Tågang er almindelig indtil 2-årsalderen. Tågang kan være en medfødt 'vane', og så kaldes den habituel, hvis den fortsætter, efter barnet er 2-3 år. Det kan skyldes andre årsager, og det kan være hensigtsmæssigt at få undersøgt.
Barnet sætter forfoden i gulvet under gang i stedet for hæl til tågang. Barnet kan ofte gå på flad fod, når man beder om det, men begynder at gå på tæer, når det afledes igen.
Du skal væres særligt opmærksom:
Diagnosen habituel tågang stilles ved at udelukke andre årsager til tågang. Andre årsager kan være skader på nervesystemet (fx cerebral parese) eller muskelsygdomme (fx Duchennes muskeldystrofi). Det ses også ved ADHD og autisme.
Årsagen er ukendt. Derfor bruger man betegnelsen idiopatisk tågang som et andet navn for tilstanden. "Idiopatisk" betyder "uden kendt årsag".
Tågang over længere tid kan føre til, at akillessenen (hælsenen) bliver for kort.
Tågang kan i nogle tilfælde skyldes en medfødt kort akillessene.
Nej, men tågang kan være en del af andre arvelige sygdomme, hvor man ser, at én forælder og barnet har gået/går på tæer.
Et barn med habituel tågang, som ikke har kort eller stram akillessene, skal kun observeres og følges med kontroller ved læge eller sundhedsplejerske. Hvis der udvikler sig stramhed, som giver problemer, så kan man overveje at henvise til behandling.
Hvis hælsenen ikke er forkortet, kan man godt vente med aktiv behandling. Ligeledes kan vælges at behandle, hvis man synes, at det er meget socialt generende for barnet.
Habituel tågang kan behandles med:
Strækbehandling kan bruges, især hvis der er stramning over akillessenen. Hvis strækket skal have nogen effekt, så skal barnets kropsvægt bruges for at få kraft nok på udstrækket. Barnet skal lære at strække ud ved at stå med forfoden på en kasse eller lignende, således at hælen presses nedover. Behandling med udstræk er med til at forbygge en forkortet sene, og øvelserne udføres løbende.
Der skal laves 3 x 10 gentagelser for hver fod med ca. 30 sek. pause mellem hvert sæt. Det er meget vigtigt, at det er hårdt for barnet at lave øvelsen – så hårdt, at barnet ikke kan lave 10 ekstra repetitioner efter de 3 x 10.
Hvis det er for let med barnets egen kropsvægt, kan forældre hjælpe med at øge strækket
Gipsbehandling består i enten én længere eller flere kortere, gentagne gipsninger. Ved sidstnævnte skal der typisk skiftes gips ugentligt, således at graden af bagoverbøjning af foden gradvist øges.
Behandling med gips er med til at forbygge en forkortet sene, og gipsning gentages i tilfælde af fornyet stramning. Dette kombineres ofte med efterfølgende udstrækning.
En ortose er en stiv støttebandage eller et indlæg, som "tvinger" foden i en mere rigtig stilling og forhindrer tågang. Denne behandling har den fordel, at den passer i almindelige sko og tillader næsten normal bevægelse.
Ortosen hindrer, at foden bøjes nedad, mens den giver mulighed for fuld bagoverbøjning. Ortosen skal bruges hele tiden, mens barnet er vågent og i minimum 6 måneder. Disse ortoser skal tilpasses den enkelte person hos en bandagist.
Operation kan være nødvendig hvis:
Ved indgrebet forlænges lægmuskel eller akillessenen. Det kan især bruges, hvis der er en stramning hen over akillessenen.
Efter operationen på akillessenen skal benet holdes i ro med gips fra under knæet i 2-6 uger. Når gipsen er fjernet, kan barnet begynde at gå så meget, som det kan tåle. Et barn, som er nyopereret for idiopatisk tågang, vil kortvarigt have lidt sværere ved at gå.
Efterhånden vil lægmusklerne langsomt genvinde styrken over de følgende uger til måneder, og evnen til gang og til at løbe normalt vil komme tilbage. Dette giver en bedring af tågangen.
Der er ingen af de givne behandlinger, som kan kurere habituel tågang, men de kan gøre det bedre i en periode.
Man kan opfordre og hjælpe ens barn med øvelser.
Da årsagen, som nævnt, er ukendt, er det vanskeligt at forhindre habituel tågang. Hvis akillessenen er stram, er det vigtigt at starte udstrækning for at forbygge yderligere opstramning.
Hvis det begynder at gøre ondt, er begrænsende for sport eller anden aktivitet, eller er socialt invaliderende.
Hos de fleste børn sker der en spontan bedring, og barnet holder op med tågang af sig selv ved 10-årsalderen.
Konsekvenserne på lang sigt af tågang er ikke kendt, men det ser ikke ud til at give store fodproblemer hos voksne.
En svensk undersøgelse har vist, at omkring 2-5 % af 5-6-årige børn er tågængere.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
