Krisehjælp

Hvad er en krise?

Med krise forstås en sværere psykisk belastning, hvor ens tidligere livserfaring og mestringsevne ikke er tilstrækkelig til at håndtere situationen.

Det er almindeligt at dele kriserne op i livskriser og traumatiske kriser. Men reaktionerne har mange fælles træk. Hvor stor belastning der skal til for at udløse en krise er forskelligt fra person til person. Det er undtagelsen, at man går gennem livet uden kriser. De fleste mennesker oplever en eller flere kriser livet igennem.

Er krisen voldsom nok, kan man udvikle PTSD ("posttraumatisk stress"). Denne tilstande kan vare kortere eller længere tid. I visse tilfælde kan forløbet blive langvarigt og kræve behandling.

Se eksempler på kriser nedenfor.

Kriseterapi/debriefing

Mange mener, at man ved kriser, ulykker og lignende altid efterfølgende har brug for professionel psykologisk hjælp. Effekten af krisehjælp (såkaldt debriefing) er dog ikke dokumenteret i videnskabelige undersøgelser. I nogle undersøgelser kan man endda påvise en skadelig effekt af krisehjælp. Forekomsten af posttraumatisk stresstilstand (PTSD) var højere i gruppen af personer, der var udvalgt (randomiseret) til at modtage krisehjælp end i en tilsvarende kontrolgruppe, der ikke modtog krisehjælp. Den umiddelbare patienttilfredshed ved krisehjælp er derimod veldokumenteret.

Derimod er der enighed om, at man ved sværere kriser, f.eks. trafikuheld, væbnet overfald eller lignende i høj grad har brug for almindelig medmenneskelig omsorg. Man har også behov for at få varetaget de umiddelbare behov, som f.eks. tryghed, varme, noget at drikke, en telefon, så man kan ringe til sine pårørende og så videre. Obligatorisk krisehjælp, som man bruger det i Danmark, er derimod ikke nødvendig, og man er gået bort fra den i flere lande.

Et af problemerne ved denne obligatoriske krisehjælp er måske, at den udsender et signal om, at mennesker ikke selv er i stand til at tage vare på sig selv, og at man ikke må føle smerte, angst og søvnløshed ved f.eks. et alvorligt tab. Det kan heller ikke udelukkes, at den minutiøse gennemgang af symptomerne på post traumatisk stresstilstand, som ofte benyttes, i nogle tilfælde kan fremkalde hypokondri hos tilstrækkeligt rystede mennesker. Hvis man først bliver meget opmærksom på ellers harmløse symptomer, kan de vokse i styrke hos bekymrede personer.

Det er således vigtigt, hvad enten den umiddelbare omsorg gives af kolleger, forbipasserende eller af professionelle (læger eller psykologer), at den målrettes den enkelte persons behov og forudsætninger og ikke er skematiseret. Man kan ikke udelukke, at det at nogle personers vægrer sig mod at tale om det skete, faktisk kan beskytte dem mod at blive overvældet i den akutte situation.

Effekten af debriefing ved udenforstående psykolog er altså tvivlsom. Derimod er der undersøgelser, der viser god effekt af kollegial debriefing. Desuden er det vigtigt, at ens arbejdsgiver (hvis traumet er relateret til ens arbejde) tager belastningen alvorligt.

Der er derimod ingen tvivl om, at bl.a. kognitiv terapi har effekt hos mennesker, der efterfølgende har udviklet symptomer, altså egentligt PTSD, se nedenfor. 

Meget tyder på, at de i forbindelse med alvorlige kriser (fx trafikuheld) er vigtigt at få sovet den efterfølgende nat, for at undgå at erindringerne bliver til PTSD.

Livskriser

Kaldes også udviklingskriser. Det er reaktioner udløst af hændelser, som de fleste oplever i løbet af et liv. Eksempler:

• Skilsmisse, at blive gift, få barn, flytte hjemmefra, børnene flytter hjemmefra
• Egen sygdom, sygdom hos nærtstående person, tab af nærtstående person gennem dødsfald eller lignende
• Gå af på pension, tab af arbejde, begynde i nyt job, stort økonomisk tab, tab af værdighed/anseelse

Traumatiske kriser

Dette er pludselige og uventede hændelser som truer liv og helbred. Eksempler:

• Voldtægt
• Vold
• Ulykke
• Langvarig mobning
• Selvmord i nærmiljøet, eller hos personer man ser op til eller kender
• Terroraktioner
• Krig
• Tortur (hos f.eks. flygtninge)

Krisereaktioner

Mennesker reagerer meget forskelligt, når de oplever en akut krise. Reaktionerne kan variere fra lette til meget stærke og evt. langvarige. Tidligere mente man, at der fandtes et skematiseret forløb, som gik igen hos mange. Man inddelte derfor tidligere krisereaktionens forløb i:

1. Chokfasen, som varede fra sekunder til dage, 2. Reaktionsfasen, fra dage til uger, 3. Reparations- og bearbejdningsfasen - uger til måneder og 4. Nyorienteringsfasen

Denne model er dog aldrig blevet videnskabeligt bevist. Tværtimod viser flere undersøgelser, at mennesker reagerer meget forskelligt i kriser. Mennesker springer typisk ind og ud af de forskellige faser på en måde, som ikke nødvendigvis følger efter hinanden, således som modellen antager. Det betyder, at man nogen gange vender tilbage til tidligere faser eller springer faser over. 

