Fedt, makronæringsstof

Lotte Juul

Diætist

Basisoplysninger

Definition 

  • Kemisk defineres fedt, eller lipider, som en gruppe stoffer, der er opløselige i organiske opløsningsmidler som acetone, æter og kloroform
  • De forskellige fedtstoffer kan deles ind i flere grupper. Mest relevant kan nævnes; 
    • Tryglycerider (udgør langt den største gruppe fedtstoffer fra kosten og kroppens fedtdepot)
    • Fosfolipider
    • Kolesterol (steroler) 
    • Andre fedtopløselige stoffer, herunder fedtopløselige vitaminer
  • Fedtsyrer er kulbrintkæder (i varierende længder) med én karboxylgruppe (fx CH3-CH2-CH2...-COOH)
    • I naturen forekommer fedtsyrer typisk med et lige antal kulstofatomer, oftest i længde 12-22 C
    • Mættede fedtsyrer indeholder ingen dobbeltbindinger
    • Umættede fedtsyrer indeholder én eller flere dobbeltbindinger, typisk cis- eller trans-isomeri
    • De forskellige fedtsyrer er navngivet, og der benyttes typisk en strukturforkortelse;
      • Strukturforkortelsen udgøres af antal karbon (fx C22), efterfulgt af antal dobbeltbinding og placering af dobbeltbinding, når det tælles fra methylgruppen (fx C22:6n-3)

Anbefalinger

  • De officielle anbefalinger for fedt er, at et daglig energiindtag udgør mellem 25-40 procent 1
    • Mindre end 10 energiprocent (E%) anbefales at komme fra mættet fedt
    • Enkeltumættet fedt anbefales at bidrage med 10-20 E%
    • Flerumættet fedt anbefales at bidrage med 5-10 E%
    • Mindst 1 E% anbefales at komme fra omega-3 fedtsyrer (EPA og DHA)
    • Essentielle fedtsyrer 3 E% (n-3 og n-6), heraf mindst 0,5 E% fra ALA

Øvrige anbefalinger 

    • Indtag af transfedtsyrer anbefales at være så lavt som muligt
    • Der er ingen anbefaling for max indtag af kolesterol
    • Umættede fedtsyrer anbefales at udgøre 2/3 af fedtindtaget
    • Der er ingen evidens for fastsættelse af en ratio for n-6 versus n-3

    Status for fedtindtag i den danske befolkning

    • Den seneste undersøgelse af danskernes kostvaner 2011-20132 viser:  
      • Indtag af totalt fedt (38 E %) ligger indenfor anbefalinger for den gennemsnitlig raske voksne (25-40 E %)
      • Indtaget af mættede fedtsyrer (15 E %) er for højt, hvoraf hele 95 % af danskerne spiser mere end de anbefalede 10 E % fra mættet fedt
      • Langt de fleste indtager et acceptabelt indtag af de umættede fedtsyrer
      • Over 99 % af befolkningen spiser mindre end 1 E % fra transfedtsyrer
      • Børns fedtindtag følger samme mønster som voksne

    Fedt i kosten

    • Fedt i kosten udgøres primært af triglycerider (ca. 95 %), men både kolesterol og fosfolipider (i meget små mængder) forekommer naturligt i fødevarer
    • Fedt fra kosten bidrager med 37 kJ/g (9 kcal/g)
    • De fysiske og ernæringsmæssige egenskaber af fedt er afhængig af type fedt, længden på fedtsyren, antal og position af dobbeltbinding, samt geometri af dobbeltbinding
      • Traditionelt inddeles fedt i mættet og umættet fedt, herunder enkeltumættede og flerumættede fedtsyrer
      • Normalt forekommer fedtsyrer i længde af 12-22 kulstofatomer
      • Umættede fedtsyrer indeholder én eller flere dobbeltbinding, hvoraf n-3 og n-6 fedtsyrerne er essentielle (dvs. skal tilføres via kosten)
      • Dobbeltbindinger forekommer i cis eller trans-isomeri 

    Mættet fedt

    • Mættet fedt er fedtsyrer uden dobbeltbindinger
    • Mættet fedt optræder primært i de animalske fødevarer og især fra dyr klassificeret som "rødt kød" (dvs. okse, svin og lam)          
      • Animalske fødevarer omfatter både kød, kødpålæg og produkter fra dyrene som mælk, syrnede mejeriprodukter og ost
    • Mættet fedt findes også i tropiske fedtstoffer fx kokosfedt og palmekerneolie
    • I den danske kost indtages mættet fedt primært fra fede mejeriprodukter (28 %), kød (23 %), fedtstof, kager og chokolade

    Umættede fedtsyrer 

    • Umættede fedtsyrer, er fedtsyrer med én eller flere dobbeltbindinger
    • Enkeltumættede fedtsyrer har én dobbeltbinding
      • Anbefales at udgøre den største andel af fedt 
      • Egner sig godt som fedtstof til stegning
      • Gode kilder er raps- og olivenolie, nødder, mandler, avocado og fisk
    • Flerumættede fedtsyrer indeholder to eller flere dobbeltbindinger
      • Gode kilder er de fleste planteolier (hørfrø, vindruekerne, solsikke m.m.), mayonnaise og fisk
      • Flerumættede fedtsyrer harsker nemmere end enkeltumættet. Olier rige på flerumættede fedtsyrer egner sig derfor ikke til hård opvarmning
      • Olier rige på flerumættede fedtsyrer bør opbevares mørkt, køligt og primært anvendes til kolde retter

    Essentielle fedtsyrer, omega 3 og 6

    • Kroppen kan ikke selv producere fedtsyrerne omega 3 (n-3) og omega 6 (n-6), og de skal derfor tilføres via kosten 
    • Omega 3 forekommer i fødevarer som hørfrø, valnødder og fede fisk
      • Eicosapentaensyre (EPA, C20:5n-3) og Docosahexaensyre (DHA, C22:6n-3) forekommer kun i fisk (primært fed fisk som makrel, laks og sild)
      • EPA og DHA er kendt for at have en række positive effekter for helbredet, bl.a. hjertesunde og anti-inflammatoriske egenskaber 
    • Omega 6 forekommer i fødevarer som vindrue- oliven- og rapsolie

    Kolesterol1

    • Kolesterol forekommer naturligt i æggeblommer, fiskerogn, indmad og mælkeprodukter
    • Øget indtag af kolesterol fra kosten nedsætter kolesterolabsorption, samt nedsætter kroppens endogene syntese 
    • I gennemsnit indtages ca. 250-300 mg kolesterol fra kosten 
    • Kostens kolesterol har minimal betydning for kroppens kolesterolindhold, da kroppen selv danner kolesterol 
    • Der er ingen særskilt anbefaling for indtag af kolesterol i Norden 

    Transfedtsyrer

    • Transfedtsyrer er delvis hærdet umættede fedtsyrer
    • Det forekommer naturligt i mælkeprodukter og kød fra okse, svin og lam
    • Transfedtsyrer kan produceres industrielt og forekommer i margarine og fedtstoffer til brug i industrielt fremstillede bagværk, fastfood og snacks
    • Fra 2004 indtrådte en lovgivning for regulering af transfedtsyrer i industrielt producerede fødevarer
      • Maksimalt 2 g per 100 g olie eller fedt må udgøres af transfedtsyrer
      • Inden lovgivning kunne transfedtsyrer bidrage med op til 60 % af fedtindholdet
    • Efter indførelse af lovgivningen, vurderes indtag af transfedtsyrer ikke at udgøre nogen sundhedsrisiko
    • Der er ingen krav om deklaration af transfedtsyrer på fødevarer, men transfedtsyrer kan benævnes som delvis hærdet vegetabilsk fedt 

    Funktion af fedt

    • Fedt er en vigtig kilde til energi, og bidrager med ca. 40 % af danskernes energiindtag
      • Fedt indeholder 37 kJ/g (9 kcal/g), og har den højeste energitæthed af alle næringsstoffer
    • Fedt deponeres i fedtvæv, og udgør kroppens største energilager  
    • Indgår som strukturelle komponenter (fx i cellemembraner, hud og celler) 
    • Kolesterol bruges til produktion af galde, steroidhormoner og D3 - vitamin i huden
    • Benyttes til produktion af signalstoffer (fx prostaglandiner og steroidhormoner) 

    Kliniske effekter

    Hjerte-kar-sygdomme 3,1

    • Fedtkvalitet kan påvirke kolesteroltallet:
      • Erstattes mættede fedtsyrer med umættede fedtsyrer (cis-isomeri) reduceres total og LDL- kolesterol4,5
      • Store doser kosttilskud med fiskeolie (2-4 g EPA) kan reducere triglycerid6
      • Umættede fedtsyrer fra fisk har positiv effekt på risikoen for hjerte-kar-sygdom
    • Fedtkvalitet og blodtryk
      • Indtag af fisk kan reducere blodtryk hos overvægtige unge voksne, småbørn og ungdom  
    • Hjerte-kar-sygdom:
      • Erstattes mættede fedtsyrer med umættede fedtsyrer (cis-isomeri) eller fuldkornsprodukter, reduceres forekomst af hjerte-karsygdomme3
        • En kombination af enkelt- og flerumættede fedtsyrer vil reducere risikoen for hjerte-kar-sygdom, når det erstatter mættede fedtsyrer i kosten
        • Erstattes mættede fedtsyrer med en stor andel simple kulhydrater eller stivelse, kan det øge risiko for hjerte-kar-sygdom eller død 7
      • Totalt fedtindtag har ikke betydning for udvikling af hjerte-kar-sygdom. Det handler om typen af fedtstof i kosten3
      • Supplement af fiskeolie (<2,0 g dagligt) har hverken behandlende eller forebyggende effekt på hjerte-kar-sygdomme6,8. Kun forhøjet triglycerid behandles med fiskeolie

    Overvægt og vægttab

    • Fedtkvalitet har ingen betydning for risiko for overvægt eller vægttab 
    • Fedtmængde kan være positivt korreleret med vægt, hvis det samlende kalorieindtag overstiger kroppens behov. Fedt er det mest energirige næringsstof

    Graviditet og spædbørn

    • Tilskud af EPA og DHA (150-1200 mg) reducerer risiko for præterm fødsel 
    • Tilskud af EPA og DHA har muligvis en betydning for udvikling af allergi og kognitiv udvikling hos små børn

    Kilder

    Referencer

    1. Nordic Council of Ministers. Nordic Nutrition Recommendations 2023. https://www.norden.org/en/publication/nordic-nutrition-recommendations-2023. 2023.
    2. DTU Fødevareinstituttet. Danskernes kostvaner 2011-2013 Hovedresultater. Danmark. DTU Fødevareinstituttet. 2015.
    3. Arnett DK, Blumenthal RS, Albert MA, Buroker AB, Goldberger ZD, Hahn EJ, Himmelfarb CD, Khera A, Lloyd-Jones D, McEvoy JW, Michos ED, Miedema MD, Muñoz D, Smith SC Jr, Virani SS, Williams KA Sr, Yeboah J, Ziaeian B. 2019 ACC/AHA Guideline on the Primary Prevention of Cardiovascular Disease: A Report of the American College of Cardiology/American Heart Association Task Force on Clinical Practice Guidelines. Circulation. 2019; 140.; e596-e646. Vis kilde
    4. Mach F, Baigent C, Catapano AL, Koskinas KC, Casula M, Badimon L, Chapman MJ, De Backer GG, Delgado V, Ference BA, Graham IM, Halliday A, Landmesser U, Mihaylova B, Pedersen TR, Riccardi G, Richter DJ, Sabatine MS, Taskinen MR, Tokgozoglu L, Wiklund O, ESC Scientific Document Group.. 2019 ESC/EAS Guidelines for the management of dyslipidaemias: lipid modification to reduce cardiovascular risk. Eur Heart J. 2020; 41.; 111-188. Vis kilde
    5. Mozaffarian D, Micha R, Wallace S. Effects on coronary heart disease of increasing polyunsaturated fat in place of saturated fat: a systematic review and meta-analysis of randomized controlled trials. PLoS Med. 2010; 7.; e1000252. Vis kilde
    6. Hu Y, Hu FB, Manson JE. Marine Omega-3 Supplementation and Cardiovascular Disease: An Updated Meta-Analysis of 13 Randomized Controlled Trials Involving 127 477 Participants. J Am Heart Assoc. 2019; 8.; e013543. Vis kilde
    7. Dehghan M, Mente A, Zhang X, Swaminathan S, Li W, Mohan V, Iqbal R, Kumar R, Wentzel-Viljoen E, Rosengren A, Amma LI, Avezum A, Chifamba J, Diaz R, Khatib R, Lear S, Lopez-Jaramillo P, Liu X, Gupta R, Mohammadifard N, Gao N, Oguz A, Ramli AS, Seron P, Sun Y, Szuba A, Tsolekile L, Wielgosz A, Yusuf R, Hussein Yusufali A, Teo KK, Rangarajan S, Dagenais G, Bangdiwala SI, Islam S, Anand SS, Yusuf S, Prospective Urban Rural Epidemiology (PURE) study investigators.. Associations of fats and carbohydrate intake with cardiovascular disease and mortality in 18 countries from five continents (PURE): a prospective cohort study. Lancet. 2017; 390.; 2050-2062. Vis kilde

    Fagmedarbejdere

    Lotte Juul

    Konsulent, diætist, Hjerteforeningen

    Bo Christensen

    Professor, ph.d., praktiserende læge, Institut for Folkesundhed - Almen Medicin, Aarhus Universitet

    Har du en kommentar til artiklen?

    Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

    Indhold leveret af

    Lægehåndbogen

    Lægehåndbogen

    Kristianiagade 12

    2100 København Ø

    DisclaimerLægehåndbogen