Basisoplysninger
Ultralydsskanning i almen praksis udføres som klinisk ultralydsskanning (point-of-care ultralyd) hvilket betyder:
- At det er en afgrænset, fokuseret ultralydsskanning udført og fortolket af den behandlende læge, som en integreret del af den samlede vurdering af patienten
- At undersøgelsen er forskellig fra en systematisk organ ultralydsskanning, som normalt udføres og fortolkes af specialister (f.eks. radiologer, gynækologer eller kardiologer)
Dansk Almenmedicinsk Ultralydsselskab (DAUS) har i samarbejde med Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet (CAM AAU) og en række ultralydsspecialister udarbejdet og testet en række actioncards som beskriver kliniske ultralydsskanninger, der kan benyttes i almen praksis.
Disse actioncards beskriver formålet med undersøgelsen, anbefalet transducer og skannerindstillinger, selve udførslen af undersøgelsen, mulige fejlkilder og risici for fejlfortolkning, samt vejledning til fortolkningen af ultralydsfund.
Indikation for undersøgelsen
Normalt udføres skanningen med et specifikt afgrænset formål:
- Supplerende til den kliniske undersøgelse, hvor ultralyd bruges til at be- eller afkræfte en afgrænset og specifik klinisk mistanke (f.eks. tilstedeværelsen af urinretention)
- Hjælp til specifikke procedure (f.eks. guidning af nål i forbindelse med ledinjektioner)
Undersøgelse og procedure
Klinisk ultralydsskanning i almen praksis udføres typisk i forlængelse af den objektive undersøgelse af patienten. Undersøgelsen står aldrig alene. Fortolkningen af undersøgelsen integreres med patientens anamnese og fund ved den fysiske undersøgelse af patienten og andre testresultater.
De enkelte actioncards giver råd om udførelsen af en række specifikke scanninger.
- Patienten lejres hensigtsmæssig i forhold til den relevante kliniske ultralydsskanning
- Lægen vælger den transducer og de indstillinger (preset), som vil give den mest optimale fremstilling af de relevante strukturer
- Gel appliceres på transducer og transduceren placeres på patienten i den relevante position
- De udvalgte strukturer lokaliseres og fremstilles ved at manøvrere transduceren
- Ultralydsbilledet optimeres på skærmen ved at justerer på dybde, forstærkning (gain), fokus og evt. frekvens på ultralydsapparatet
- Relevante udmålinger og dynamiske undersøgelser foretages
- Om nødvendigt gemmes relevant billeddokumentation
Udførslen af den kliniske ultralydsskanning og skanningsfund dokumenteres i patientens journal.
Forberedelse af patienten
- Før undersøgelsen informeres patienten om indikationen for ultralydsskanningen, hvordan undersøgelsen kommer til at foregå, samt hvordan patienten skal afklædes og lejres
- Under undersøgelsen guides patienten ift. lejring og evt. dynamiske ultralydsundersøgelser
- Efter undersøgelsen informeres patienten om resultatet af ultralydsskanningen. Det er vigtigt at fortælle patienten, at en klinisk ultralydsskanning begrænser sig til at vurdere bestemte fund. Der vil derfor være en række andre strukturer og tilstande, som ikke er blevet vurderet ved undersøgelsen
Fejlkilder
Det er vigtigt, at den praktiserende læge har kendskab til mulige artefakter, generelle fejlkilder og fejlfortolkninger ved de enkelte kliniske ultralydsskanninger.
Opfølgning af unormale fund
Fund ved en klinisk ultralydsskanning bør altid fortolkes i lyset af det samlede kliniske billede. I tvivlstilfælde eller ved unormale fund bør den praktiserende læge altid bestille supplerende billeddiagnostik eller konferere sine fund med en specialist i ultralydsskanning/specialist indenfor det relevante kliniske område (medmindre der er tale om ubetydelige fund uden klinisk relevans).
En vejledning til håndtering af ultralydsfund fremgår på de relevante actionscards.
Forudsætninger for at kunne udføre ultralyd i almen praksis
Udstyr
Den typiske ultralydsskanner i almen praksis er en bærbar (laptop) model, men nogle bruger også større stationære eller små håndholdte scannere, f.eks. til hjemmebesøg. Som minimum har man brug for en lineær højfrekvent og en curved lavfrekvent transducer, men mange vælger også en gynækologisk (endovaginal) og evt. en kardiel (phased array) transducer. Generelt er det nemmest at skanne med en ultralydsskanner af god kvalitet, som fremstiller anatomi og evt. patologi tydeligt.
Skanningskompetence
Klinisk ultralyd er en brugerafhængig undersøgelsesmetode, der stiller krav til at udøveren kan kombinere anamnese, anatomi, patologi og billeddannelse. Skanningskompetence kræver derfor oplæring og træning.
Den praktiserende læge, som udfører ultralydsskanning i almen praksis, bør som minimum have kompetence svarende til European Federation of Societies for Ultrasound in Medicine and Biology (EFSUMB)’ s kompetenceniveau 1.
EFSUMB Niveau 1. Udøveren skal kunne:
- Udføre almindelige ultralydsskanninger sikkert og præcist.
- Differentiere mellem normal anatomi og patologi.
- Diagnosticere almindelige patologiske tilstande indenfor forskellige organsystemer.
- Erkende hvornår henvisning til anden udredning er indiceret.
Når man er oplært i at udføre basale ultralydsskanninger kompetent, vil der efterfølgende være behov for at deltage i efteruddannelse, med henblik på at vedligeholde og udbygge skanningskompetencerne.
Der udbydes en række kurser målrettet mod almen praksis. Kurserne kan groft deles i appetizerkurser, som introducerer til ultralydsskanning, men ikke giver kompetence, basiskurser, som sammen med et træningsforløb over måneder kan give basale ultralydskompetencer og specifikke videreuddannelseskurser, som udbygger kompetencer indenfor et område, fx muskuloskeletal ultralyd.
Links til actioncards
Relevante links
