Centrale og perifere nervesystem
Nervesystemet består af to dele: Et centralt nervesystem og et perifert nervesystem.
Det centrale nervesystem er hjernen og rygmarven, som begge er bygget op af nerveceller og nervefibre. Hjernen er inddelt i forskellige områder med forskellige opgaver. Eksempelvis styrer ét område følesans, andre styrer bevægelser, finjusterer bevægelser eller kontrollerer kroppens hormonkirtler.
Mellem de forskellige områder er der nerveforbindelser, så signalerne, som går ud fra hjernen, påvirkes fra mange områder og koordineres. Rygmarven sender signalerne til og fra hjernen og resten af kroppen. Rygmarven består mest af lange nervebaner, som bringer nerveimpulserne op og ned til og fra hjernen.
Det perifere nervesystem er nerver, som går fra hjernen og rygmarven ud til ansigtet og resten af kroppen. De perifere nerver til kroppen er forbundet med rygmarven på forskellige niveauer. Det er gennem rygmarven, at information fra perifere nerver kommer til og fra hjernen.
Gennem små huller i kraniet går nogle perifere nerver direkte ud fra selve hjernen. Disse nerver er de såkaldte hjernenerver og deres funktioner er bl.a. syn, øjenbevægelser, hørelse, lugt, smag og ansigtsbevægelse.
Signaler til bevægelse af muskler løber fra hjernen og ud, mens signaler, der har med følesansen at gøre, løber udefra og ind til hjernen.
Det autonome nervesystem
Vi har også et andet nervesystem, som vi ikke kan kontrollere bevidst. Det autonome nervesystem kontrollerer indre organer, blodkar, blodtryk, hjerte, kropstemperatur, sved og lignende.
Dette nervesystem består af to forskellige systemer, som holder hinanden i skak, det sympatiske og det parasympatiske (kolinerge) nervesystem.
Sygdomme i nervesystemet
Nervesystemet kan blive genstand for både sygdomme og skader. Hjernen kan blive skadet af blodprop og hjerneblødning, hovedskade, giftstoffer, infektioner, aldersforandringer eller svulster.
Vi er født med et bestemt antal nerveceller. Ødelægges en nervecelle, kan den ikke erstattes. Andre nerveceller vil i begrænset omfang kunne overtage opgaver for den døde nervecelle.
Ødelægges en perifer nerve, dør den helt ind til rygmarven. Den perifere nerve kan vokse ud igen, men det sker meget langsomt med 1-2 mm om dagen og kun i begrænset omfang. Nerveskader giver derfor meget ofte varige skader.
Da nervesystemet er meget komplekst, kan skader på hjernen, rygmarven eller de perifere nerver give meget forskellige symptomer. Det kan dreje sig om hovedpine, svimmelhed, svigt af balance eller koordination, svaghed, følelsesløshed, hukommelsestab, besvær med at forstå og opfatte, kramper og tab af bevidsthed.