Charcots fod er en sjælden skade og deformitet, som kan opstår i fodens eller anklens knogler hos personer med længere varende dårligt reguleret diabetes
Tilstanden forudgås af ophævet følesans - neuropati
I begyndelsen har man ofte kun få og ukarakteristiske symptomer, men typisk:
hævelse
rødme
øget hudtemperatur
Der er ikke eller meget sjældent smerter
Charcots fod behandles ved at aflaste foden med specialfremstillede sko. Sker dette ikke, er der stor risiko for at få svære deformiteter i foden og senere sår på foden
Har du diabetes, og har du mistanke om begyndende Charcot fod, bør du straks kontakte din læge
Hvad er Charcots fod?
Charcots fod er en sjælden skade og deformitet i foden eller anklen.
Charcots fod opstår hos personer med type 1 eller type 2 diabetes. Tilstanden opstår hos personer med diabetisk nerveskade - det vil sige personer med længerevarende diabetes og ofte personer, hvor kontrollen af blodsukkeret har været dårlig i meget lang tid.
Tilstanden starter med en betændelseslignende påvirkning af et afgrænset område i knoglerne i en fod eller ankel. Dette kan føre til brud og forskydninger i led. På længere sigt kan det ende med varige deformiteter. Dette kan dog i betydelig udstrækning undgås, hvis tilstanden bliver opdaget tidligt og behandlingen kommer hurtigt i gang.
Hvad er symptomerne på Charcots fod?
Man skelner mellem akut Charcots fod og kronisk Charcots fod.
Akut Charcots fod
Ved akut Charcots fod opstår symptomer ofte i forbindelse med, at man belaster foden ekstra meget. Det kan fx være i forbindelse med uvant lange gåture. Tilstanden kan også opstå, når fodens skelet er svækket fx ved et brud på anklen eller operation på foden.
Akut Charcots fod viser sig ved:
Foden er hævet
Huden på foden eller dele af foden er varm
Der kan være rødme på et afgrænset område af foden, fx fodryggen eller anklen
Man kan få uro og murren i foden
Foden kan føles ustabil
Man har som regel ikke smerter i foden
I mange tilfælde har man kun få symptomer, og ofte går der lang tid, fra symptomerne begynder, til diagnosen stilles. I løbet af denne tid er der fare for, at man udvikler en deformeret fod.
Kronisk Charcots fod
Når den kroniske Charcots fod udvikles, er symptomerne tidligt i sygdommens forløb ganske beskedne. Ofte fortsætter belastningen af foden derfor uændret. Dette fører til sammenfald af knogler, ustabil og deform fod, yderligere hævelse og eventuelt sår på foden.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen stiller diagnosen på baggrund af symptomerne og fund ved undersøgelse. Det er som nævnt typisk, at foden er hævet, eventuelt også anklen. Hudtemperaturen på den hævede fod er øget minimum 2°C, sammenlignet med den anden fod. Undersiden af foden mister den normale fodbue, bliver flad (platfod) eller fodsålen kan bule det modsatte af den normale fodbue, kaldet en gængefod.
Fordi foden ændrer form, vil trykket under foden fordeles unormalt. Kombineret med nerveskaderne i foden fører dette til øget forekomst af fodsår.
Røntgenbilleder taget tidligt i sygdommens forløb vil oftest være normale. En almindelig røntgenundersøgelse kan ikke bruges til at afkræfte Charcots fod. Der er ikke nogen 100 % sikker undersøgelse til at stille diagnosen, men MR skanning er formentlig den bedste.
Hvorfor får man Charcots fod?
Diabetes er den hyppigste årsag til Charcots fod. Tilstanden udvikler sig over måneder og år, men opstår ofte forholdsvist akut.
Mange faktorer menes at spille ind ved udvikling af Charcots fod. Nerveskade (neuropati) er dog den vigtigste faktor.
Nerveskaden fører til nedsat følesans og ustabil fod, hvilket kan føre til træthedsbrud, fordi knoglen mangler kalk og er skrøbelig. Foden er præget af stive led, forkortede sener, udstående knogler og forkortet akillessene. Trykket på forfoden er øget, når man går, og fodens skelet bliver derfor udsat for øget belastning. Dette øger risikoen for træthedsbrud.
Hvis Charcots fod ikke behandles, vil skaderne forværres og brede sig til naboknogler. Fodens skelet bliver derved ustabilt og synker sammen. Slutstadiet for en fod med Charcots skader er en tilstand, hvor den normale form af foden er forandret.
Hvad er behandlingen?
Charcots fod er en sjælden tilstand, og behandlingen er kompleks. Derfor er behandlingen af Charcots fod samlet på få steder.
Målet med behandlingen er at opnå, at den betændelseslignende tilstand ophører hurtigst mulig, og at der opstår mindst mulig deformitet
Hvis lægen har mistanke om, at man har Charcots fod, skal man straks henvises til en specialafdeling på sygehus. Her vil man starte med at aflaste den berørte fod fx i en behandlingsstøvle (fx Aircast).
Selvom røntgen ikke viser, at der er Charcots fod, bør man fortsætte med at aflaste foden, indtil resultater fra andre undersøgelser, fx MR-skanning, er klar.
Aflastning
Aflastning er den primære behandling, fx med Aircast eller sandaler med stive såler. Utilfredsstillende fremgang skyldes som regel, at den syge ikke benytter den aflastende bandage eller specialsko døgnet rundt.
At være helt i ro er det ideelle, men er upraktisk og fører ofte til, at man tager på i vægt og får en dårlig reguleret diabetes. Brug af krykker/stok indendørs er acceptabelt, og man kan motionere på motionscykel, eventuelt cykle udendørs. Der findes ingen generel enighed om, hvor lang tid man skal holde sig i ro, men man anbefaler minimum tre måneder.
Når den akutte hævelse er svundet, kan man forsigtigt begynde at belaste foden i gips (modelleret således, at den følger fodbuen) eller Aircast med indlæg, der støtter fodbuen. Erfaringen er, at der er behov behandling i gennemsnit fem måneder med Aircast og 11 måneder med gips.
Når man er færdig med at aflaste foden, skal man gradvist begynde at overgå til specialtilpassede sko. Man får som regel taget mål til specialfodtøj de sidste par måneder af aflastningsperioden. Tilpasningen bør gælde begge fødder.
20-30 % får tilbagefald efter behandling med aflastning.
Medicin har ingen sikker plads i behandlingen.
Kirurgi
Personer med Charcots fod kan få kroniske sår under midtfoden forårsaget af knoglefremspring, som ikke heler under aflastning. Disse sår kan behandles ved at fjerne et knoglestykke eller ved at genskabe fodbuen. Det sidste sker ved at fjerne knoglevæv og afstive leddet, mens sygdommen er i en rolig fase.
Ved forandringer i anklen kan man få kronisk ustabil ankel. Hvis den ustabile ankel ikke kan kontrolleres med en kunstfiberbandage, kan der opstå større fejlstillinger i foden, og man kan få tryksår og knoglebetændelse. Denne tilstand kræver et indgreb, hvor man afstiver leddet.
Disse indgreb udføres sjældent, er vanskelige, tager tid og bør kun udføres på udvalgte specialafdelinger. Men mere end 90 % af de opererede undgår amputation.
Hvad kan jeg selv gøre?
Vær opmærksom på dine fødder, specielt om der sker forandringer i form af varme, rødme eller et sår. Er der det, skal du hurtigt kontakte læge eller det diabetes ambulatorium, du eventuelt er tilknyttet
Hvordan undgår jeg at få eller forværre Charcots fod?
Man kan selv forebygge, at man får nerveskader i foden og dermed mindske risikoen for Charcots fod:
God kontrol af blodsukkeret
Rygeophør
Regelmæssig kontrol af diabetes hos læge
Regelmæssig kontrol af fødderne hos fodterapeut
Hvordan er langtidsudsigterne?
Personer med Charcots fod har ofte en række andre sygdomme og faktorer, som øger risikoen for tilstanden:
For højt blodtryk
Højt kolesterol
Rygning
Overvægt
Komplikationer som følge af langvarig diabetes
De kræver derfor intensiv medicinsk behandling og kontrol. Hvis man har Charcots fod, skal man gå til kontrol hele livet, som regel hos fodterapeut.
Er Charcots fod farligt?
Charcots fod kan føre til sår, som har svært ved at hele og i værste fald til amputation. Jo hurtigere diagnosen stilles, og behandlingen iværksættes, jo mindre risiko
Hvor hyppig er Charcots fod?
I udenlandske og danske studier er forekomsten på 0,1-0,3 % af personer med diabetes. Om der er forskel i forekomsten af denne komplikationer ved type 1 og type 2 diabetes er uklart.
