af behandling
  • Spørg efter tidligere hovedskader og tidligere eller aktuelle centralnerve sygdomme som epilepsi, apopleksi mv.
  • Ved behandling af depression, som man antager er led i unipolar lidelse, er det vigtigt at spørge efter anamnestiske oplysninger om tidligere manier/hypomanier

Kliniske fund

  • En manisk patient er ofte svært urolig, og en normal samtale kan være vanskelig
  • Nogle patienter kan være aggressive
  • Somatisk undersøgelse kan være vanskelig, men hvis mulig bør den udføres
    • Se efter tegn på bagvedliggende somatisk lidelse
  • Ved hypomani kan patienten fremtræde nærmest upåfaldende i samtalen, og man er afhængig af, at patienten selv eller omgivelserne beskriver den afvigende adfærd

Supplerende undersøgelser i almen praksis

  • Evt. undersøgelse for brug af rusmidler
  • Evt. Hb, CRP, glukose, vitamin B12, folat, ferritin, TSH, Ca, K, Na, ALAT, kreatinin

Andre undersøgelser

  • Ved mistanke om organisk hjernesygdom (hjernesvulst, apoplexi, epilepsi, dissemineret sclerose, mv.) foretages CT- eller MR-skanning. Skal særligt overvejes ved førstegangs mani hos patient uden kendt affektiv lidelse.

Hvornår skal patienten henvises?

  • De allerfleste patienter med førstegangs mani bør henvises til indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Tilstanden kan hurtigt veksle og aggression og/eller selvskade kan optræde. Ukritisk adfærd, hvor patienten blamerer sig, er ikke usædvanlig
  • Ved senere episoder kan milde manier behandles af egen læge, hvis der er familie eller andre til at støtte patienten. Men oftest er indlæggelse på psykiatrisk afdeling nødvendig

Indlæggelse ved tvang efter psykiatriloven

Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien LBK nr 1111 af 01/11/2006

  • § 5
    • Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:
      • 1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller
      • 2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.
  • § 6
    • Tvangsindlæggelse. Søger en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv fornøden behandling, har de nærmeste pligt til at tilkalde en læge. Hvis de nærmeste ikke tilkalder en læge, påhviler det politiet at gøre dette.
      • Stk. 2. På grundlag af sin undersøgelse og de modtagne oplysninger skønner lægen, om indlæggelse på psykiatrisk afdeling er nødvendig. Modsætter patienten sig sådan indlæggelse, afgør lægen, om tvangsindlæggelse er påkrævet.
      • Stk. 3. Tvangsindlæggelse skal ske, når betingelserne i § 5 er opfyldt. Lægen udfærdiger en erklæring herom, jf. § 7, stk. 2.
  • § 7
    • Politiet træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse og yder bistand hertil.
      • Stk. 2. Tvangsindlægggelse må kun gennemføres på grundlag af en lægeerklæring, som hviler på lægens egen undersøgelse foretaget med henblik på indlæggelsen. Erklæringen må ikke være udstedt af en læge, der er ansat på det psykiatriske sygehus eller den psykiatriske afdeling, hvor tvangsindlæggelse skal finde sted. Erklæringen må endvidere ikke være udstedt af en læge, der er inhabil. Inhabilitet foreligger i samme tilfælde som nævnt i forvaltningslovens § 3.
      • Stk. 3. Ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 2, skal lægens undersøgelse være foretaget inden for det seneste døgn og ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, inden for de seneste 7 dage forud for indlæggelsen.
  • § 8
    • Den indlæggende læge skal så vidt muligt være til stede, indtil politiet forlader stedet sammen med den, der skal tvangsindlægges. Ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, underretter politiet lægen om tidspunktet for gennemførelse af tvangsindlæggelsen.
  • § 9
    • Sker tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 2, skal patienten straks modtages. Sker tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, skal patienten modtages snarest muligt inden for den frist på 7 dage, som er nævnt i § 7, stk. 3.

For yderligere detaljer, se selve loven.

Behandling

Behandlingsmål

  • Kontrollere farlig adfærd, reducere risikoen for selvmord, give passende akut sedation mhp. søvn og forkorte episoden med mani
  • Komme ud af en mani uden at udløse en depression
  • Få etableret og reguleret profylaktisk behandling

Generelt om behandlingen

  • Ved mani bruger man en kombination af medikamentel behandling og skærmning for at give patienten ro
  • Vigtig at få patienten til at sove
  • Forebyggende behandling: psykologisk behandling kombineret med medikamentel behandling

Egenbehandling

  • Psykoedukation
  • Fortsætte medicinsk forebyggende behandling
  • Varselsignaler
    • Vær opmærksom på varselsignaler om at en ny episode med depression eller mani er under optræk
    • Patienten bør ved gennemgang af tidligere episoder hjælpes til at identificere udløsende hændelser, f.eks. søvnmangel
  • Ved tegn til ny episode med mani kontakte behandler mhp. regulering af medicin eller tillægsmedicin for at sikre søvn og ro
  • Anbefal regelmæssig livsførelse med begrænsning i aktivitet
    • Specielt sikre regelmæssig døgnrytme og forberede evt. forstyrrelser i regelmæssig livsførelse som rejser, jobskifte, selskabelighed, etc. Undgå livsformer som tidligere har udløst episoder
  • Ved tegn til depression kontakte behandler mhp. evt. regulering af medicin

Medikamentel behandling

Behandling af mani

  • Vigtig at sikre søvn og sedation
  • Følgende medikamenter kan anvendes:
    • Litium
      • Litiumcarbonat eller litiumcitrat
    • Antiepileptika som valproat er også effektive 5
      • Valproat. Start med 15 mg/kg/dag, kan øges
    • Antipsykotika
      • Olanzapin 10-20 mg dgl
      • Quetiapin tbl.: 100 mg stigende til 400-800 mg daglig
      • Risperidon 2-8 mg dgl
      • Ziprasidon 80-160 mg daglig
      • Aripiprazol 15-30 mg daglig
      • Asenapin 10 mg 2 gange dagligt
    • Benzodiazepiner
      • Oxazepam tbl.: 15 mg x 3-4
  • Ved svære manier anbefales start med nyere antipsykotikum. Alternativt kan litium anvendes, som formentlig har en lidt langsommere indsættende effekt.
    • Når forebyggende behandling indtænkes i behandlingen af den akutte mani, vil det ofte være hensigsmæssigt at anvende litium til den akutte mani 6
    • Det er fortsat uafklaret, om kombinationsbehandling af nyere antipsykotikum og litium/valproat er mere effektivt end monoterapi6
  • Første- versus andengenerations antipsykotika
    • Generelt bør andengenerations antipsykotika (aripiprazol, clozapin, olanzapin, quetiapin, risperidon, ziprasidon, asenapin) foretrækkes frem for førstegenerations antipsykotika6

Behandlingsresistent mani

ECT (elektrochokbehandling) bør overvejes løbende og ved manglende respons, idet manisk delir er livstruende. ECT kan blive nødvendigt at give med tvang på vital indikation.

Depressiv episode som led i bipolar lidelse (bipolar depression)

  • Patienten bør have optimal stemningsstabiliserende medicin. Litium har en vis antidepressiv effekt ved bipolar depression
    • Der er ikke påvist sikker effekt af antidepressiv medicin som tillægsbehandling til stemningsstabiliserende medicin. I et studie havde antidepressiva ingen tillægseffekt 7
  • Diverse præparater
    • Quetiapin har som det eneste præparat i monoterapi vist effekt ved bipolar depression i flere studier 8
    • Kombinationen olanzapin og fluoxetin har vist effekt i et enkelt studie
      • Kombinationen havde i en randomiseret studie bedre effekt end Lamictal på depressionsgrad, men var associeret med flere bivirkninger: træthed, øget appetit, vægtøgning 9
    • Lamotrigin har sandsynligvis en særlig plads ved bipolar depression 10, 11, 12
  • SSRI
    • Det er omdiskuteret, om behandling for depression med SSRI sammen med stemningsstabiliserende medicin øger risikoen for switch til mani 13. Da der samtidig ikke er påvist sikker effekt, bør man være tilbageholdende med antidepressiv medicin til bipolar depression
    • Antidepressiva bør ikke gives til patienter med agiteret depression (tankemylder, motorisk uro, mv.)
    • Antidepressiva seponeres, når depressionen letter. Værd især forsigtig med fluoxetin som har lang halveringstid
  • Nyere antidepressiva som venlafaxin og duloxetin øger formentlig også risikoen for manisk switch og bør generelt undgås
  • Tricycliske antidepressiva
    • Øget forekomst af manisk switch sammenlignet med placebo 13

Svær eller behandlingsresistent bipolar depression

  • Ved medicinsk behandlingsresistent bipolar depression skal ECT overvejes.

Anden behandling

  • Ved episode med lettere mani uden indlæggelse, er det vigtig at sikre, at patienten holder sig i ro hjemme
  • Det er en stor fordel, om en nær pårørende kan varsle, hvis patienten begynder at blive ukritisk

Forebyggende behandling

  • Psykosociale interventioner
    • Kognitiv adfærdsterapi og gruppebaseret psykoedukation reducerer risikoen for tilbagefald hos patienter med stabil bipolar lidelse 14 15
  • God compliance med forebyggende medicin
  • Undervisning af patienten og pårørende i sygdommens natur og behandling
  • Oplæring i at være opmærksom på varselsignaler for ny manisk episode er vist at kunne forebygge behandlingskrævende tilbagefald af manier 16
  • Regelmæssig livsførelse og døgnrytme synes at være vigtig
  • Undgå hændelser som tidligere har udløst episoder

Profylaktisk medikamentel behandling

  • Effekten af litium er grundigt undersøgt, og litium forebygger alle faser af bipolar lidelse, omend mindre effektivt ved de depressive episoder 17.
  • En ny 2 års randomiseret undersøgelse peger på, at quetiapin kan forebygge alle faser af bipolar lidelse som i nogen grad kan sammenlignes med litiums 18,17.
  • Valproat synes særligt at forebygge maniske episoder, og det er omdiskuteret, om valproat forebygger depressive episoder17.
  • Lamotrigin forebygger særligt depressive episoder.
  • Olanzepin forebygger maniske og depressive faser hos patienter, som i forvejen har responderet på olanzapin ved manisk fase.
  • Aripiprazol forebygger maniske faser, men har ikke vist forebyggende effekt overfor depressive faser17
  • Studier af litium viser reduceret recidiv af affektive episoder og færre selvmord og selvmordsforsøg 19, 20, 21, 22
  • Litium, valproat, olanzapin, quetiapin, aripiprazol er effektive i forebyggelse af mani
  • Litium, lamotrigin og quetiapin er effektive i forebyggelse af depression
  • Der er nogen dokumentation for, at kognitiv adfærdsterapi, gruppebaseret psykoedukation og familieterapi kan være nyttig tillægsbehandling til farmakologisk vedligeholdelsesbehandling
  • Litium
    • Litium doseres til serumniveau i området 0,6-0,8 mmol/l.
    • Litium har et smalt terapeutisk vindue og også visse alvorlige bivirkninger og interaktions- og intoksikationsfare, hvorfor patienter skal følges med regelmæssige kontroller, hvorved ulemperne kan minimaliseres
      • Se under opfølgning for detaljer om litiumbehandling
  • Antiepileptika
    • Valproat. Start med 15 mg/kg/dag, doseres efter serumniveau og effekt
    • Lamotrigin. Start forsigtigt pga. fare for udslæt. Doseres normalt til 200 mg pr dag, evt. højere. Specielt indiceret når forløbet er domineret af depressioner19

Forløb, komplikationer og prognose

Forløb

  • Meget varierende både i alvorlighed og i varighed. Men der er gennemsnitligt en tendens til, at de affektive episoder optræder med tiltagende hyppighed igennem sygdommen20
  • Tilstanden kan ændre sig i løbet af kort tid, derfor er nøje kontrol påkrævet
  • Bipolar lidelse er tilbagevendende og en vigtig årsag til funktionsnedsættelse blandt personer mellem 15-44 år21
  • Selv med tilnærmet symptomfrihed er der mange patienter, som ikke opnår tidligere funktionsniveau

Komplikationer

  • Kan have betydelige sociale følger bl.a. af handlinger foretaget i mani
  • Suicidalfare både ved depression, mani og blandingstilstand

Prognose

  • Prognosen for den enkelte episode er god, men risikoen for nye episoder er betydelig
  • En kohortestudie fulgte patienter efter deres første episode med mani eller blandingstilstand22
    • Efter 2 år var der 93 %, som ikke opfyldte kriterierne for mani, men kun 36 % havde genvundet præmorbid funktion
    • 40 % havde recidiverende maniske (20 %) eller depressive (20 %) episoder i løbet af to år efter den første episode
  • Recidiv
    • Op til 73 % af patienter med bipolar lidelse, som tager den foreskrevne medicin, recidiverer inden 5 år 23
    • Hver ny episode synes at reducere tærsklen for, at stressfaktorer kan udløse en ny episode 24
  • Selvmord ved bipolar lidelse
    • Livstidsprævalensen for selvmord er fundet at være 5-10 % 25, hvilket er 10-15 gange højere end forventet 26

Opfølgning

Plan efter mani eller depression

  • Sikre at patienten får oplæring i sin sygdom og behandlingen af denne. Dette kan foregå i form af psykoedukation, som ofte kan foregå ved henvisning til regional Klinik for affektive lidelser.
  • Diskutere videre behandling inklusiv medicin compliance
  • Mange vil have behov for at diskutere de handlinger, som de har foretaget i den maniske episode
  • Nogle kan udvikle behandlingskrævende depression efter mani
  • Øve patienten i at registrere varselsymptomer på en ny episode
  • Regelmæssig døgnrytme og livsførelse

Litiumbehandling

Kontrol 27

  • Serumkoncentration måles regelmæssigt på grund af risiko for bivirkninger fra nyrer, tyreoidea eller paratyreoidea
    • Ved opstart hver uge i en måned
    • Hyppige kontroller det første halvår
    • Senere hver 3. - 6. måned
    • Desuden 1 uge efter hver dosisændring
      • Litiumprøve tages om morgenen 12 timer efter sidste dose
      • Ønsket niveau 0,6-0,8 mmol/l, men nogle patienter opnår stemningsforebyggende effekt ved lavere koncentrationer og nogle først ved højere (0,8-1,0 mmol/l)
      • Ved niveau over 1,2 mmol/l øges risikoen for bivirkninger
      • Niveau over 1,5 mmol/l vil medføre toksiske effekter hos de fleste
      • Liberal med ekstra serum-kontroller ved uklare symptomer
  • Stofskifte
    • T4, T3 og TSH ved opstart, derefter T4 og TSH hvert halvår
    • Obs øget risiko for udvikling af hypotyreose
  • Nyrefunktion og elektrolytter
    • Kreatinin, calcium og elektrolytter hvert halvår
      • Litium kan svække nyrefunktion. Obs ved stigende kreatinin
      • Litium kan, efter langvarig brug, udløse nefrogen diabetes insipidus med øget vandladning og dehydrering - og stigende elektrolytniveau
      • Hypercalcæmi er også en hyppig, men sjældent alvorlig bivirkning. Niveauer af serum-calcium <2,75 mmol/l er tilfredsstillende
  • Vægt
    • Litium kan føre til vægtøgning, ukendt mekanisme. Rådgivning ang. kost og motion kan være nødvendig

Litium interaktioner

  • ACE-hæmmere
    • Øger litiumkoncentrationen, en følge af øget udskillelse af natrium
  • Thiaziddiuretika
    • Øget koncentration af litium pga. reduceret udskillelse i nyrerne
  • NSAID's
    • Øger også litiumkoncentrationen. Ved NSAID brug må serumkontroller af litium foretages, specielt ved opstart af behandling

Subjektive bivirkninger

  • Hyppigste og ufarlige bivirkninger er:
    • Diaré og mavesmerter
    • Udslæt
    • Polyuri
    • Håndtremor

Litium-intoksikation

  • Intoksikation med litium er potentielt livstruende
  • Tegn på litiumforgiftning er
    • Kvalme
    • Taleforstyrrelse
    • Øget tremor
    • Træthed og sløvhed
    • Diaré
    • Ataksi
    • Muskelsvaghed
    • Nystagmus

Hvad kan den praktiserende læge gøre?

