CT-angiografi

Thomas Abramovitz Bjerre

speciallæge

Basisoplysninger

CT er en forkortelse for Computed Tomography

  • CT billeder dannes af samme type røntgenstråler som ved konventionel røntgenundersøgelse
  • CT teknikken adskiller sig fra en konventionel røntgenundersøgelse ved, at røntgenkilden og detektorerne bevæger sig rundt om området, som afbildes, hvorved opbygning af billeder i tværsnit og 3D opnås
  • Ved konventionel røntgenundersøgelse repræsenterer et punkt i billedet alt, hvad røntgenstrålen har passeret mellem røntgenkilden og detektoren. CT-skanning undgår, at over- og underliggende væv skygger, da ethvert punkt i billedet refererer til et bestemt sted i kroppen
  • Fordelen ved CT-teknikken er, at meget små variationer i absorptionen af røntgenstrålerne kan påvises, hvilket betyder, at bløddele med forskellig tæthed kan adskilles fra hinanden
  • Strålebelastningen er højere end ved konventionel røntgenundersøgelse, men det diagnostiske udbytte er sædvanligvis meget større

CT angiografi

  • CT giver primært detaljerede tværsnitsbilleder af det område, der skal undersøges
  • Fremstilling af karrene kræver anvendelse af kontraststof
  • Efter billedbearbejdning kan man opnå detaljeret fremstilling af karrene i 2D og 3D. Selv små kar fremstilles

Aktuelle indikationer

    Anamnestiske forhold og/eller kliniske fund der tyder på:
    • Forsnævringer af kar (stenose)
    • Aflukning af kar (okklusion)
    • Blødende kar
    • Udposninger på karrene (aneurisme)

Undersøgelsen

Generelt

  • Spiral CT
    • Patienten flyttes kontinuerligt gennem skanneren, så den samtidige rotation af røntgenrøret og detektorerne registrerer data i en spiral. På denne måde lagres informationen som et kontinuerligt volumen. Det betyder, at større områder kan skannes i én omgang over kortere tid. Volumendata bruges så til at lave snitbilleder og evt. 3D-billeder
  • Multislice CT
    • Spiral CT med flere detektorrækker. Skanneren kan registrere større og mere detaljeret volumen på kortere tid

Procedure

  • Placering af patienten
    • Patienten undersøges liggende på et motoriseret leje, som flytter patienten gennem en rund åbning i skanneren. Åbningen er mindst 60 cm og kun få cm dyb
      • Skannerens røntgenkilde(r) og -detektorer bevæger sig rundt om patienten lige uden for åbningen, mens der opsamles data til at konstruere et billede
      • Billederne vises med minimal forsinkelse på en skærm
  • Patienten skal ligge helt stille
    • For at undgå uskarphed af billederne skal patienten holde vejret, mens der skannes
  • Kontraststof
    • Der gives intravenøst kontraststof til fremstilling af karrene
    • Mange patienter vil få en følelse af varme gennem kroppen, når kontraststoffet gives - nogle få reagerer med utilpashed, kvalme og evt. opkast - ved at trække vejret langsomt og dybt kan generne ofte mindskes

Forberedelser

Generelle forberedelser

  • Er patienten gravid, skal indikationen vurderes nøje og diskuteres med radiologisk afdeling
  • Foreligger der en tidligere behandlingskrævende reaktion i forbindelse med indgift af kontraststof? Har patienten astma? Er patienten i behandling for allergi?
  • Hvis patienten er akut syg (akut sygdom, akut forværring af kronisk sygdom, indlagt på hospital), så skal nyrefunktionen bestemmes inden for de sidste 7 dage før CT-skanning med kontraststof er aftalt til at blive udført. Hos ambulante patienter (uden akut sygdom) må bestemmelsen af nyrefunktionen være op til 3 måneder gammel
  • Hvis patienten har en nyrefunktion (estimeret glomerulær filtrationsrate (eGFR)), der er under 30 ml/min/1,73m2, skal radiologisk afdeling underrettes så tidligt som muligt før den planlagte undersøgelse
  • Indtages Metformin skal indtagelsen stoppes i forbindelse med start af undersøgelsen, hvis eGFR er under 30 ml/min/1,73m2; eGFR skal kontrolleres 48 timer efter indgift af kontraststoffet. Metforminindtagelsen kan genoptages, hvis eGFR er uændret. Er den over 30 ml/min/1,73m2 før undersøgelsen, fortsætter patienten blot indtagelsen af Metformin
  • Er eGFR under 30 ml/min/1,73m2, bør det overvejes, om patienten bør tilbydes en anden undersøgelse, hvor der ikke anvendes jod-holdigt kontraststof. Er det ikke muligt, bør patienten tilbydes intravenøs hydrering med saltvand fra 6 timer før undersøgelsen til 6 timer efter undersøgelsen. Radiologisk afdeling kan ikke påtage sig dette alene. Forløbet må aftales med henvisende afdeling/læge

Specielle forberedelser

  • Metalgenstande som knapper, lynlåse, bælter, smykker etc. skal fjernes fra det område, der skal undersøges

Medikamenter

  • Smertestillende eller beroligende medicin kan gives
  • Mange radiologiske afdelinger har ikke beroligende eller smertestillende medicin. Patienten bør have det ordineret hos henvisende læge i forbindelse med henvisning til undersøgelsen

Særlige forholdsregler

 Aktuelt hvis der skal gives kontraststof

  • Allergi
  • Tidligere behandlingskrævende kontraststofreaktion i forbindelse med indgift af jodholdigt kontraststof
  • Akut sygdom (se ovenover)

Fejlkilder

  • Hvis patienten bevæger sig eller trækker vejret under undersøgelsen, så forringes billedkvaliteten - vigtigt at patienten er ordentligt smertedækket til undersøgelsen

Hvad kan man finde?

  • Udtalt forkalkning i karvæggen (arteriosclerose)
  • Forsnævringer af karvæggen f.eks. på grund arteriosclerose, fibromuskulær dysplasi
  • Aflukning af kar på grund af arteriosclerose, emboli, tromber
  • Blødning f.eks. efter traume, i forbindelse med kræftsvulster
  • Udposninger på karrene (aneurismer)

Opfølgning ved unormale fund

  • Afhænger af hvilke fund som bliver gjort
  • Yderligere diagnostik kan være ultralyd, MR, angiografi

Patientinformation

Illustrationer

Kilder

Fagmedarbejdere

Thomas Abramovitz Bjerre

cheflæge, Røntgen og Skanning, Regionshospitalet Randers

Dorte Bojer

alm. prakt. læge, Grenå

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerLægehåndbogen