Hvordan er prognosen?
De fleste personer, som har haft hjernehindebetændelse, bliver helt raske. Som regel er prognosen god, når behandling bliver iværksat i tide. De fleste vil have en rekonvalescent periode med hovedpine, udtalt trætbarhed, lyd- og lysfølsomhed, hukommelses/koncentrations besvær og dårligt humør. Derfor anbefales hel eller delvis sygemelding indtil første ambulante kontrol. Der kan være mulighed for udbetaling af erstatning fra privat forsikring grundet akut kritisk sygdom.
Inden udskrivelsen laves en genoptræningsplan inklusiv kognitiv test ved ergoterapeut. Dette sker for at sikre, at patienten får det rette tilbud i kommunen, idet alt visitation foregår i kommunalt regi.
10-15 % vil dog få varige skader på nervesystemet. Skaderne kan være mindre udtalte og kan let overses. Risikoen for senskader er størst, når infektionen skyldes bakterietypen pneumokokker, hvor komplikationer rammer næsten 50 %. Den er lavere for meningokokker. Risikoen for varige hjerneskader er større for de mindste børn, og særligt de, som er for tidligt fødte.
Forskellige typer skader
Komplikationer til hjernehindebetændelse kan være alvorlige. Jo længere man er syg uden behandling, jo større er risikoen for epilepsi (kramper) og varige skader på nervesystemet. Disse skader omfatter:
- Nedsat hørelse
- Blindhed
- Tab af evne til at tale
- Besvær med at indlære
- Adfærdsproblemer
- Søvnbesvær
- Lammelser af ansigtsnerven og øjenmusklerne
- Alvorligere hjerneskade som vand i hovedet (hydrocephalus) ses også
- Nogle bliver varigt mentalt påvirkede, og enkelte kan få cerebral parese, som fx kan medføre lammelser i kroppen og/eller stivhed af muskulaturen
Andre 2-5 % kan under den akutte sygdom få stærkt nedsat blodcirkulation til fingre og tæer, hvilket kan føre til amputation eller alvorlige hudskader, som kræver hudtransplantation. Undtagelsesvis kan der opstå langvarige skader på nyrerne, skader på binyrerne eller på hjertet.
Ambulant opfølgning og kontrol
Personer der har haft hjernehindebetændelse medgives tid til ambulant kontrol efter én måned. Ved ambulant kontrol sikres:
- at du fysisk er i bedring
- at du er i relevant genoptræningsforløb
- at du har tilstrækkelig viden om symptomer efter infektion i centralnervesystemet (CNS) med påvirket kognitiv funktion, risiko for udtrætning og stress udvikling
- at du har tilstrækkelig viden om håndterings-strategier og nødvendige skånehensyn arbejds-og familiemæssigt
Ved kontrollerne spørger lægen til de tilstande, der kan følge efter en hjernehindebetændelse:
- Søvnbesvær
- Hovedpine
- Problemer med at huske og koncentrere sig
- Påfaldende slaphed
- Humørsvingninger
- Nedsat hørelse
Særlige patientgrupper:
- Patienter som har haft kramper i forløbet henvises til neurologisk afdeling til udredning for epilepsi. Som udgangspunkt skal der nedlægges kørselsforbud
- Alle patienter med bakteriel meningitis (dog undtaget meningokok meningitis) henvises til høretest (audiometri) ved Audiologisk klinik
- Patienter, som har gennemgået amputation eller har fået skader på nervesystemet, kan have behov for langvarig rehabilitering
Vil du vide mere?