Skader i rygmarven kan give varige lammelser, tab af følesans og manglende kontrol af blære, afføring og seksualfunktion
Den rygmarvsskadede skal derfor træne sig op til at klare sig selv mest muligt
Rehabiliteringen skal startes så hurtigt som muligt, gerne på første indlæggelsesdag
Rehabiliteringen sker i samarbejde mellem den skadede og sundhedspersonale ergo- og fysioterapeuter, sygeplejerske og læger
Hele rehabiliteringen varer oftest måneder
Skader i rygmarven kan give varige lammelser og tab af følesans nedenfor det sted, man er skadet. Der vil desuden ofte være problemer med kontrol af vandladning, afføring og seksualfunktion. Den rygmarvsskadede skal derfor træne for bedst muligt at klare sig igennem livet. Det betyder, at den del af kroppen, som har kraft og førlighed, skal trænes op til at udføre en del nye opgaver, som afhjælper den tabte funktion i eksempelvis benene.
Den rygmarvsskadede skal også lære at benytte hjælpemidler som kørestol eller rollator og teknikker til at håndtere vandladning, tarmfunktion og seksualfunktion.
Rehabiliteringen skal startes så hurtigt som muligt, gerne på første dag, man er indlagt. Rehabiliteringen sker i samarbejde mellem den skadede og læger, ergo- og fysioterapeuter.
I Danmark er rehabiliteringscentrene centraliseret:
Hele rehabiliteringen varer oftest måneder.
Målet med rehabiliteringen er, at den rygmarvsskadede skal fungere mest mulig selvhjulpen. Det betyder, at man ved træningen lærer at løse dagliglivets mange opgaver med den skade, man har:
Personer med skader højt oppe i nakken vil som regel ikke selv kunne udføre disse funktioner.
I rehabiliteringsfasen begynder også planlægningen af, hvad man skal gøre resten af livet. For nogle kan det være aktuelt at vende tilbage til et tidligere job. For andre er det nødvendigt med omskoling og start på ny uddannelse. For de fleste er det nødvendigt at ændre indretningen af hjemmet.
De rygmarvsskadede, der har vedvarende svære lammelser i benene, skal forebygge blodpropper med elastiske strømper og blodfortyndende medicin. Den blodfortyndende medicin kan gives som indsprøjtninger i huden.
Efter en rygmarvsskade er blodtrykket ofte lavere end tidligere. Hvis dette giver tendens til svimmelhed, kan det være nødvendigt at behandle det med elastiske strømper, ved at drikke mere væske og eventuelt med medicin.
Nogle har samtidig et meget følsomt blodtryk. Det kan stige voldsomt ved ubehagelige påvirkninger, som man ofte ikke selv lægger mærke til. Det kan være, at blæren er fyldt, at man er ved at udvikle et liggesår, at tøjet strammer eller lignende. Blodtrykket kan blive så højt, at det kan føre til hjerneblødning. Man behandler det i første omgang med at fjerne alle muligheder for ubehag. Hjælper det ikke tilstrækkeligt, supplerer man med medicin.
Da den rygmarvsskadede ofte har mistet kontrollen over vandladningen, tømmes urinblæren med et urinkateter. Hvis funktionen i hænderne er bevaret, kan man selv lære dette. Det skal gøres flere gange dagligt for at forhindre, at blæren bliver overfyldt.
I sjældne tilfælde kan et fast kateter være nødvendigt. Et kateter der lægges ind via urinrøret kan give rifter og sår og påvirke seksualfunktionen. Man foretrækker derfor ofte at lægge et kateter ind gennem maveskindet.
Problemet med et fast kateter er, at det giver stor risiko for blærebetændelse. Betændelsen kan sprede sig til nyren og medføre, at der dannes nyresten.
Man mister også ofte kontrollen over tarmen. Det betyder, at man får tendens til forstoppelse, og at man kan være utæt. Problemerne kan i nogen grad undgås ved at styre afføringen via kost, afføringsmiddel og eventuelt medicin.
Den rygmarvsskadede er ude af stand til at registrere ubehag og smerter fra de lammede områder. Der er derfor en konstant fare for, at man udvikler tryksår.
Den skadede og omgivelserne skal derfor lære sig rutiner, som forebygger sådanne sår. Både når vedkommende ligger og sidder, er det nødvendigt at skifte stilling, som aflaster trykket på udsatte hudområder. Sengens underlag er meget vigtigt, og siddepuder skal være specielt tilpasset.
Det, at man hele tiden er i ro, medfører, at man taber kalk fra skelettet. Det øger risikoen for brud på knoglerne. Bevægelse forebygger dette, særligt bevægelse hvor der er vægt på kroppen. De fleste personer med rygmarvsskade får dog udtalt knogleskørhed, især i benene.
Orgasmen er ofte svækket som følge af manglende eller nedsat følesans.
Kvinder med rygmarvsskade kan have nedsat fugtighed i skeden. De kan derfor med fordel bruge vandbaseret glidecreme i forbindelse med samleje. Kvindens frugtbarhed er normal, men ved graviditet kan der de sidste måneder være øget tendens til urinvejsinfektioner.
Kvinder med rygmarvsskade kan også have svært ved at mærke veer, hvorfor det kan være nødvendigt at blive indlagt et stykke tid før forventet fødsel. Ved fødslen kræves særlig overvågning, blandt andet fordi muskulaturen i bækkenbunden ikke kan deltage i at presse barnet ud.
Hos manden giver rygmarvsskader problemer med rejsningen (erektionen), sædafgang, orgasme og befrugtning. Det skyldes, at forbindelsen mellem hjerne og kønsorganer ikke fungerer. Lystproblemer har normalt psykologiske årsager. Problemer med erektion kan behandles med medicin. Da sædkvaliteten kan være dårlig, kan det være nødvendigt at lave kunstig befrugtning med mandens sæd. De fleste rygmarvsskadede mænd kan få egne børn.
I 70-80 % af tilfældene kan manden få rejsning med erektionsstimulerende medicin. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, vil mange kunne opnå rejsning ved at sprøjte et såkaldt erektionsmiddel ind i penis. Sædafgang kan fremkaldes ved hjælp af vibration af penis hos 70-80 %. De øvrige vil normalt kunne få sædafgang ved elektrostimulering i endetarmen.
Kramper og stærke muskelstramninger er et problem for mange. Det kan lindres med træning/udstrækning og medicin. I udtalte tilfælde kan der opereres en pumpe ind. Den frigiver medicin direkte til rygmarven og dæmper den overaktivitet, der er skyld i muskelstramningerne. Ved lokale problemer er botulinumtoxin-indsprøjtning en mulighed.
Mange rygmarvsskadede personer har smerter. Smerterne kan være vanskelige at fjerne helt, men kan som regel lindres. Man vil anvende medicin, som også bruges til andre former for nervesmerte. Typisk er det medicin, der oprindeligt er udviklet til epilepsi eller depression, men som man siden har fundet ud af også virker på nervesmerter.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
