Mange får først diagnosen knogleskørhed efter at have haft et eller flere knoglebrud
Hvis man brækker håndledet er det en god ide at blive undersøgt for knogleskørhed
Hvis man får knoglebrud i rygsøjle eller hofte pga. af et mindre fald eller stød, har man knogleskørhed og bør undersøges nærmere
Der bliver som regel taget en knogleskanning (DXA) i udredningen. Hvis knogleskanningen viser knogleskørhed, får man taget blodprøver og i udvalgte tilfælde evt. en røntgenundersøgelse
Hvornår undersøger man for knogleskørhed?
De fleste får først diagnosen knogleskørhed efter at have haft et eller flere knoglebrud. I Danmark undersøger man ikke for knogleskørhed som en del af en almindelig helbredsundersøgelse. Man gennemfører heller ikke screening for knogleskørhed.
Hvis man har høj risiko for at få sygdommen, kan det dog være aktuelt at foretage enkelte undersøgelser.
Lægen vil normalt få mistanke om knogleskørhed, når en person, især kvinder over 60 år, får knoglebrud efter et mindre fald eller stød. Disse knoglebrud sidder svarende til lænden, lårbenshalsen eller underarmen og kaldes lavenergibrud. Et normalt, stærkt skelet skal være i stand til at tåle sådanne stød.
Brudsteder ved knogleskørhed
Knogletæthedsmålinger - DXA skanning
Knogletæthedsmåling måler tætheden af knoglemineraler, især kalk i skelettet. Man anvender en særlig type skannings undersøgelse som kaldes DXA (Dual-energy X-ray Absorptiometry).
Dette er den undersøgelse, som sikrest kan fastslå, om der er knogleskørhed eller ej. Knogletæthedsmåling bør foretages hos de fleste, som skal behandles med medicin for knogleskørhed, eller som har høj risiko for at få knogleskørhed.
Blodprøver
Der findes ingen blodprøver, som sikkert kan fastslå, om man har knogleskørhed. Man vil dog i de allerfleste tilfælde alligevel tage nogle prøver for at udelukke, at der er andre sygdomme, som kan være skyld i knogleskørheden. Blodprøverne kan f.eks. være
Almindelige røntgenbilleder er ikke særlig velegnede til at påvise knogleskørhed eller til at bedømme knogletætheden. Metoden er imidlertid førstevalg, når lægen har mistanke om brud. En sådan mistanke kan opstå, hvis man har smerter og fejlstillinger i ryggen, ved højdetab, eller ved smerter og hævelse andre steder i kroppen.