Belastnings-EKG

Videotekst

Hjertet er en muskel, som trækker sig regelmæssigt sammen og pumper ilt og næringsrigt blod ud i kroppen. Hvert hjerteslag udløses af et elektrisk signal, som passerer gennem hjertemusklen.

For at undersøge hvor godt hjertet fungerer, tages ofte et elektrokardiogram eller EKG. Ved denne undersøgelse sættes elektroder fast på brystvæggen, og på arme og ben, og hjertets elektriske signaler måles.

De elektriske signaler følger en bestemt rute gennem hjertet og starter på et sted, som kaldes SA-knuden i øvre del af højre forkammer eller atrium. Signalet breder sig så henover væggen på både højre og venstre atrium, atrierne trækker sig sammen og pumper blod ind i hjertekamrene, kaldet ventriklerne.

Det elektriske signal passerer ned i ventriklerne via AV-knuden og breder sig så nedover i skillevæggen mellem de to ventrikler. Til sidst breder signalet sig udover ventriklerne, som så trækker sig sammen og pumper blod ud i lungerne og kroppen. Ændringer i det normale elektriske mønster kan tyde på hjerteskade, enten som følge af et hjerteinfarkt eller en hjertesygdom.

I nogle tilfælde udfører patienten en belastning, mens EKG’et bliver registreret. En belastning betyder som regel at cykle på en ergometercykel, at gå eller nogle gange at løbe på et løbebånd med stigende belastning, mens EKG’et bliver taget. Denne test gør det muligt for lægen at bedømme hjertets elektriske aktivitet under fysisk belastning, samt at påvise eventuelle tegn på snævre koronararterier.

Vil du vide mere?

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen