Der har været en stigning i antallet af hjernesvulster de seneste år. Eksperterne er ikke sikre på, om dette skyldes bedre metoder til at stille diagnosen, eller om der er tale om en reel stigning.
At stille diagnosen hjernesvulst indebærer flere forskellige undersøgelser:
Oplysningerne fra sygehistorien og den kliniske undersøgelse giver ofte lægen en klar ide om, hvad der er galt, og hvor skaden sidder i nervesystemet. Denne viden bruges til at bestemme, hvilke andre undersøgelser der skal udføres.
Det er helt afgørende for lægerne at få en så fuldstændig sygehistorie som mulig. Vigtige informationer er:
Den kliniske undersøgelse er betegnelsen for den fysiske undersøgelse, lægen udfører. Der foretages en generel vurdering af de forskellige organer som hjerte, lunger og mave, og den neurologiske undersøgelse er vigtig til vurdering af nervesystemets funktion.
Ved den neurologiske undersøgelse kontrolleres:
De supplerende undersøgelser er ofte blodprøver men kan også være prøver af rygmarvsvæsken. Blodprøverne kan give et generelt indtryk af tilstanden, om eventuelle nerveskader kan sættes i sammenhæng med sygdom i andre dele af kroppen, eller om nerveskaden har ført til forandringer i andre organer.
Svulster i hjernen kan påvirke kroppens hormoner, og derfor kan hormonprøver være en vigtig del af udredningen.
Undersøgelser af rygmarvsvæsken kan give vigtig information om centralnervesystemet. Betændelsesforandringer, som kan forveksles med svulster, kan give forandringer i rygmarvsvæsken. Rygmarvsvæsken kan også indeholde celler fra en svulst, hvilket kan gøre det lettere at stille en korrekt diagnose.
Udredning af en mulig hjernesvulst foregår på de større sygehuse, som har udstyr til at gennemføre avancerede billeddiagnostiske undersøgelser. Valget af metode afhænger af, hvad man finder undervejs i udredningen.
En CT-skanning foregår i et røntgenapparat, som ved hjælp af computerprogrammer kan fremstille detaljerede, to- og tredimensionelle billeder af hjernen. Man ligger stille på et bevægeligt bord, som føres ind i en rund åbning i skanneren, hvor billederne bliver taget. Det er ofte nødvendigt at sprøjte kontrastvæske ind i en blodåre for at lave bedre billeder af en svulst. Undersøgelsen er uden ubehag og tager for det meste mindre end 10 minutter.
Undersøgelsen foretages altid ved mistanke om svulst i nervesystemet. Denne metode bruger magnetfelter og radiobølger til at skabe billeder af hjernen. Man ligger inde i en cylindrisk maskine, som laver bankelyde. MR-billeder er særligt velegnede til diagnostik af hjernesvulster, fordi de har en høj detaljegrad. Man får kontrastvæske i en blodåre, hvilket bidrager til endnu tydeligere billeder af en svulst.
De nævnte undersøgelser må oftest suppleres med en operation for at finde ud af, hvilken slags svulst der er tale om. Operationen gør det muligt for hjernekirurgen at tage en biopsi (en vævsprøve), som kan undersøges under mikroskop (histologisk bedømmelse) og ved behov med molekylær genetiske teknikker. Undersøgelserne er helt afgørende for valg af behandling og til at vurdere prognosen.
En biopsi kan udføres som en del af en operation, der har til formål at fjerne svulsten. Men operationen kan også udføres alene som en biopsi.
For at komme ind til hjernen skal kirurgen bore et hul i kraniet. Fra dette hul kan der udsaves en knogleplade (kraniotomi) for at sikre bedst mulig adgang til hjernen. En tynd nål føres ind i svulsten og svulstvæv tages ud gennem nålen. Knoglepladen sættes på plads, når indgrebet er ovre.
Hjernesvulster ligger sjældent på hjernens overflade. Det er derfor ikke altid let at ramme svulsten med en biopsinål. Der bruger man metoder, hvor man ud fra computerberegninger kan styre nålen midt ind i svulsten for at tage en biopsi.
Se en kort animation, der viser, hvordan man foretager en biopsi:
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
