Knude i brystet

Ann Søegaard Knop

speciallæge

Fakta

  • Knuder i brysterne er almindeligt hos kvinder på grund af hormonsvingninger ved menstruation og ved amning
  • Brystkræft bliver hyppigere, jo ældre kvinder bliver. Brystkræft er sjælden før 40-årsalderen
  • Nyopståede knuder bør altid undersøges, hvis knuden ikke forsvinder ved menstruation, eller hvis der kommer en knude efter overgangsalderen

Hvad er knuder i brystet?

Brystet består af mælkekirtler og mælkegange. Derudover er der rigeligt med fedtvæv og bindevæv mellem kirtlerne. Knuder kan både være i kirtler og kirtelgange samt i fedtvæv og bindevæv. Knuder i huden over brysterne kan føles som knuder i brystet.

Af de knuder, der bliver opdaget, er langt de fleste heldigvis godartede.

I 85 % af tilfældene er det kvinderne selv, der opdager knuden.

Gå altid til lægen med en knude i brystet

De fleste kvinder går til lægen med en knude i brystet, fordi de er bekymrede for, om det er kræft. De fleste er så bekymrede, at de kontakter lægen med det samme. For nogle medfører angsten for kræft, at de ikke går til læge, før svulsten er blevet stor.

Det er en kendsgerning, at ca. 5.000 danske kvinder får brystkræft om året. Det er derfor en god regel, at man skal finde ud af, om en knude er kræft eller ej.

I nogle tilfælde kan lægen afgøre, om der er mistanke om kræft eller ej. Men ved den mindste tvivl bliver der lavet flere undersøgelser for at afkræfte eller bekræfte mistanken om kræft.

Knuder i brystet og alder

Brysterne bliver påvirket af hormoner, og de forandrer sig over tid. Forandringerne er typiske for forskellige aldersgrupper. Brystkræft bliver hyppigere, jo ældre kvinder bliver. Brystkræft er sjælden før 40-årsalderen.

  • Før 25-årsalderen er knuder i brystet oftest cyster (væskefyldte blærer) i mælkegangene, eventuelt bindevævsknuder eller forandringer i huden
  • Frem til 35-årsalderen er det hyppigere med hævelse i mælkekirtler på grund af hormonpåvirkning og mælkeansamling i kirtler. Knuder i forbindelse med amning er også hyppige. Kræft er fortsat sjælden, men forekommer
  • Frem til 50-årsalderen kan man fortsat finde godartede knuder i både mælkekirtler og mælkegange. Bindevævsknuder er også almindelige. Men kræft vil altid være en vigtig diagnose at tænke på
  • Efter 50-årsalderen vil der altid være mistanke om kræft, hvis der kommer en ny knude i et bryst. Men også i denne aldersgruppe er de fleste knuder godartede

Undersøgelse for knuder i brystet

Mange kvinder undersøger selv deres bryster med jævne mellemrum. Men mange knuder bliver også opdaget mere tilfældigt, for eksempel under badning.

Undersøgelse hos lægen foregår ved, at lægen føler brystet systematisk igennem for at bekræfte, om der er en knude. Lægen vurderer i det omfang, det er muligt, hvilken slags knude det drejer sig om. Hvis der er den mindste mistanke om en ondartet knude, bliver der lavet mammografi, ultralyd af brystet og eventuelt taget en vævsprøve.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Ann Søegaard Knop

Overlæge, ph.d., Onkologisk klinik, Rigshospitalet

Anne Søndergaard

speciallæge i almen medicin, Trøjborg Lægehus

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen