Lavt blodsukker hos ikke diabetikere

Thomas Almdal

speciallæge

Fakta

  • Hjernen er afhængig af sukker (glukose) for at kunne fungere
  • Hvis blodsukkeret bliver lavt, kaldet hypoglykæmi, påvirker det hjernens funktion. I værste fald kan man besvime og få kramper
  • Der findes sjældne tilstande, hvor kroppen producerer for meget insulin. Dette fører til hypoglykæmi, som også kan ses ved insulin behandling af diabetes
  • Alkohol nedsætter leverens evne til at lave sukker og kan dermed føre til hypoglykæmi
  • Denne artikel omhandler lavt blodsukker og hypoglykæmi hos voksne personer uden diabetes      

Hvad er hypoglykæmi?

Hjernen anvender sukker (glukose) som energi. Hvis koncentrationen af sukker i blodet bliver meget lav, påvirker det hjernens funktion. I de mest udtalte tilfælde kan det føre til bevidstløshed og kramper. Hypoglykæmi er en tilstand, hvor blodsukkeret er så lavt, at det påvirker hjernens funktion.

Hos personer uden kendt sygdom, som ikke er i behandling med nogen form for medicin, er hypoglykæmi meget sjældent, formentlig er der næppe mere end 4-8 tilfælde per million mennesker per år.

Hvad er symptomerne på hypoglykæmi?

Symptomerne på hypoglykæmi er de samme som de symptomer, personer med diabetes kan få ved føling. Dette er blandt andet:

  • Sløret syn
  • Man ser dobbelt
  • Indre uro
  • Rysten på hænderne
  • Svimmelhed
  • Man sveder mere end normalt
  • Hurtig puls og hjertebanken
  • Humørsvingninger
  • Man føler sig sulten -hos en del personer ses vægtøgning fordi de skal spise hyppigt

Ved meget lavt blodsukker kommer der også forvirring, svækket bevidsthed og kramper, der ligner epilepsi.

Fælles for alle disse symptomer er, at de forsvinder forholdsvis hurtigt efter, at du har spist eller drukket sukkerholdige mad og drikke som fx brød og sodavand eller saftevand. 

Hvordan stilles diagnosen?

De symptomer, som kan ses ved lavt blodsukker (hypoglykæmi) er uspecifikke. De kan komme på alle tidspunkter af dagen.

Ved mistanke om lavt blodsukker er det første trin at afklare, om der faktisk er tale om lavt blodsukker eller ikke. Det kan ske, ved at lægen lærer dig at måle dit blodsukker, på samme måde som en person med diabetes gør. Du kan så måle blodsukker på faste tidspunkter i løbet af døgnet samt ved eventuelle symptomer. Som nævnt er symptomerne uspecifikke, men såfremt man måler et lavt blodsukker og har symptomer er det karakteristisk, at symptomerne forsvinder når man spiser, og blodsukkeret stiger igen.

Det varierer fra person til person ved hvilket blodsukker niveau,  der kommer symptomer. Desuden er det sådan, at de blodsukre man kan måle med et blodsukkerapparat til diabetesbehandling kan være upræcise, når det gælder lave blodsukre. Hvis de symptomer man har skyldes stor produktion af insulin, vil blodsukkeret ofte være < 3 mmol/mol.

Hvis der er begrundet mistanke om lavt blodsukker, kan din læge henvise dig til undersøgelse på hospital. Her vil der bliver lavet ekstra hormonundersøgelser og eventuelt en faste blodprøve og skanninger af maven (insulinom). 

Hvorfor får man hypoglykæmi?

Lavt blodsukker skyldes, at der i forbindelse med faste produceres for lidt sukker i leveren, eller at der bruges for meget sukker i andre dele af kroppen, specielt muskler og fedt

Hos personer uden kendt sygdom, som ikke er i behandling med nogen form for medicin, er hypoglykæmi som nævnt ovenfor meget sjældent.

Den hyppigste årsag er et såkaldt insulinom. Insulinom er en sjældent forekommende svulst i bugspytkirtlen som producerer insulin.

Der findes også nogle andre yderst sjældne tilstande, hvor bugspytkirtlen laver for meget insulin. Personer, som har fået lavet overvægtkirurgi i form af gastric bypass, får af og til hypoglykæmi.

Hvilken behandling er der?

Hvis tilstanden skyldes et insulinom eller anden øget produktion af insulin, er hovedbehandlingen en operation, hvor svulsten i bugspytkirtlen fjernes helt eller delvist.

I nogen tilfælde foretages laserbehandling, hvor svulsten brændes væk.  Alternativ kan forsøges med medicin.

Er årsagen misbrug af alkohol, er det vigtigt at stoppe dette.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Langtidsudsigterne afhænger helt af årsagen, se ovenfor. I de fleste tilfælde kan generne afhjælpes.

Er lavt blodsukker for ikke diabetikere farligt?

Lavt blodsukker er farligt, fordi det kan påvirke hjernens funktioner. Hvis det sker, medens man kører bil, kan det føre til ulykker. Sker det medens man står op, kan man falde med risiko for sår og brækkede knogler.

Hvis du vil vide mere

Kilder

Fagmedarbejdere

Thomas Almdal

overlæge, dr. med., Endokrinologisk klinik PE, Rigshospitalet

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen