Ethanol i blodet

Nete Hornung

speciallæge

Resumé

  • Indikationen for analysen er primært mistanke om akut alkoholforgiftning og vurdering af bevidstløse1
  • Terapistyring af ethanol infusion ved behandling af methanol og ethylenglycol forgiftninger (behandlingsmål plasma ethanol på 22 mmol/L)
  • De fleste biokemiske laboratorier opgiver svaret som plasma ethanol (mmol/L). Enkelte laboratorier opgiver også resultater i g/L der i praksis kan sidestilles med enheden promille; ‰

    

Definition

  • Koncentrationen af ethanol (alkohol; C2H5OH) i plasma, målt i millimol per liter (mmol/L)

Omregninger

  • Omregning mmol => promille 
    • Plasma ethanol (mmol/L) omregnes til fuldblod ethanol (promille) ved at gange med 0,038
    • Plasma ethanol i mmol/L omregnes til promille i plasma ved at gange med 0,0461
  • Omregning promille => mmol
    • Ethanol i fuldblod (promille) omregnes til plasma Ethanol (mmol/L)  ved at gange med 26,2
    • Ethanol i plasma (promille) omregnes til plasma Ethanol (mmol/L) ved at gange med 21,7
  • Forklaring: Alkoholpromillen (som den bruges i DK) er en enhed i g/kg fuldblod; dvs. at man skal multiplicere med blodets vægtfylde = 1,06 kg/L for at få en værdi i g/L. Omregningen fra koncentrationer i fuldblod til koncentrationer i plasma foregår ved at gange med 1,14 = Fordeling plasma/fuldblod-ratio 2

Synonymer

Danske navne, hverdags navne. Kort overblik. 2-4 punkter på linje

  • Synonymer: Ethanol; Ætanol; Etylalkohol; Ethylalkohol; Hydroxyethan; Alkohol; Finsprit; EtOH

Indikationer3

  • Analysen er særlig relevant ved mulig svær alkoholforgiftning, og især i tilfælde hvor et stort alkoholindtag kan være suppleret med indtagelse af andre rus­midler, herunder CNS-stimulerende midler (fx amfetamin), som kan medføre en klinisk maskering af en dødelig alkoholforgiftning1
  • Monitorering af patienter i behandling med ethanol for metanolforgiftning eller etylenglykolforgiftning. Her sigtes typisk efter at holde plasmakoncentrationen af ethanol omkring 22 mmol/L (1,0 ‰) for at hæmme metabolismen af metanol eller etylenglykol
  • I almen praksis kan analysen anvendes i udredningen eller kontrol af patienter, som mistænkes for at have et højt alkoholforbrug, hvis prøven fx tages en morgen eller en formiddag på en almindelig hver­dag
    • Brugen af et alkometer er dog både lettere og hurtigere til dette formål
  • NB: Prøver til analyser med retslige konsekvenser skal tages med politiets mellemkomst, og analyserne skal i de situationer altid udføres på et retskemisk laboratorium

Fortolkninger1

  • Ved tydelig beruselse ses typisk værdier på 45-60 mmol/L (1,7-2,3 ‰)
  • Ved 65-90 mmol/L (2,5-3,4 ‰) kan personen være ukon­taktbar og med påvirket respiration
  • Ved værdier over 100 mmol/L (3,8 ‰) er der risiko for respirationslammelse og død
  • Børn, unge og ældre er mere følsomme for effekterne af givne koncentrationer
  • Personer med alkoholoverforbrug kan ofte tolerere høje plasma­kon­centrationer
  • Der er også betydelige etniske forskelle i tolerancen overfor alkohol, bl.a. betinget af forskelle i aktiviteterne af de fore­kommende isoenzymer af etanoldehydrogenase og acetaldehydro­gena­se

Fejlkilder (og kilder til normal variation)

  • Nogle laboratorier undgår afspritning af hud før blodprøvetagning. Hvis huden er helt tør før indstik er der dog ingen risiko for falsk forhøjet resultat
  • Der kan være interferens med andre stoffer - kontakt lokale laboratorium for oplysninger herom

Fysiologi og biokemi1

  • Alkohol absorberes hurtigt fra ventrikel og tarm og er helt absorberet i løbet af 45-120 minutter. Det fordeles hurtigt i blodet, som derfor vil indeholde relativt mere alkohol end resten af kroppen
  • Nedbrydes af etanoldehydrogenase i ventrikelslimhinden og leveren til acetaldehyd
  • Dette nedbrydes hurtigt af acetaldehyd-dehydrogenase i leveren til eddikesyre
    • Hæmning af dette enzym med fx disulfiram medfører ophobning af acetaldehyd, som er toksisk og giver en række ubehagelige symptomer
  • Eddikesyren nedbrydes til kuldioksid og vand
  • Etanol metaboliseres typisk (men med store interindividuelle variationer) med en hastighed på 0,15 ‰ per time

Prøvetagning

  • Veneblod i rør med lithium-heparin, EDTA, fluorid eller oxalat, eller uden antikoagulans (tørglas)
  • Der bør ikke anvendes ethanol til desinfektion af huden ved prøvetagningen, skønt det næppe spiller nogen særlig rolle. Man kan godt bruge isopropylalkohol
  • Prøven skal centrifugeres hurtigst muligt. Plasma afpipetteres i et rør med tætsluttende skruelåg

Referenceintervaller

  • 0 mmol/L
  • Da laboratorierne ikke kan analysere 0 mmol/L med sikkerhed, afgives resultater typisk som mindre end nederste målegrænse f.eks. < 2 mmol/L eller som "ej påvist"

Patientinformation 

NPU-koder og -navne

  • NPU01992 P-Ethanol; stofk. = ? mmol/L
  • NPU23869 P-Ethanol; massek. = ? g/L
  • NPU18970 B-Ethanol; stofk. = ? mmol/L

Navne

  • Kort helterm
    • P-Ethanol; stofk. = ? mmol/L
    • P-Ethanol; massek. = ? g/L
    • B-Ethanol; stofk. = ? mmol/L
  • Brugsnavn
    • Ethanol;P

Kilder

Referencer

  1. Nilsson-Ehle P, Södelun MB, Theodorsson E (red). Laurells klinisk kemi i praktisk medicin. 9. udg. Lund. Studentlitteratur. 2012.
  2. Charlebois RC1, Corbett MR, Wigmore JG . Comparison of ethanol concentrations in blood, serum, and blood cells for forensic application. J Anal Toxicol. 1996; 20.; 171-8. Vis kilde
  3. Thomas L (red). Clinical laboratory diagnostics. Use and assessment of clinical laboratory results. Frankfurt am Main. TH-Books Verlagsgesellschaft mbH. 1998.

Fagmedarbejdere

Nete Hornung

Cheflæge, Klinisk biokemisk afdeling, Hospitalsenheden Vest

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerLægehåndbogen