Varivax® er en vaccine til beskyttelse af voksne og børn fra 9 måneders alderen, som ikke tidligere har haft skoldkopper, mod skoldkopper
I Danmark bliver 90 % af børn smittet med skoldkopper inden 10 årsalderen, og 98 % af voksne har haft skoldkopper
Hvis man er i tvivl, om man har haft skoldkopper, kan man tage en blodprøve og undersøge, om man har antistoffer mod skoldkoppevirus (varicella zoster virus (VZV))
Varivax® er en levende vaccine og indeholder et levende svækket skoldkoppevirus (VZV Oka/Merck stamme)
Vaccinen kan anvendes til at beskytte den enkelte person mod skoldkopper, men også til at forhindre smitte, til ikke-immune personer (forældre, søskende og sundhedspersonale), som har høj risiko for alvorlig skoldkoppeinfektion
Flere lande i Europa har indført vaccination mod skoldkopper i børnevaccinationsprogrammet
I Danmark bruges vaccinen til:
Vaccination af børn, der ikke har haft skoldkopper, forud for organtransplantation eller ved leukæmi efter specialistvurdering
Vaccination af seronegative voksne forud for organtransplantation
I nogle tilfælde vil vaccination blive anbefalet til sero-negative pårørende til immunsupprimerede
Vaccination af voksne og børn over 12 år, som ikke har haft skoldkopper, bør overvejes, fordi sygdommens komplikationsfrekvens stiger med alderen, og fordi skoldkopper hos gravide kvinder udgør en risiko for både mor og foster/barn2
Varivax kan anvendes som post-eksposure profylakse, hvis den gives inden for tre døgn efter mulig smitte med skoldkopper. Der er begrænsede data, der indikerer, at vaccination i op til 5 dage efter eksponering kan modificere infektionens forløb.
Forældre kan selv beslutte at lade deres børn vaccinere mod skoldkopper. Der har de seneste år været en stigning i antallet af børn, der bliver vaccineret mod skoldkopper i Danmark. I 2023 var tallet 7.500
Kontraindikationer
Allergi overfor indholdsstoffer (neomycin)
Akut infektionssygdom med feber over 38°C
Gravide kvinder bør ikke vaccineres med Varivax®. Generelt frarådes gravide vaccination med levende svækket virus. Skadelige virkninger på fosteret er dog ikke dokumenteret, efter vaccination af gravide kvinder mod skoldkopper
Svært påvirket immunfunktion, både medfødt og erhvervet (immundæmpende behandling)
Tilførsel af immunoglobulin eller andre blodprodukter de seneste tre måneder
Vacciner
Vaccinen Varivax® består af levende svækket skoldkoppevirus (VZV Oka/Merck stamme)
Dosering
Basisvaccination:
Voksne og børn ≥13 år: 2 doser á 0,5 ml i.m./ s.c. med 4-8 ugers interval.
Børn 12 mdr. - 12 år: 2 doser á 0,5 ml i.m./ s.c. med mindst 1 måneds interval
Børn 9-12 mdr: 2 doser á 0,5 ml i.m./ s.c. med mindst 3 måneders interval.
Maksimal beskyttelse opnås efter 2. dosis
Beskyttende effekt i mindst 9 år, men formentlig længere.
Behov og tidspunkt for booster-dosis er ikke fastlagt
Graviditet skal undgås i 1 måned efter vaccination. Kvinder, der planlægger at blive gravide, skal rådes til at udsætte dette
Information
Omkring en måned efter vaccination udvikler 2-5 procent af vaccinerede børn et forbigående udslæt. Udslættet kan være lokaliseret alene til vaccinationsstedet, men kan også være generaliseret. Smitte med vaccinevirus fra udslættet til andre personer er beskrevet
Vaccine-stammen giver på samme måde som skoldkoppevirus en latent infektion, der senere i livet kan blusse op som udbrud af herpes zoster. Risikoen for herpes zoster efter vaccination er dog betydelig mindre end efter at have haft naturlig infektion
Overstået skoldkopper giver livsvarig immunitet, men det er usikkert, hvor lang immunitet vaccinen medfører
For specielt udsatte grupper kan det være aktuelt at give specifikt immunglobulin ved smitteeksposition; skal i givet fald gives inden 72 timer efter smitte; jf. skoldkopper
Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.