Cookies

Sundhed.dk bruger cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse - også ved Nemlogin. Du accepterer brugen af cookies, hvis du klikker ’OK’ eller hvis du klikker videre rundt på sundhed.dk.
Læs mere om cookies

Natrium

Tip en ven

Sidst fagligt opdateret: 17.01.2014

Definition

  • Relevant i forbindelse med elektrolyt- og væskebalance.
  • Koncentrationen af natrium-ioner i blodplasma målt i millimol per liter (mmol/L)
  • Synonymer: Plasma-natrium; P-Natrium; P-Natrium-ion; Serum-natrium; S-Natrium; Se-Natrium; Na; Na+
  • Grupper: kalium, natrium, kreatinin og albumin bliver i daglig tale ofte omtalt som væsketal, og kalium, natrium, kalcium, magnesium, fosfat, bikarbonat og (eventuelt) klorid bliver ofte omtalt som elektrolytter

Referenceinterval og faregrænser

  • NB: Der kan være (mindre) forskelle i de angivne intervaller fra laboratorium til laboratorium
  • Voksne: 137-145 mmol/L 1
  • Børn: Referenceintervallerne er stort set de samme som for voksne 2, men hos nyfødte er lidt højere værdier ikke usædvanlige 3
  • Værdier under 120 mmol/L eller over 155 mmol/L er livstruende

Indikationer

  • Mistanke om forstyrrelser i væske- og elektrolyt-balancen
  • Monitorering af patienter med sådanne forstyrrelser, herunder især patienter i intensiv behandling

Prøvetagning

  • Veneblodprøve, eller eventuelt en arterie- eller kapillærblodprøve (måling på patientnært apparatur)
  • Prøvetagningsrør med heparin (til plasma) eller rør uden antikoagulans (til serum)
  • Afpipetteret plasma/serum er stabilt i 3 døgn ved stuetemperatur og kan sendes med almindelig post til laboratoriet. Holdbarheden i køleskab er 2 uger

Fortolkning

Generelt

  • P-Natrium skal fortolkes i sammenhæng med kroppens vandbalance, herunder forskydninger af vand mellem intra- og ekstracellulærvæsken (hyper- eller hypovolæmi), kroppens totale natriumindhold og nyrefunktionen2,3, 4, 5
  • De hyppigst forekommende tilstande med forhøjede og lave værdier er opregnet nedenfor, uden at være kategoriserede efter disse forhold5
  • Bemærk at hypernatriæmi er betydeligt sjældnere end hyponatriæmi, og ses oftest hos hospitaliserede patienter5

Hyppige årsager til forhøjede værdier (hypernatriæmi)

  • Utilstrækkelig væskeindtagelse (vand), f.eks. hos ældre, demente og småbørn
  • Øget ekstrarenalt vandtab, f.eks. ved langvarige opkastninger og/eller diarré, stærk svedsekretion og høj feber
  • Øget renal vandudskillelse, f.eks. polyuri ved kronisk nyreinsufficiens, diabetes mellitus, diabetes insipidus og primær hyperaldosteronisme
  • Intravenøs behandling (overdosering) med natrium-holdige væsker
  • Indtagelse af natrium-holdige salte eller væsker, inkl. havvand

Hyppige årsager til lave værdier (se også artiklen om hyponatriæmi)

  • Behandling med diuretika, især tiazider og især hos ældre
  • Væsketab (opkastninger, diarré, sved, brandsår) som kun erstattes med vand
  • Postoperativ hyponatriæmi, især tilstande med peritoneal inflammation og/eller ileus
  • Syndrome of inappropriate ADH secretion (SIADH; se hyponatriæmi), som især ses ved maligne sygdomme, primære lungesygdomme og sygdomme i CNS5
  • Hjerteinsufficiens med væskeretension
  • Hypotyreose
  • Behandling med tricykliske antidepressiva eller selektive serotoninreuptakehæmmere (SSRI), især af ældre patienter
  • Intravenøs behandling (overdosering) med natrium-fattige væsker, f.eks. rene glukose-væsker
  • Fremskredet nyresygdom, helingsfasen efter akut nyreinsufficiens eller primære salttabende nyresygdomme
  • Hypokaliæmi (forskydning af natrium til intracellulærvæsken)

Fejlkilder

  • Ingen betydningsfulde

Kilder

Referencer

  1. Rustad P, Felding P, Franzson L, Kairisto V, Lahti A, Martensson A, Hyltoft PP, Simonsson P, Steensland H, and Uldall A. The Nordic Reference Interval Project 2000: recommended reference intervals for 25 common biochemical properties. Scand J Clin Lab Invest 2004; 64: 271-284.PubMed
  2. Thomas L (ed.). Clinical laboratory diagnostics. Use and assessment of clinical laboratory results. Frankfurt am Main: TH-Books Verlagsgesellschaft mbH, 1998PubMed
  3. Lyngbye J, Kjær A, Ladefoged SA, Nissen PH. Lyngbyes laboratoriemedicin. 2 udg. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S; 2010.PubMed
  4. Burtis CA, Ashwood ER, Bruns DE (eds.). Tietz textbook of clinical chemistry and molecular diagnostics. St. Louis, Missouri: Elsevier Saunders, 2006.PubMed
  5. Pedersen EB. Forstyrrelser i vand- og elektrolytbalancen. I: Schaffalitzky de Muckadell O, Haunsø S, Vilstrup H, red. Medinsk Kompendium. 17 udg. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S; 2009. p. 212-64.PubMed

Fagmedarbejdere

  • Lars Ødum, led. overlæge, dr. med., Klinisk biokemisk afdeling, Roskilde Sygehus
  • Gregers Hansen-Nord, speciallæge i almen medicin, alm. prakt. læge,
  • Ulrik Gerdes, overlæge, dr. med., Klinisk Biokemisk Laboratorium, Århus Universitetshospital, Risskov
  • Hans Christian Kjeldsen, speciallæge i almen medicin, ph.d., praktiserende læge, klinikchef, Århus Universitetspraksis og ekstern lektor ved afdeling for Almen Medicin, Institut for Folkesundhed, Århus Universitet
Link til Patienthåndbogen

Kontakt redaktionen

Har du en kommentar til denne artikel?

Lægehåndbogen findes også som app, hent den gratis til iOS eller Android.

Hver uge fremhæver vi en nyredigeret artikel. Bliv fagligt opdateret på Facebook.