Kroniske muskel-skeletsmerter hos børn

Jesper Andersen

speciallæge

Fakta

  • Muskelskeletsmerter forekommer hyppigt hos børn
  • Der er en lang række hyppige og godartede årsager, som ofte er forbigående
  • Ligeledes er der en række sjældne og indimellem alvorlige årsager, som kan være kroniske
  • Kontakt lægen og vær særlig opmærksom på, om dit barns smerter vedvarer og dermed fremstår mere eller mindre konstante

Hvad er kroniske muskelskeletsmerter hos børn?

Muskel og/eller skeletsmerter hos børn vil typisk være smerter, der er udløst fra bløddele eller knogler. Årsagen kan være vanskelig at fastslå. Hos de fleste vil denne slags smerter være forbigående og relateret til ømhed ved infektionssygdom med feber, fysisk anstrengelse eller skyldes en skade som fx en forstuvning.

Ved længerevarende symptomer skal man som forælder selvfølgelig være opmærksom på, om der kan være andre mere alvorlige årsager.

Forekomst (hyppighed)

Muskelskeletsmerter er hyppige hos børn. På uge- til månedsbasis vil op mod 30-40 % af børn/unge give udtryk for denne type smerter. Forekomsten stiger med alderen

Hvad kan årsagen være?

Hyppige årsager

Vokseværk

  • Hyppigt i alderen 2-12 år hos op mod 20 % af skolebørn
  • Hyppigere hos piger
  • Varer fra få måneder til flere år, oftest under søvn som vækker barnet
  • Typisk lår eller underben og flytter sig rundt fra nat til nat
  • Normal undersøgelse og typisk ingen halten eller smerter om dagen
  • Effekt af massage eller smertestillende paracetamol 

Hypermobilitet

Mange børn er hypermobile i deres led og kan lave overstrækning af leddene, som giver smerter.

Godartet ledbetændelse

Børn får ofte virusinfektioner, og i efterforløbet er der en del børn, der udvikler en reaktion på dette i form af en godartet ledbetændelse, typisk et hofteled der samler væske og gør ondt, hvorfor barnet vil halte. Det kaldes også en "forkølet hofte", som typisk er forbigående over 2-4 dage, hvorefter barnet igen løber rundt og leger. Barnet er oftest helt upåvirket i øvrigt og kun med lidt eller ingen feber.

Vedvarende smerter i en ekstremitet

Skal altid give anledning til at overveje, om der kan være noget man har overset, f.eks. et brud eller andet, hvorfor det kan være relevant for lægen at overveje et røntgenbillede, hvis symptomerne ikke bliver bedre.

Sjældnere årsager

Der er en lang række andre og sjældnere årsager til muskelskeletsmerter hos børn.

  • Kroniske gigtsygdomme er yderst sjældne i barnealderen, men kan debutere ved, at barnet halter, ikke vil bruge et arm/ben, eller ryggen er blevet skæv og gør ondt
  • Infektioner i knogler eller led er ligeledes sjældent, men der vil ofte ses feber og påvirkede blodprøver
  • Knoglesygdomme i f.eks. ryg eller hofter ligeledes sjældne, men noget man skal være opmærksom på, hvis en større ung begynder at halte
  • Kræftsygdom, herunder leukæmi eller knoglekræft er yderst sjælden, men debuterer ofte med knoglesmerter

Hvad kan jeg selv gøre?

  • Vær opmærksom på dit barns symptomer og især om smerterne vedvarer eller forsvinder i perioder

Kontakt egen læge

  • Ved vedvarende uforklarlige symptomer som ofte er til stede mere eller mindre konstante

Kontakt læge med det samme

  • Hvis dit barns tilstand forværres akut

Hvad gør lægen?

Sygehistorie

Lægen vil uddybe sygehistorien med fokus på:

  • Hvordan symptomerne er opstået, og i hvilken forbindelse de er opstået
  • Hyppighed
  • Varighed
  • Lokalisering
  • Hvilke led, er der morgenstivhed?
  • Er der noget, der lindrer eller udløser?
  • Begrænsninger i dagligdagen
  • Andre symptomer
  • Nylige infektioner

Lægeundersøgelsen

Fokus på:

  • Barnets almenr tilstand, vægt og højde, ernæringstilstand
  • Hævede lymfeknuder - milt/leverforstørrelse
  • Gennemgang af alle led og knogler
  • Udslæt
  • Derudover almindelig undersøgelse

Andre undersøgelser

  • Lægen kan vælge at supplere med almindelige blodprøver og evt. røntgenundersøgelse af knogler eller ultralyd af led
  • Henvisning til lokal Børne- og ungeafdeling til nærmere udredning hvis nødvendigt

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Jesper Andersen

ledende overlæge, ph.d., klinisk lektor, Børn- og ungeafdelingen, Nordsjællands Hospital, Københavns Universitetshospital, Hillerød

Bo Christensen

professor, ph.d., praktiserende læge, Institut for Folkesundhed - Almen Medicin, Aarhus Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen