Fagmedarbejdere
Præoperativ sygepleje
Basisoplysninger
- Før et kirurgisk indgreb skal patienten "gøres klar" til operation
- Formålet er at sørge for, at patienten er i bedst mulig fysisk og psykisk stand, når operationen foretages
Procedure
Forberedelser
- Patienten bør længe før indgrebet informeres om, at det er vigtigt med rygestop
- Informer patienten om de præ- og postoperative rutiner, evt. om postoperative åndedrætsøvelser og mobilisering (fysioterapeut)
- Registrer temperatur, puls, respirationsfrekvens, blodtryk og kontroller urinen - observer evt. patienten ved hjælp af ABCDE- metoden, (sikrere systematisk observation af vitalværdierne)
- Patienten ernæringsscreenes hvis forventet indlæggelse på mere end 24 timer
- Før abdominalkirurgi kan det være nødvendigt, at patienten tømmer tarmen, fx ved hjælp af stikpiller eller andet afføringsmiddel
- Inden operation tager læge stilling til patientens ordinerede medicin, og om den medicinske behandling skal fortsætte efter operation
- Tilbyd evt. sovemedicin aftenen før indgrebet, således at patienten får sovet godt
- Sørg for at patienten faster i 6 timer før operation for at undgå refluks og aspiration af maveindhold under bedøvelsen (patienten må dog oftest drikke tynde vandige væsker indtil 2 timer før operationen)
- Obs: Gravide patienter har nedsat ventrikeltømningshastighed
- Rygning, sutte på bolsjer og brug af tyggegummi er ikke omfattet af fastereglerne
- Ved akutkirurgi kan det være nødvendigt at udføre en ventrikelaspiration
- Ved patienter, som skal opereres akut og ikke kan være fastende, orienteres anæstesipersonale - med henblik på anvendelse af specielle teknikker ved anæstesi
- Forbered huden i det område, hvor indgrebet skal foregå:
- Fjern hår på operationsstedet - enten med hårklipper, saks eller depileringscreme
- Brus og vask samt rensning af navle
- Ren skjorte og trusse tages på
- Forebyg tromboemboliske komplikationer ved indgift af heparinprodukt samt antiemboli strømper
- Inden patienten hentes til operation, skal denne have ladt vandet for at undgå overfyldning af blæren peroperativt
Kontroller
- Patienten skal ikke have makeup på, og tå- og fingernegle skal være uden neglelak, således at patientens tilstand kan bedømmes bedst muligt under narkosen
- Evt. kontaktlinser tages ud
- Tandproteser og løse tænder fjernes - udlever æske eller lignende til opbevaring, så patienten kan vente med at fjerne proteser eller løse tænder til denne er på operationsafdelingen
- Alle ringe og andre smykker fjernes, mærkes og opbevares forsvarligt
- Alle piercinger skal fjernes
- Tjek patientens identitet og efterse, at det stemmer overens med identifikationsbåndet på armen
Præmedicinering
- Inden operation foretages anæstesiologisk tilsyn, hvor den operative risiko identificeres og bedømmes, og det anæstesiologiske forløb gennemgås med patienten
- Hvis patienten skal have præmedicin, gives ordineret præmedicin efter, at patienten har haft vandladning
- Hvis det er ordineret, så hjælp evt. patienten med at få antiemboli strømper på. Giv evt. ordineret forebyggende lavmolekylær heparinbehandling
- Hvis ordineret opsættes intravenøs væske
- Lad patienten hvile, kontroller at patienten ikke reagerer uhensigtsmæssigt på præmedicinen
Overførsel til operationsafdelingen
- Følg evt. patienten til operationsafdelingen
- Sørg for at den nødvendige dokumentation følger med patienten, fx journal, medicinoversigt, røntgenbilleder, EKG, evt. andre rapporter, hvis ikke den findes elektronisk
Patientinformation
- Patientinformation udleveres til patienten i forbindelse med operation
- Patienten informeres om og giver samtykke til den planlagte behandling
Litteratur
- Lauritsen, Morten Laksafoss. Akutte kirurgiske tilstande. 3. udgave kapitel 9. København: FADS´s forlag; 2018
- Skouenborg, Pernille Bak. Akut sygepleje. kapitel 11 . København: Munksgaard; 2012
- Halling, Lene Juul og Skjødt, Ulla. Præ- og postoperativ sygepleje. Sygeplejebogen. København: Gads Forlag 2014
- Pedersen, Preben Ulrich. National klinisk retningslinje for perioperativ mundhygiejne til forebyggelse af posteoperative infektioner. Danske Tandplejere 2020
- Schultz, Helen og Skræp, Ulla: Sygepleje til patienter i operationsforløb. Klinik, Grundbog i sygepleje 3. udgave, 1. oplæg. Munksgaard 2023
Kilder
Har du en kommentar til artiklen?
Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.Indhold leveret af