Soja og overfølsomhed

Lotte Juul

diætist

Fakta

  • Nogle mennesker får overfølsomhedsreaktioner, når de spiser bestemte fødevarer fx soja
  • Soja indgår i mange færdigfremstillede madvarer
  • Indhold af soja vil altid fremgå af varedeklarationen

Hvad er overfølsomhedsreaktioner?

Nogle mennesker får overfølsomhedsreaktioner, når de spiser bestemte fødevarer eller tilsætningsstoffer. Det er typisk helt almindelige fødevarer, der giver anledning til reaktionerne.

For at man kan tale om overfølsomhed over for mad, skal symptomerne:

  • Optræde, når du spiser den fødevare, du ikke kan tåle
  • Forsvinde eller aftage, når du undlader at spise fødevaren
  • Komme igen, når du spiser fødevaren

Overfølsomhed over for mad inddeles i fødevareallergi og ikke-allergisk fødevareoverfølsomhed (intolerans)

  • Fødevareallergi giver ofte akutte symptomer (men også forsinkede reaktioner). Ofte reagere flere organsystemer samtidig fx hud, vejrtrækning, mave eller tarm
  • Fødevareintolerans udløser ofte langsomme og mindre dramatiske reaktioner fx maveonde eller diarré

Ved fødevareallergi for soja, anbefales en 100 % sojafri diæt. Selv små mængder af soja kan nemlig udløse en reaktion. 

Hvad er sojaallergi og krydsreaktivitet?

  • Forekomsten af sojaallergi i Europa er 0,3 %
  • Sojabønner er en bælgfrugt. Hvis du har allergi over for soja, kan du også få allergiske symptomer, når du spiser andre bælgfrugter, fx grønne ærter, bønner, linser eller peanuts
  • Du kan opleve krydsreaktioner i det tilfælde, at kroppen ikke kan kende forskel på et andet proteinstof fx grønne ærter og proteinstof fra soja
  • Krydsreaktionerne giver de samme symptomer, som ved indtag af soja. Ikke alle med allergi over for soja oplever krydsreaktioner
  • Hele ærteblomstfamilien kan krydsreagere med græspollen - i Mellemeuropa også med birk

Hvad er symptomerne på overfølsomhedsreaktioner?

Symptomer viser sig oftest fra mave-tarm-kanalen, men der kan også forekomme andre reaktioner:

  • Opkastning
  • Mavekramper
  • Forstoppelse
  • Diarré
  • Prikken på tungen
  • Vejrtrækningsproblemer, fx åndenød eller pibende vejrtrækning
  • Hudsymptomer (nældefeber eller hævelser)
  • Øjne, som bliver røde og kløende
  • Næse i form af løbenæse og nys

Soja skal altid fremgå på varedeklarationen

Soja er underlagt allergimærkning og det skal derfor altid fremgå på varedeklarationen, hvis en fødevare indeholder soja.

  • Der er dog en undtagelse for fuldstændigt raffineret sojaolie og sojafedt, da det er vurderet af den Europæiske Fødevaresikkerheds Organisation (EFSA) til kun at indeholde ubetydelige spor af protein
  • Lecithiner (E 322) bruges både som antioxidant, emulgator eller stabilisator. Lecithiner udvindes oftest af raps eller sojabønner. Lecithiner udvundet af soja kan indeholde rester af sojaprotein. Personer med alvorlig allergi over for soja, kan få symptomer af lecithin
  • Det skal fremgå, hvis en fødevare er tilsat lecithiner fra æg eller soja. Lecithiner produceret ud fra solsikkekerner eller raps skal derimod kun mærkes med lecithiner

Fødevarer og allergi for soja

Brød 

  • Sojamel bruges i små mængder i nogle typer brød, hamburgerbrød og pølsebrød
    • De fleste brødtyper er dog uden soja

Middagsmad

  • Kødprodukter kan indeholde sojaprotein, fx fars, kebab og pølser
  • Kødpålæg kan også indeholde soja
  • Sojasovs indeholder soja
  • Tofu indeholder soja
  • "Baked Beans" er ofte sojabønner i tomatsauce
  • Edamamebønner er umodne sojabønner

Plantedrikke

  • Sojamælk, sojafløde og sojayoghurt indeholder også soja

Sovs og dressinger

  • Færdiglavet sovs og dressinger kan indeholde soja. Fx er engelsk sovs lavet af blandt andet soja

Diverse

  • Tamari, miso, tempeh, yuba, okara og natto er alle fremstillet af soja
  • Slankekostprodukter kan være tilsat af soja
  • Proteinpulver kan være lavet af sojaprotein

Olie

  • "Vegetabilsk olie" kan være baseret på soja. Hvis produktet er raffineret, vil der normalt ikke være protein tilbage. Olien er derfor ikke et problem for mennesker med sojaallergi
  • Koldpressede olier kan derimod indeholde proteinrester og fremkalde symptomer hos sojaallergikere
  • Nogle plantemargariner indeholder soja

Spise ude

  • Når du spiser ude på caféer og restauranter, skal du være særlig opmærksom på kødprodukter, fiskeprodukter, hamburgerbrød, pizza og vegetariske retter
  • Vær opmærksom på, at specielt afrikanske, mexicanske og asiatiske retter ofte indeholder soja
  • Serveringsstedet er lovmæssigt forpligtet til at kunne oplyse om allergener i deres mad og drikke. Oplys derfor altid om din allergi og bed om vejledning af, hvilke retter/drikke der er frie for sojaprodukter

Ernæringsmæssige konsekvenser

  • Allergi over for soja har minimal betydning for dit indtag af vitaminer og mineraler i en dansk kost
  • Det er derfor ikke nødvendigt at tage kosttilskud, hvis du har sojaallergi

    Vil du vide mere?

    Kostråd

    Tjeklister

    Om fødevareallergi og fødevareintolerans

    Kilder

    Fagmedarbejdere

    Lotte Juul

    konsulent, diætist, Hjerteforeningen

    Bo Christensen

    professor, ph.d., praktiserende læge, Institut for Folkesundhed - Almen Medicin, Aarhus Universitet

    Indhold leveret af

    Patienthåndbogen

    Patienthåndbogen

    Kristianiagade 12

    2100 København Ø

    DisclaimerPatienthåndbogen