Behandling af patienter med bipolar lidelse skal generelt varetages af speciallæger i psykiatri, idet sygdommen er kompleks og vanskelig at behandle. Sygdommen er hyppigt vekslende mellem mani og depression. Patienterne har ofte begrænset eller ingen sygdomsindsigt eller erkendelse, og den psykofarmakologiske og psykologiske behandling er vanskelig.

Den praktiserende læges opgaver er først og fremmest at

  1. få mistanke om og stille diagnosen
  2. henvise patienten
  3. varetage vedligeholdelsesbehandling for stabile patienter

Udenlandske undersøgelser peger på, at tidligere hypomanier og maniske episoder ofte ikke rapporteres til og erkendes af den praktiserende læge, således at sygdommen forløber ubehandlet.

Ved en del af disse patienter har den praktiserende læge stillet diagnosen tilbagevendende depression14. Det kan også være uheldigt, da patienterne formentlig har øget risiko for udvikling af maniske episoder, såfremt de behandles med antidepressiv medicin uden samtidig behandling med et stemningsstabiliserende stof, som f.eks. litium (se under behandling).

Mistanke om bipolar lidelse

  • 20 % af patienter med depressiv lidelse udvikler på et tidspunkt bipolar lidelse.
  • Patienter med depressiv lidelse og patienter med bipolar lidelse skal behandles forskelligt.
  • Bipolar lidelse skal altid behandles med stemningsforebyggende medicin (som f.eks. litium), mens dette mere sjældent er nødvendigt ved depressiv lidelse. Ligeledes skal depressive episoder behandles forskelligt hos patienter med depressiv lidelse og hos patienter med bipolar lidelse.
  • Patienter, som præsenterer sig med depression, skal altid udspørges om tidligere maniske eller hypomaniske symptomer. Ofte har patienten glemt eller ikke fæstet sig sikkert ved maniske symptomer.
  • Perioder med påfaldende godt humør, usædvanlig energi og aktivitet eller nedsat søvnbehov skal vække mistanke om tidligere maniske episoder.

Mistanke om bipolar lidelse hos patient med depression:

  1. Bipolar lidelse i familien
  2. Patienten har haft mere end 3 depressioner
  3. Tidlig debut af depression (<25 år)
  4. Gentagne korte depressive episoder
  5. Udvikling af hypomani ved behandling med antidepressiv medicin
  6. Fødselsdepression

Ligeledes kan perioder med gentagne påfaldende handlinger så som store eller umotiverede indkøb, pludselige rejser, umotiverede beslutninger om skilsmisse eller om at søge nyt job tyde på tidligere maniske episoder.

Et diagnostisk screeningsinstrument: Spørgeskema for Bipolar lidelse (Mood Disorder Questionnaire, MDQ,

Det kan anbefales at screene patienter med Spørgeskema for bipolar lidelse (MDQ).

  • Et positivt score på 7 eller flere af de 13 spørgsmål er associeret med høj diagnostisk sensitivitet og specificitet for bipolar lidelse.
  • Patienter, som scorer 7 eller mere på MDQ, bør spørges grundigt ud for tidligere maniske episoder. Diagnosen bør stilles i hht. ICD-10, og patienter skal udredes for mulige differentialdiagnoser.

Henvisning af patienter

  • Patienter med bipolar lidelse kan henvises til regionale Klinikker for Affektive lidelse iht. regionale visitationsregler mhp. kombineret medicinsk og psykologisk behandlingstilbud. Det drejer sig ofte om patienter med nydiagnosticeret bipolar lidelse og patienter med behandlingsrefraktære tilstande (rapid cycling).

