Cookies

Sundhed.dk bruger cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse - også ved Nemlogin. Du accepterer brugen af cookies, hvis du klikker ’OK’ eller hvis du klikker videre rundt på sundhed.dk.
Læs mere om cookies

Lægehåndbogen

Kalium

Tip en ven

Sidst fagligt opdateret: 04.02.2016

Navn

  • Langt navn
    • P—Kalium-ion; stofk. = ? mmol/L
  • Kort navn
    • Kalium;P

Definition

  • Relevant ved vurdering af væske- og elektrolytbalance
  • Koncentrationen af kalium-ioner i blodplasma målt i millimol per liter (mmol/L)
  • Synonymer: Plasma-kalium; P-Kalium; P-Kalium-ion; Serum-kalium; S-Kalium; Se-Kalium; K; K+
  • Grupper: kalium, natrium, kreatinin og albumin bliver i daglig tale ofte omtalt som "væsketal", og kalium, natrium, kalcium, magnesium, fosfat, bikarbonat og (eventuelt) klorid bliver ofte omtalt som "elektrolytter"

NPU-kode

  • NPU03230

Referenceintervaller og faregrænser

  • NB: Der kan være (mindre) forskelle i de angivne intervaller fra laboratorium til laboratorium
  • Kalium målt i plasma: 3,5 - 4,4 mmol/L 1
  • Kalium målt i serum: 3,6 – 4,6 mmol/L1
  • Den øvre grænse for børn under 1 år er omkring 6 mmol/L 2
  • Værdier under 2,5 mmol/L eller over 7,0 mmol/L kan være livstruende på grund af neuromuskulære forstyrrelser, og hér især risiko for hjertestop

Indikationer

  • Mistanke om forstyrrelser i væske- og elektrolyt-balancen, og/eller i syre-base-balancen
  • Monitorering af patienter med sådanne forstyrrelser, herunder især patienter i intensiv behandling
  • Monitorering af patienter i behandling med diuretika eller andre farmaka med effekt på kaliumbalancen

Prøvetagning

  • Veneblodprøve, eller eventuelt en arterie- eller kapillærblodprøve (måling på patientnært apparatur)
  • Prøvetagningsrør med heparin (til plasma) eller rør uden antikoagulans (til serum)
  • En god blodprøvetagning og håndtering af prøven er vigtig 3, især for at undgå hæmolyse, som giver falsk forhøjede værdier
  • Prøven skal centrifugeres hurtigst muligt for at skille plasma/serum fra blodcellerne: Helst indenfor 2 timer, men prøven er dog holdbar i op til 6 timer opbevaret ved 21 °C.
  • Afpipetteret plasma/serum er stabilt i op til en uge ved 4 -25 °C og kan sendes med almindelig post til laboratoriet

Fortolkning2, 4, 5

  • Lave værdier ( hypokaliæmi) ses især ved
    • Behandling med almindelige diuretika
    • Øget tab af kalium, f.eks. ved sygdomsforløb med længerevarende opkastninger og/eller diarré (herunder misbrug af laksantia)
    • Forskydning af kalium fra ekstra- til intracellulærvæsken, f.eks. ved metabolisk eller respiratorisk alkalose, eller under behandling af acidose
    • Andre årsager til hypokaliæmi, fx hyperalderosteronisme eller Cushings syndrom.

Fejlkilder2

  • Hæmolyse i en blodprøve giver falsk forhøjede værdier
  • Forsinket centrifugering af en blodprøve giver oftest falsk forhøjede værdier i plasma/serum pga. udsivning af kalium fra erytrocytterne, men kan ved høje temperaturer også give falsk lave værdier (fordi kalium pumpes ind i cellerne)
  • I sjældne tilfælde ses pseudohyperkaliæmi, der betegner falsk forhøjet kalium. Pseudohyperkaliæmi skyldes frisætning af intracellulært kalium i forbindelse med transport og/eller ventetid, før blodprøverne analyseres. Det kan skyldes øget indhold af celler i prøven, f.eks. ved maligne sygdomme (erythrocytose, thrombocytose, svær leukocytose) eller defekter i erytrocyt membranen 6. Pseudohyperkaliæmi bør overvejes ved en asymptomatisk patient uden kendte risikofaktorer, idet hyperkaliæmi er ekstremt sjældent hos en patient med normal nyrefunktion. Pseudohyperkaliæmi erkendes ved både at måle kalium på vanlig vis og med et patientnært udstyr, hvor tiden fra prøvetagning til analyse er under få minutter. Ved pseudohyperkaliæmi vil den patientnære kalium måling være normal, medens den vanlige vil være forhøjet

Opfølgning

  • Behandling af årsagerne til hypo- eller hyperkaliæmi
  • Kontrol af P-Kalium med passende mellemrum
  • Måling af U-Kalium og/eller dU-Kalium på patienter i intensiv behandling

Kilder

Referencer

  1. Rustad P, Felding P, Franzson L, Kairisto V, Lahti A, Martensson A, Hyltoft PP, Simonsson P, Steensland H, and Uldall A, The Nordic Reference Interval Project 2000: recommended reference intervals for 25 common biochemical properties. Scand J Clin Lab Invest 2004;64: 271-284PubMed
  2. Lyngbye J. Dansk laboratoriemedicin. En håndbog. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S; 2010
  3. Guder WG, Narayanan S, Wisser H, and Zawta B. Samples: From the patient to the laboratory. Weinheim: Wiley-VCH GmbH and Co; 2003
  4. Thomas L (ed). Clinical laboratory diagnostics. Use and assessment of clinical laboratory results. Frankfurt am Main: TH-Books Verlagsgesellschaft mbH; 1998
  5. Burtis CA, Ashwood ER, Bruns DE (eds). Tietz textbook of clinical chemistry and molecular diagnostics. St. Louis, Missouri: Elsevier Saunders; 2006
  6. King MJ, Zanella A, Hereditary red cell membrane disorders and laboratory diagnostic testing. Int J Lab Hematol 2013;35(3): 237-43PubMed

Fagmedarbejdere

  • Lennart Friis-Hansen, overlæge, dr. med., Klinisk Biokemisk afdeling, Næstved Sygehus
  • Gregers Hansen-Nord, speciallæge i almen medicin, alm. prakt. læge,
  • Lars Ødum, led. overlæge, dr. med., Klinisk biokemisk afdeling, Roskilde Sygehus
Link til Patienthåndbogen

Kontakt redaktionen

Har du en kommentar til denne artikel?

Lægehåndbogen findes også som app, hent den gratis til iOS eller Android.

Hver uge fremhæver vi en nyredigeret artikel. Bliv fagligt opdateret på Facebook.