Røntgen og kontraststoffer

Basisoplysninger

• Til alle radiologiske undersøgelser findes der kontraststoffer, der gør, at man kan se blodkar og vævsforskelle bedre. Kontrast hjælper med at adskille sygt væv fra rask væv
• Jodholdigt kontraststof bruges til gennemlysningsundersøgelser. Her kan kontrasten gives via en vene eller sprøjtes i et kateter. Det kan fx være et kateter i nyren eller blæren. Man kan også give jodholdigt kontraststof i en pulsåre, fx kranspulsårerne i hjertet. Til fremstilling af tarmen bruger man bariumsulfat eller jodholdigt kontraststof fortyndet med vand
• Jod skal vi have i den daglige kost. Ved en undersøgelse med jodholdigt kontraststof får man ca. 45 gange den anbefalede mængde jod, hvilket dog ikke betyder noget, medmindre man har problemer med skjoldbruskkirtlen. På grund af den øgede mængde jod kan der ikke laves thyroideaskintigrafi eller foretages behandling af thyroidealidelser med radioaktivt jod de første 2 måneder efter en undersøgelse, hvor der er anvendt jodholdigt kontrast
• For alle lægemidler findes et produktresume, der giver det juridiske grundlag for anvendelsen af et lægemiddel, herunder også kontraststoffer

Røntgenkontraststoffer

• Jodholdigt kontraststof er en klar væske, der består af en tri-jod-benzenkerne med tre ikke-ioniske radikaler
• Kontraststoffet bliver udskilt med urinen. Det sker normalt hurtigt. Hvis man har raske nyrer, vil næsten al kontraststoffet være ude af kroppen efter 24 timer. Har patienten nedsat nyrefunktion, tager det længere tid

Godkendte indikationer (november 2023):

• Jodholdige vandopløselige kontraststoffer er godkendt til næsten enhver røntgenundersøgelse; der er mindre forskelle mellem produkterne

Bivirkninger

• Man kan, lige efter at kontraststoffet er givet, føle varme i hele kroppen, metalsmag og måske få en fornemmelse af at skulle tisse. Nogle få reagerer med utilpashed, kvalme og evt. opkast
• Nogle af de lette bivirkninger så som kvalme, utilpashed, hovedpine som hidtil er tilskrevet kontraststoffet ses faktisk også hos patienter, der skannes uden anvendelse af kontraststof
• Ved at trække vejret langsomt og dybt kan generne ofte mindskes
• Jodholdigt kontraststof kan som andre former for lægemidler give allergilignende reaktioner. Ca. 5 ud af 100 patienter oplever kvalme, lidt opkast, kløe eller udslæt, mens risikoen for bivirkninger, der kræver behandling, er under 1 promille. Der ses hyppigere bivirkninger efter jodholdige kontraststoffer end efter MR- og UL-kontraststoffer; det er de samme akutte, ikke-renale bivirkninger, der ses efter alle tre former for kontraststof
• Jodholdigt kontraststof kan give temporær nedsættelse og langt sjældnere permanent nedsættelse af en i forvejen nedsat nyrefunktion. Det er forbundet med øget mortalitet og morbiditet på sigt. Derfor er det vigtigt at undgå kontraststofinducerede ændringer i nyrefunktionen
• Man kan få hududslæt i ugen efter, man har fået kontraststof. Det ses hyppigere efter de såkaldte dimere (to benzenringe i et molekyle) end efter de monomere kontraststoffer
• Bariumsulfat kan give forstoppelse

Svært nedsat nyrefunktion

• Der må kun gives jodholdigt kontraststof, hvis der ikke er andre muligheder for at få stillet en diagnose eller få afkræftet den. Der vil i så fald blive brugt mindst muligt kontraststof. Der kan iværksættes intravenøs væskebehandling før og efter undersøgelsen, så nyrerne påvirkes mindst muligt af kontraststoffet

Graviditet

• Større erfaringsgrundlag mangler. Man vil kun bruge jodholdigt kontraststof, hvis fordelen ved at bruge kontraststoffet overstiger risikoen, der måtte være ved ikke at få det. Røntgenstrålerne, som mor og foster måtte få, anses som en større risiko for begge to end det at få kontraststof

Forholdsregler ved amning

• Amningen kan fortsætte på normal vis, hvis der er givet jodholdigt kontraststof. Mælken kan få en bismag, som barnet ikke kan lide; men der er ingen risiko forbundet med amningen

Patientinformation

Kontraststof bruges ved de fleste gennemlysningsundersøgelser. Når en patient henvises til en gennemlysningsundersøgelse, skal patienten informeres om undersøgelsens art samt om brug af kontraststof, indikation for undersøgelsen, risici og mulige komplikationer. 

Hvis patienten er akut syg (akut sygdom, akut forværring af kronisk sygdom, indlagt på hospital), så skal nyrefunktionen bestemmes inden for de sidste 7 dage, før CT-skanning med kontraststof er aftalt til at blive udført. Hos ambulante patienter uden akut sygdom må bestemmelsen af nyrefunktionen være op til 3 måneder gammel. Der kan dog være lokale forhold der gør, at andre tidsgrænser gælder.

• Hvis patienten har en nyrefunktion (estimeret glomerulær filtrationsrate (eGFR)), der er under 30 ml/min/1,73 m², skal radiologisk afdeling underrettes så tidligt som muligt før den planlagte undersøgelse
• Indtages Metformin skal indtagelsen stoppes i forbindelse med start af undersøgelsen, hvis eGFR er under 30 ml/min/1,73 m²; eGFR skal kontrolleres 48 timer efter indgift af kontraststoffet. Metforminindtagelsen kan genoptages, hvis eGFR er uændret. Er den over 30 ml/min/1,73 m² før undersøgelsen, fortsætter patienten blot indtagelsen af Metformin
• Er eGFR under 30 ml/min/1,73 m², bør det overvejes, om patienten bør tilbydes en anden undersøgelse, hvor der ikke anvendes jod-holdigt kontraststof. Er det ikke muligt, kan patienten tilbydes intravenøs hydrering med saltvang fra 6 timer før undersøgelsen til 6 timer efter

Efter undersøgelsen skal patienten typisk observeres 30 minutter efter kontrast indgift, idet langt hovedparten af de allergiske reaktioner sker indenfor de første 30 minutter.

Hvad findes der af skriftlig information?

• Kontraststoffer