Vitamin E

Lennart Friis-Hansen

speciallæge

Resumé

  • Vitamin E er en fedtopløselige antioxidant som beskytter cellemembraner mod reaktive oxygen species (ROS)
  • Vitamin E mangel er sjælden og ses i forbindelse med en underliggende fedtmalabsorption
  • Galde er vigtig for optagelsen af vitamin E, og forstyrrelser i galdestofskiftet kan påvirke optagelsen af vitamin E
  • Vitamin E mangel kan give nerveskader

Definition

  • Bestemmelse af vitamin E (alfa-tokoferol) i plasma er hovedsageligt indiceret ved (fedt-) malabsorption, total parenteral ernæring i lang tid og familiær perifer neuropati1  
  • Koncentrationen af vitamin E (alfa-tokoferol) i plasma, angivet i mikromol per liter (µmol/L)

Om vitamin E

  • Vitamin E er betegnelsen for en gruppe naturligt forekommende tokoferoler og tokotrinoler med antioxidative egenskaber, hvor alfa-tokoferol er det mest potente
  • Den antioxidative effekt spiller især en rolle for hæmningen af frit ilt og frie radikalers peroxidation af polyumættede fedtsyrer, f.eks. i cellemembranernes fosfolipider
    • Vitamin E virker i denne sammenhæng i synergi med vitamin C (ascorbat)
  • Ud over dets antioxidative egenskaber kan alfa-tokoferol hæmme og aktivere forskellige enzymer, samt hæmme cellevækst, trombocytaggregation og monocytadhæsion
  • Vitaminet er fedtopløseligt og findes i vegetabilske olier, især hvedekimolie og solsikkeolie, samt i gryn og nødder
  • Det absorberes i tyndtarmen sammen med andre fedtstoffer og transporteres rundt i kroppen med plasmalipoproteinerne, især lavdensitetslipoprotein (LDL). Det lagres i leveren og andre væv, især fedtvæv, bundet til alfa-tokoferol transfer protein (alfa-TTP)

Synonymer

  • E vitamin

Indikationer

  • Mistanke om vitamin E-mangel
  • Vurdering af ernæringsstatus ved tilstande med langvarig og svær fedtmalabsorption

Fortolkninger

  • Lave værdier ses ved vitamin E mangel, og ved (meget) lave koncentrationer af LDL-kolesterol
  • Forhøjede værdier ses efter indtagelse af store doser vitamin E, og ved hyperlipidæmi med forhøjede koncentrationer af især LDL

Fejlkilder (og kilder til normal variation)

  • Se ovenfor

Biokemisk baggrund

  • Se ovenfor

Prøvetagning

  • Veneblodprøver i et rør uden antikoagulans (tørglas)
  • Serum skal afpippeteres og kan sendes til laboratoriet med almindelig post
  • Prøven skal beskyttes mod lys

Referenceintervaller

  • Der kan være forskelle fra laboratorium til laboratorium
  • Burtis et al. angiver følgende værdier:
    • Præmature: 2,3 - 11,6 µmol/L
    • Børn op til 12 år: 7 - 21 µmol/L
    • Børn og unge mellem 13 og 19 år: 14 - 23 µmol/L
    • Voksne: 12 - 42 µmol/L
  • Unilabs A/S, Danmark angiver intervallet 17-40 µmol/L

Effekter af LDL-kolesterol

  • Da vitamin E findes bundet i LDL i plasma, vil den målte koncentration være afhængig af LDL-koncentrationen
  • Det må anbefales at rekvirere LDL-kolesterol samtidig med vitamin E, for at kunne fortolke resultatet bedst muligt

NPU-koder og -navne

  • NPU26649

Navne

  • Langt navn
    •  P—alpha-Tocopherol; stofk. = ? µmol/L
  • Kort navn
    • Vitamin E;P

Sygdomstilstande

Vitamin E-mangel

  • Svær vitamin E-mangel er meget sjælden, men kan fx ses ved langvarig og svær fedtmalabsorption, galdevejsatresi, abetalipoproteinæmi (sjælden genetisk betinget mangel på apolipoprotein B og LDL), og genetisk betinget mangel på alfa-TTP
  • Præmature og børn med lav fødselsvægt har øget risiko for at udvikle mangeltilstande, fordi den transplacentale transport er beskeden, og deres fedtvævsdepoter er små
  • Kliniske fund
    • Svære mangeltilstande kan medføre spino-cerebellar degeneration med progressiv ataxi og arefleksi, samt andre neuropatier
    • Hos præmature og børn med lav fødselsvægt kan ses uspecifikke neurologiske symptomer, ødemer og hæmolytisk anæmi

Vitamin E-forgiftning

  • Forekommer sjældent, da doser helt op til 3.000 mg/dag ikke er toksiske
  • Kliniske fund
    • Der kan ses gastrointestinale symptomer og koagulationsforstyrrelser

    Kilder

    Referencer

    1. Nilsson-Ehle P (red). Laurells klinisk kemi i praktisk medicin. 9. udg. Lund. Studentlitteratur. 2012.

    Fagmedarbejdere

    Lennart Friis-Hansen

    overlæge, dr. med., Klinisk Biokemisk Afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

    Jette Kolding Kristensen

    praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

    Har du en kommentar til artiklen?

    Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

    Indhold leveret af

    Lægehåndbogen

    Lægehåndbogen

    Kristianiagade 12

    2100 København Ø

    DisclaimerLægehåndbogen