Er symptomerne (specielt de kropslige) meget voldsomme i starten, er der undersøgelser, der tyder på at det at dæmpe disse f.eks. med beroligende medicin eller et såkaldt betablokerende medikament kan forebygge senere udvikling af PTSD. I denne fase har personen som nævnt først og fremmest brug for omsorg, kontakt og samtale, i det omfang han/hun ønsker det. Nogle ønsker at sove eller være i fred - og det kan faktisk hjælpe dem til lettere at bearbejde det skete.

Tospors modellen

En mere moderne opfattelse af hvordan mennesker håndterer kriser beskrives af den såkaldte to-sporsmodel. Ifølge denne model vil en person, der fx har mistet en nærtstående bevæge sig mellem to spor: Det tabsorienterede spor og det restaurerende spor.

I det tabsorienterede spor oplever man tristhed, meningsløshed og fortvivlelse. Accept af tabet er også i denne model en væsentlig forudsætning for, at sorgen kan finde sit leje. Den sørgende vil gennem accepten ikke alene forstå, at tabet er uigenkaldeligt, men også erkende det følelsesmæssigt. Imidlertid har man også brug for at "holde pause" fra disse svære følelser. Det blev ud fra den tidligere meget firkantede opfattelse af sorgreaktionen, bedømt som noget negativt, hvis en sørgende i perioder nægtede at forholde sig til den ændrede virkelighed, men disse følelser er så intense, at ingen kan holde ud konstant at være i dem.

I det restaurerende spor holder personen måske pause fra sorgen over tabet, og koncentrerer sig om praktiske forhold og om at få hverdagen til at fungere igen for sig selv og for pårørende. Personen vil således svinge mellem de to spor i sit eget tempo.

En anden vigtig pointe er, at to mennesker (fx et ægtepar), som har oplevet den samme krise eller det samme tab, ikke svinger synkront mellem de to faser. Dette kan være en meget stor belastning, men det er vigtigt at acceptere, at den vej, ens partner finder gennem sorgen, ikke nødvendigvis ligner ens egen. 

At komme sig over krisen

Mange bliver oprørte, når de får at vide, at det er vigtigt at "komme sig over det". Hvordan kan man nogen sinde komme sig over en forfærdelig ulykke, eller det at miste nogen man har holdt af? Mange får skyldfølelse ved tanken om ikke at skulle sørge længere. "Det mindste jeg kan gøre er at sørge", tænker nogle. Men mennesker kan hele livet svinge mellem de to ovennævnte spor.

Der findes kriser, som man aldrig kommer fuldstændigt over, og det behøver heller ikke at være pointen. At bearbejde det skete er ikke det samme som at glemme. Pointen er, at livet uanset det skete, går videre. Man får det bedre i hverdagen, hvis man kan forliges med det, som er sket - og kan holde pause fra sorgen ind i mellem.

Nøglen til at komme til en sådan forsoning er for mange mennesker at tale om det, som er sket. Hvis man tier om krisen, bliver man måske aldrig færdig med at sørge. Det anbefales derfor at tale med venner eller pårørende om det skete. Der findes også sorggrupper i forskellig regi, som kan være en stor hjælp.

Igen er det vigtigt at være opmærksom på, at behovet er meget forskelligt fra person til person. Der findes ikke én rigtig måde at bearbejde hændelsen på. Det er helt centralt at finde en balance mellem det at bearbejde hændelsen og det at gøre den til en urimelig stor del af ens videre liv.

Hvilke gener kan man få senere?

Kriseoplevelser kan forårsage eller udløse et bredt spektrum af psykiske gener og psykiatriske lidelser. Blandt personer, som oplever traumatiske kriser, er angstlidelser (f.eks. posttraumatisk stress PTSD) relativt hyppige. Størstedelen af de, der oplever sådanne tilstande vil dog komme sig af sig selv, idet symptomerne gradvis vil klinge af. Hos enkelte vil de være så voldsomme og langvarige, at man behøver professionel hjælp. Mister man nogen, som står en nær, er der risiko for at få en depression.

Hvor alvorligt traumet er og personens grad af sårbarhed er faktorer som afgør, om man reagerer med psykisk sygdom på en krise. Har man tidligere haft angst eller depression, er risikoen f.eks. større. Ved ekstreme traumer som f.eks. terrorhandlinger eller tortur vil mange mennesker rammes af psykiske gener i tiden derefter.

Hvis man får PTSD eller depression, er det vigtigt hurtigt at komme i behandling. Det skyldes, at disse to tilstande erfaringsmæssigt er sværere at behandle, jo længere de har stået på.

Nogle mennesker forsøger at dæmpe deres symptomer ved at misbruge alkohol, hvilket vil forværre situationen yderligere.

Vil du vide mere?

• Posttraumatisk stresslidelse - for sundhedsfaglige
• Om sorgprocessen, artikel i "Sygeplejersken"
• Poul Videbech et al.: Psykiatri. En lærebog om menneskets psykiske sygdomme. FADLS forlag 2023
• Esben Hougaard: Kognitiv behandling af panikangst og socialfobi - en vejledning for klienter og behandlere. Dansk Psykologisk forlag 2006
• Videbech P & Rosenberg R: Hvad er angst og stress? FaDLs forlag 2022