Hvad du bør informere patienten om

  • Psykoedukation af patienten og pårørende i sygdommens natur og behandling
  • Compliance med forebyggende medicin
  • Oplæring i at være opmærksom på varselssignaler på ny episode
  • Regelmæssig livsførelse og døgnrytme
  • Ikke udsætte sig for hændelser som tidligere har udløst episoder
  • Information om medikamenters virkninger og bivirkninger

Hvad findes af skriftlig patientinformation

Anden information

  • PsykiatriFonden, Hejrevej 43, 2400 København NV, tel. 3929 3909. Email: pf@psykiatrifonden.dk

Animation

Patientorganisation

  • DepressionsForeningen, Vendersgade 22 1363 København K Tlf.: 3312 4727 / fax. 3312 5078. E-mail: sekretariat@depressionsforeningen.dk

Kilder

Referencer

  1. American Psychiatric Association. Diagnostic and statistical manual of mental disorders, 4th ed. Washington, D.C.: American Psychiatric Association, 1994.PubMed
  2. Müller-Oerlinghausen B, Berghöfer A, Bauer M. Bipolar disorder. Lancet 2002;359:241-247.PubMed
  3. Tohen M, Shulman KI, Satlin A. First-episode mania in late life. Am J Psychiatry 1994;151:130-132.AJP
  4. Frans EM, Sandin S, Reichenberg A, Lichtenstein P, Långström N, Hultman CM. Advancing paternal age and bipolar disorder. Arch Gen Psychiatry 2008; 65: 1034-40.PubMed
  5. Macritchie K, Geddes JR, Scott J, et al. Valproate for acute mood episodes in bipolar disorder. In: The Cochrane Library, Issue 1, 2003.Cochrane
  6. Grunze H, Vieta E, Goodwin GM, Bowden C, Licht RW et al. The World Federation of Societies of Biological Psychiatry (WFSBP) Guidelines for the biological treatment of bipolar disorders: update 2009 on the treatment of acute mania.. The World Journal of Biological Psychiatry 2009; 10: 85-116.PubMed
  7. Sachs GS, Nierenberg AA, Calabrese JR, et al. Effectiveness of adjunctive antidepressant treatment for bipolar depression. N Engl J Med 2007; 356: 1711-22.NEJM
  8. Grunze H, Vieta E, Goodwin GM, Bowden C, Licht RW, Möller HJ, Kasper S; WFSBP Task Force On Treatment Guidelines For Bipolar Disorders.. The World Federation of Societies of Biological Psychiatry (WFSBP) Guidelines for the Biological Treatment of Bipolar Disorders: Update 2010 on the treatment of acute bipolar depression.. World J Biol Psychiatry. 2010 ; Marts;11(2): 81-109..PubMed
  9. Brown E, Dunner DL; McElroy SL, et al. Olanzapine/fluoxetine combination vs lamotrigine in the 6-month treatment of bipolar I depression. Int J Neuropsychopharmacol 2008; Dec 11: 1-10.PubMed
  10. Colom F, Vieta E, Martínez-Arán A et al. A randomized trial on the efficacy of group psychoeducation in the prophylaxis of recurrences in bipolar patients whose disease is in remission. Arch Gen Psychiatry 2003; 60: 402-7.PubMed
  11. Calabrese JR, Bowden CL, Sachs GS, et al. A double-blind placebo controlled study of lamotrigine monotherapy in outpatients with bipolar 1 depression. J Clin Psychiatry 1999;60:79-88.PubMed
  12. Geddes JR, Calabrese JR, Goodwin GM. Lamotrigine for treatment of bipolar depression: independent meta-analysis and meta-regression of individual patient data from five randomised trials. Br J Psychiatry 2009; 194: 4-9.BJP
  13. Gijsman HJ, Geddes JR, Rendell JM, et al. Antidepressants for bipolar depression: a systematic review of randomized, controlled trials. Am J Psychiatry 2004; 161: 1537-47.AJP
  14. Lam DH, Hayward P, Watkins ER, et al. Relapse prevention in patients with bipolar disorder: cognitive therapy outcome after 2 years. Am J Psychiatry 2005; 162: 324-9.AJP
  15. Beynon S, Soares-Weiser K, Woolacott N, Duffy S, Geddes JR. Psychosocial interventions for the prevention of relapse in bipolar disorder: systematic review of controlled trials. Br J Psych 2008; 192: 5-11.PubMed
  16. Perry A, Tarrier N, Morriss R, McCarthy E, Limb K. Randomised controlled trial of efficacy of teaching patients with bipolar disorder to identify early symptoms of relapse and obtain treatment. BMJ 1999;318:149-153.BMJ
  17. Goodwin GM, Consensus Group of the British Association for Psychopharmacology.. Evidence-based guidelines for treating bipolar disorder: revised second edition-recommendations form the British Association for Psychopharmacology. . Journal of Psychopharmacology 2009; 23: 346-388.PubMed
  18. Weisler RH, Nolen WA, Neijber A, Hellqvist A, Paulsson B; Trial 144 Study Investigators.. Continuation of quetiapine versus switching to placebo or lithium for maintenance treatment of bipolar I disorder (trial 144: a randomized controlled study).. J Clin Psychiatry. 2011; Nov;72(11): 1452-64..PubMed
  19. Bowden CL, Calabrese JR, Sachs G, et al. A placebo-controlled 18-month trial of lamotrigine and lithium maintenance treatment in recently manic or hypomanic patients with bipolar 1 disorder. Arch Gen Pshychiatry 2003;60:392-400.PubMed
  20. Kessing LV, Hansen MG, Andersen PK.. Course of illness in depressive and bipolar disorders. natyralistsic study, 1994-1999.. Br J Psychiatry 2004; 185: 372-7..PubMed
  21. Murray CJ, Lopez AD. Global mortality, disability, and the contribution of risk factors: Global Burden of Disease Study. Lancet 1997;349:1436-1442.PubMed
  22. Tohen M, Hennen J, Zarate C, et al. Harvard first episodes project: predictors of recovery and relapse. Bipolar Disord 2002;4(suppl 1):135-136.PubMed
  23. Gitlin MJ, Swendsen J, Heller TL. et al. Relapse and impairment in bipolar disorder. Am J Psychiatry 1995; 152: 1635-40AJP
  24. Post RM. Transduction of psychosocial stress into the neurobiology of recurrent affective disorder. Am J Psychiatry 1992; 149: 999-1010.AJP
  25. Nordentoft M, Mortensen PB, Pedersen CB.. Absolute risk of suicide after first hospital contact in mental disorder.. Arch Gen Psychiatry. 2011; Oct;68(10): 1058-64..PubMed
  26. Harris EC, Barraclough B. Suicide as an outcome for mental disorders. A meta-analysis. Br J Psychiatry 1997;170:205-208.BJP
  27. Solberg DK, Refsum H. Oppfølging av pasienter som bruker litium. Tidsskr Nor Legeforen 2008; 128: 1410-2.Tidsskriftet
  • Dahl AA, Eitinger L, Malt UF, Retterstøl N. Lærebok i psykiatri. Oslo: Universitetsforlaget, 1994
  • HI Kaplan & BJ Saddock: Comprehensive textbook of psychiatry. 6 th edition, Williams & Wilkins, 1996
  • Hunskår S (red). Allmennmedisin, klinisk arbeid. Oslo: ad Notam Gyldendal, 1997
  • ICD-10. Den internasjonale statistiske klassifikasjonen av sykdommer og beslektede helseproblemer. Oslo: Statens Helsetilsyn, 1996

Fagmedarbejdere

  • Lars Vedel Kessing, prof., ovl., dr. med., Psykiatrisk Center, Rigshospitalet
  • Hans Christian Kjeldsen, speciallæge i almen medicin, ph.d., praktiserende læge, klinikchef, Århus Universitetspraksis og ekstern lektor ved afdeling for Almen Medicin, Institut for Folkesundhed, Århus Universitet
Link til Patienthåndbogen

Kontakt redaktionen

Har du en kommentar til denne artikel?

Lægehåndbogen findes også som app, hent den gratis til iOS eller Android.

Hver uge fremhæver vi en nyredigeret artikel. Bliv fagligt opdateret på Facebook.