Den vigtigste risikofaktor for knogleskørhed er alder. Knoglemassen når sit maksimum, når man er mellem 20-30 år, og den bliver gradvist reduceret fra 40-årsalderen. Alle får knogleskørhed, hvis de bliver gamle nok.
Kvinder er mere udsatte end mænd. Dette skyldes, at mænd har kraftigere knoglebygning end kvinder, og de har derfor mere "reservekapacitet", når de bliver gamle.
Desuden falder produktionen af det kvindelige kønshormon østrogen efter overgangsalderen. Østrogen stimulerer, at der dannes ny knogle. Mangel på østrogen gør derfor, at knogletabet går hurtigere. Kvinder, der kommer tidligt i overgangsalderen, har derfor en større risiko for at få knogleskørhed.
En høj og slank krop øger risikoen for knogleskørhed, særligt hos kvinder. Tynde mennesker har ofte mindre knoglemasse. Desuden er fedt et vigtigt østrogenlager. Kvinder med sparsomt fedt på kroppen har derfor lavere niveauer af østrogen. Dette gør, at knoglerne nedbrydes hurtigere.
Arv har også betydning. Hvis du har nære medlemmer af din familie, der har knogleskørhed, stiger din risiko for også at få knogleskørhed.
Rygning bidrager til, at man får knogleskørhed. Det samme gælder et højt indtag af alkohol og et stillesiddende liv, hvor man ikke er fysisk aktiv.
Kosten kan have en betydning. Underernæring eller fejlernæring med for lidt kalk og D-vitamin giver knogleskørhed. Som regel får man tilstrækkelige mængder af disse stoffer (bortset fra D-vitamin) gennem en normal sammensat kost. Det anbefales, at alle voksne får et D-vitamin tilskud om vinteren.
At ligge lang tid i sengen, fx i forbindelse med sygdom, øger nedbrydningen af knogle og øger risikoen for knogleskørhed hos ældre mennesker.
Se animation om knogleskørhed (osteoporose)
En række sygdomme medfører, at man udvikler knogleskørhed. De hyppigste sygdomme er:
Desuden kan langvarigt brug af flere typer medicin føre til knogleskørhed. Dette gælder blandt andet:
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
