Forhøjet blodtryk, symptomer

Michael Hecht Olsen

speciallæge

Fakta

  • I de fleste tilfælde har man ingen symptomer på forhøjet blodtryk. Enkelte har hovedpine, hjertebanken, eller bliver forpustede når de anstrenger sig
  • Efter mange år kan der komme komplikationer til det høje blodtryk, der giver symptomer. Det gælder især blodprop i hjertet og apopleksi (blodprop i hjernen eller hjerneblødning)

Hvad er forhøjet blodtryk?

Forhøjet blodtryk (hypertension) betyder, at trykket i kroppens pulsårer er højere end det, der defineres som normalt.

Højt blodtryk belaster dit hjerte og kredsløb og giver en risiko for, at du udvikler f.eks. apopleksi (blodprop i hjernen eller hjerneblødning) og hjerteinfarkt (blodprop i hjertet).

Blodtrykket angives med to tal adskilt af en skråstreg:

  • Det første tal er trykket i pulsårerne (arterierne), når hjertet trækker sig sammen. Dette kaldes det systoliske tryk
  • Det sidste tal er trykket i pulsårerne mellem hjerteslagene, og det kaldes det diastoliske tryk

Et blodtryk på 150/90 betyder altså, at blodtrykket for hvert hjerteslag svinger mellem 150 og 90. Blodtrykket angives i en måleenhed, der kaldes millimeter kviksølv (mmHg), fordi blodtrykket tidligere blev målt med et kviksølvapparat. I dag bruges oftere elektroniske apparater til at måle blodtrykket.

Blodtrykket er forhøjet, når det:

  • Hos lægen er 140/90 eller derover ved flere målinger
  • Derhjemme er 135/85 eller derover ved flere målinger
  • Ved de sværeste tilfælde kan blodtrykket f.eks. være 220/120

Hvad er symptomerne på forhøjet blodtryk?

Forhøjet blodtryk giver typisk ingen symptomer, før der eventuelt er opstået varige skader. Nogle får let hovedpine, mild svimmelhed og hyppigt næseblod. Andre kan have hjertebanken og opleve, at de bliver forpustede, når de anstrenger sig fysisk.

Nogle få personer har forhøjet blodtryk på grund af en anden sygdom og kan have andre symptomer. Disse symptomer afhænger af, hvilken anden sygdom de har. Hvis du har meget højt blodtryk, kan du:

  • Få kraftig hovedpine
  • Blive forvirret
  • Få problemer med balancen
  • Få kvalme og kaste op

Dette er dog meget sjældent.

Hvilke skader kan højt blodtryk give?

Højt blodtryk er typisk ikke nogen akut tilstand. Du kan som regel have højt blodtryk i flere år, før der opstår problemer. Hvis det høje blodtryk ikke bliver opdaget og behandlet, kan det med tiden medføre varige skader i hjertet og blodkar. Disse skader kan opstå i forskellige organer, men oftest i hjerte, hjerne og nyrer.

Hjertesvigt

Hjertet skal trække sig kraftigt sammen ved hvert eneste hjerteslag, hvis du har forhøjet blodtryk. Dette er et stort ekstraarbejde, som efterhånden kan give forstørret hjerte. I nogle tilfælde bliver hjertets funktion dårligere og dårligere.

Der kan så opstå hjertesvigt, hvor hjertet har svært ved at pumpe nok blod ud i kroppen. Blodet hober sig så op i lungerne og giver vand i lungerne.

Symptomerne på hjertesvigt er:

  • Problemer med at trække vejret
  • Træthed og slaphed
  • Hjertebanken
  • Nedsat appetit

Blodprop i hjertet eller hjertekrampe

Vedvarende højt blodtryk giver skade på pulsårernes vægge. Højt blodtryk giver en stor risiko for åreforkalkning (aterosklerose), hvor der aflejres kolesterol, andre blodfedtstoffer og kalk i pulsårernes vægge.

Åreforkalkning kan give indsnævringer i pulsårerne og mindske mængden af blod, der kan løbe igennem pulsårerne. Resultatet bliver, at kroppens væv og organer ikke får nok ilt, og det kan blandt andet give angina pectoris (hjertekrampe) og blodprop i hjertet.

Ved hjertekrampe (angina pectoris) mærker du en klemmende, snørende smerte i brystet. Smerten stråler ofte ud i venstre arm. Smerterne ved hjertekrampe varer i kort tid, dvs. mindre end 15-20 minutter. Hjertekrampe opstår oftest ved anstrengelse og forsvinder ved hvile.

En blodprop i hjertet opstår som komplikation til åreforkalkning i hjertets kranspulsårer. Blodproppen forårsager et hjerteinfarkt, hvor muskelcellerne i et område af hjertet får så lidt ilt, at de dør.

Blodprop i hjertet giver typisk kraftige, snørende eller klemmende smerter i brystet, som ofte stråler ud til en arm eller kæben. Smerterne varer længe og bliver typisk ikke bedre af hvile. Du får desuden ofte kvalme, kaster op, får problemer med at trække vejret, angst og uro.

Blodprop i hjernen eller hjerneblødning

Blodprop i hjernen og hjerneblødning kaldes under et for apopleksi. Symptomerne varierer afhængig af, hvor i hjernen skaden sker, og hvor stort et område der rammes. Enkelte bliver kortvarigt døsige, nogle mister kraften i arm og ben på højre eller venstre side. Andre kan miste evne til at tale.

Store apopleksier kan give bevidstløshed og koma og være livstruende. Efter en lille apopleksi kan man komme sig fuldstændigt, selv om en mindre mængde hjernevæv er ødelagt.

Nyreskader

Forhøjet blodtryk og åreforkalkning kan give skader på nyrerne, som i sjældne tilfælde kan give kronisk nyresvigt. Kronisk nyresvigt er en alvorlig tilstand, som kan kræve dialysebehandling og på længere sigt eventuelt nyretransplantation.

Nyresvigt kan give en række symptomer, blandt andet:

  • Slaphed
  • Lav blodprocent
  • Hudkløe
  • Vægttab
  • Kvalme og opkastning

Øjenskader

Øjnene kan tage skade af højt blodtryk. Det viser sig ved gradvist nedsat syn og i sjældne tilfælde blindhed.

Vil du vide mere?

Undervisning

Kilder

Fagmedarbejdere

Michael Hecht Olsen

Ph.d., DM.Sci., professor, Medicinsk Afdeling 1, Holbæk Hospital

Bo Christensen

professor, ph.d., praktiserende læge, Institut for Folkesundhed - Almen Medicin, Aarhus Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen